Se Mig | Afsluttet

Kapitel 69

"Konsekvensen"
Olivias synsvinkel
•••

Da jeg var lille, plejede min far at fortælle mig, at hvis jeg nogensinde befandt mig i en situation, hvor jeg for alvor var bange, skulle jeg bare råbe efter ham, og så ville han komme mig til undsætning. Han påstod, at han ville kunne høre mig ligegyldigt, hvor langt vi var fra hinanden. At det var en særlig evne, som kun fædre havde. Alligevel skriger jeg ikke, da jeg befinder mig i det mest skræmmende øjeblik i mit liv. Måske fordi jeg inderst inde godt ved, at han ikke vil kunne høre mig længere.

Jeg står med benene solidt plantet i søen af glasskår, der omgiver den totaltsmadrede politivogn foran mig, da en pludselig indskydelse får mig til at række min hånd ud og placere den midt i den glinsende pøl af blod, som har samlet sig på kølerhjelmen. Bilens motor er stadig varm under min håndflade, og den mørkerøde væske klistrer til min hud.

"Vi ved ikke om det er ham, Olivia. "

Link stopper op bag mig og lægger en hånd på min skulder. Hans arm ryster en anelse ligesom hans stemme. De naive ord får mig til at ryste voldsomt på hovedet og træde et skridt væk fra ham, mens min hånd stadig hviler mod kølerhjelmens varme metal. Tårer vælder op i mine øjne, mens jeg betragter den velkendte bil.
Den venstre fælge, som ikke matcher de andre, fordi min far havde måtte skifte til reservehjulet efter en punktering. Det lange mærke hen langs sidedøren, hvor en ung butikstyv havde brugt sine nøgler til at understrege en pointe. Til sidst falder mit blik på den hjemmelavede nøglering, der hænger trofast i bilens forrude. Ordene 'Verdens bedste far' er skåret ind i et stykke lyserødt træ. Jeg gav den til ham, da jeg gik i tredje klasse, og han har haft den med sig overalt lige siden.

"Det er hans bil. " Konstaterer jeg simpelt med en stemme, der lyder mere fattet, end jeg føler mig. Link træder ind foran mig og tager et fast greb om mine overarme for at få mig til at se på ham.

"Der behøver ikke være sket ham noget. " Fortæller han mig.

"Måske var det slet ikke din far, som kørte bilen. "

Hans ord lyder oprigtige, og et øjeblik klemmer jeg øjnene i og lader som om, at jeg tror på dem. Måske havde en af de andre betjente lånt hans tjenestevogn. Måske var den blevet stjålet. Måske sidder han derhjemme foran fjernsynet lige nu uden den fjerneste idé om, at bilen er forsvundet fra indkørslen. De mulige forklaringer er endeløse.
Men da jeg åbner øjnene igen og ser ned på min blodige håndflade ved jeg, at ingen af dem er sande. Det er som om, min krop kan mærke, at blodet på mine fingerspidser er forbundet med det, som løber i mine årer.

"Min mor har ringet til mig hele aftenen. Jeg troede, at hun ville skælde mig ud for at være taget væk sammen med dig. "

Fortæller jeg, mens skyldfølelsen får min mave til at trække sig sammen. Det tapre udtryk forvinder langsomt fra Links ansigt, mens han stirrer på mig med et blankt blik, som om han ikke længere ved, hvad han skal sige. Omkring os er stilheden blevet så larmene, at det føles som om, vi svæver midt ude i rummet. Vi er ikke længere et forelsket par, men blot to fortabte astronauter som har glemt, hvordan man bruger stemmen.

En højlydt kimen afbryder stilheden og får mig til at fare forskrækket sammen. Der går et øjeblik, før det går op for mig, at lyden kommer fra min mobil, der stadig ligger på forsædet af Scotts sportsvogn.

Det føles som om, at jeg bevæger mig i slowmotion, da jeg løber hen mod den sorte bil og flår døren op. Min Iphone ligger præcis, hvor jeg efterlagde den, mens min ringetone strømmer ud fra dens højtalere og får hårene på mine arme til at rejse sig. Da jeg samler den op i min hånd, lyser displayet i et køligt, blåt lys, som matcher de flimrende sirener i baggrunden. Min mors kontaktnavn toner frem sammen med et billede, jeg engang tog af hende og min far i tivoli. Denne gang besvarer jeg opkaldet og holder det kølige glas op til mit øre uden at sige noget.