Se Mig | Afsluttet

Kapitel 59

"Husets nye beboer"
Olivias synsvinkel
•••

Det er tidligt på morgenen, dagen efter begravelsen, da en ukendt lyd vækker mig. Jeg misser forvirret med øjnene og løfter en hånd op til ansigtet for at skærme for det skarpe morgenlys, der trænger ind gennem gardinet og oplyser dagligstuen. Et klagende støn undslipper mine læber, da jeg rykker på mig og mærker en stiv ømhed sprede sig ud i min halvvågne krop.
Jeg ligger sammenkrøllet på sofaen med benene trukket op under mig, og nakken bøjet bagover i en unaturlig stilling. I et øjeblik er jeg forvirret, og det er først da jeg løfter hovedet og ser ned af mig selv, at jeg husker, hvorfor jeg har tilbragt natten på vores sofa.

Link ligger med hovedet hvilende tungt i mit skød og benene strukket ud i sofaens fulde længde. Hans brystkasse hæver og sænker sig langsomt i dybe, fredfyldte åndedrag, og hans krop er viklet ind i et tykt striktæppe. Synet af ham får mig til at smile, selvom mine ben sover under hans vægt, og jeg ikke kan bevæge mig. Hans ansigt er stadig fyldt med blå mærker og skrammer, men hævelsen er faldet, og han begynder så småt at ligne sig selv igen.

"Link, er du vågen?"
Jeg bøjer mig let ned over ham og nærstuderer hans ansigt, mens jeg visker ordene. Da han ikke reagerer efter et øjeblik, løfter jeg en hånd og lader mine fingerspidser tegne små cirkler omkring hans kæbe. Den lette berøring får hans mundvige til at trække sig op i skævt smil.

"Mmm, nej jeg er ret sikker på, at jeg drømmer. "

Mumler han med en stemme, der er hæs af søvn. Han åbner sit ene øje på klem og skæver op mod mig, stadig med et smil om læberne.

"Jep, jeg drømmer helt sikkert, ingen er så smukke i virkeligheden. "

Smiler han og åbner det andet øje, så han ser direkte op på mig. Han ryster let på hovedet og trækker øjenbrynene sammen, som om at han tænker over noget.

"Eller også er jeg død og kommet i himlen. " Han spærrer øjnene op og blinker et par gange.

"Er du en engel?"
Spørger han i et chokeret tonefald, mens han kæmper for at holde et grin tilbage. Hans smil er så bredt, at flængen i hans underlæbe truer med at gå op, men han virker ikke til at ænse det.
Selvom han tydeligvis prøver at drille mig med hans kiksede scorereplikker, kan jeg ikke lade være med at gengælde hans glæde. Hvis mine rødmende kinder er alt ser skal til for at gøre ham glad, betaler jeg gerne prisen.

"Måske skulle vi alligevel være taget et smut forbi skadestuen, du har tydeligvis slået hovedet hårdere, end vi troede. "

Svarer jeg med et grin og placerer et blidt kys på hans pande. Hans hænder ryger hurtigt op og griber fat om min nakke, så jeg ikke kan trække mig tilbage.

"Lægerne kan ikke hjælpe mig med det, jeg fejler. "

Sukker han og løfter hagen, så hans læber er ud for mine. Hans ånde kilder let mod min kind og får mit hjerte til at slå hurtigere.

"Jeg er alt for hårdt ramt. "
Afslutter han dramatisk og trækker mit hoved helt tæt på. Vores læber støder sammen i et blidt kys, som hurtigt får min puls til at stige. Jeg lukker øjnene, mens hans fingre vikler sig ind i mit hår, og hans tunge glider drillende over min underlæbe.

"Godmorgen unger!"

En munter stemme afbryder vores kys, og jeg trækker mig væk fra Link lige i tide til at se min far runde hjørnet ind til stuen. Han stiller sig i dørkarmen, stadig iklædt sin morgenkåbe, og betragter os med et varmt smil.