Se Mig | Afsluttet

Kapitel 39

Kapitel 39: "Mellemstadiet"
"I wonder if we ever think of each other at the same time"
Olivias synsvinkel:
•••

"Jeg har ikke tænkt mig at sætte fod i dit hus mindre end et døgn efter, at din far truede med at skyde mig."

Erklærer Link dramatisk, da vi stopper foran caféen. Selvom jeg havde brugt timevis på at overbevise ham om, at min far ikke var ude efter ham, nægtede den stædige nabodreng stadig at nærme sig vores hoveddør. Til sidst var vi blevet enige om at mødes på midten, og tage hen på den lokale café.

"Jeg har jo sagt, at han ikke mente det. Det er bare hans måde at teste dig på." Sukker jeg opgivende og skubber glasdøren ind til caféen op. En tung varme rammer mig sammen med den krydrede duft af kaffe. Link følger efter mig ned til en tom bås bagerst i lokalet og sætter sig på det polstrede sæde.

"Det kan godt være, men jeg har ikke tænkt mig at løbe den risiko. Jeg er lige kommet ud fra politistationen, din far kan sende mig direkte tilbage, hvis han har lyst."

Han hæver et øjenbryn af mig og smækker sine støvler op på kanten af bordet, så han sidder siddelæns og fylder alt pladsen på hans side. Af en eller anden grund insisterer han på altid at placere sig selv så afslappet som muligt, og gerne så der ikke er plads til nogen ved siden af ham. Der er blot endnu en af hans utallige uhøflige vaner.

"Det ville han aldrig gøre. Han kan godt lide dig, det har han selv sagt."

Svarer jeg i et bestemt tonefald, mens jeg lader mig glide ned på sædet overfor ham. Jeg krænger min jakke over skuldrene og folder den pænt sammen over stoleryggen. Hvis nogen så os lige nu, ville de sikkert vende sig om og kigge en ekstra gang på den kedelige pige i den farvede strikketrøje, der sidder pænt overfor den guddomlige dreng med de blå øjne og de mørke tatoveringer. Jeg sukker stille ved erkendelsen af, at han ligner en blanding af en rockstjerne og en engel sammenlignet med mig, der ligger i en tvivlsom kategori mellem børnehavebarn og bibliotekar.

"Hvorfor skulle han kunne lide mig?"

Spørger Link pludselig og afbryder min selvkritiske tankestrøm. Han har rettet sig en anelse op og kigger nu på mig med et undrende blik. Et øjeblik overvejer jeg at fortælle ham sandheden: At min far kan lide ham, fordi at han reddede hans eneste datter fra en traumatisk skæbne. Men det ville ikke være hele sandheden. Sandheden er i alt sin enkelthed, at Link er et godt menneske, der på trods af hvad han selv tror, fortjener at blive holdt af. Fortjener at være vellidt af den simple grund, at han er ham. Selvom jeg har lyst til at fortælle ham det, ved jeg, at han ikke er klar til at tro på det. Så i stedet for sandheden, giver jeg ham et drillende smil.

"Det ved jeg virkelig ikke, det er et mysterie. "

Han kniber øjnene sammen af min sarkastiske kommentar og gør sig klar til at gengælde min spydighed. Før han kan nå at sige noget, bliver han dog afbrudt af en servitrice, der netop er stoppet op foran vores bord. Jeg ser op på den unge blondine og genkender hende hurtigt som den pige, der flirtede skamløst med Link sidste gang, vi var her. Præcis som sidst stirrer hun forgabt ned på min nabo med et flirtende udtryk bag de tungt sminkede øjenlåg.

"Velkommen tilbage, kan jeg tage imod din bestilling?"
Spørger hun udelukkende henvendt til Link efter, at hun har besluttet sig for åbenlyst at ignorerer min tilstedeværelse. Jeg skuler irriteret i hendes retning, da hun strejfer hans skulder i en let berøring. Jalousien tage hurtigt form som en brændende klump lava i min mave. Ulig vores sidste besøg på caféen, gengælder Link dog ikke hendes interesse.