Se Mig | Afsluttet

Kapitel 37

Kapitel 37: "Bag lukkede døre"
"They made eachother vulnurable because their kisses were more than simply flesh against flesh. "

Olivias synsvinkel:
•••

Jeg drømmer, at Link Carter kysser den følsomme hud under mit øre. Hans ånde kilder mig i nakken og bringer en duft af mint med sig, mens han lader sine læber vandre ned over min hals. Han markerer hver centimeter med et blidt kys, det sender kuldegysninger ned af min ryg, og får mig til at gribe fastere om lagenet. Da hans tunge strejfer den tynde hud over mit kraveben, slår jeg øjnene op med et overrasket støn.

Et par blå øjne stirrer bekymret på mig fra fodenden af min seng, hvor Link sidder lænet op af væggen. Jeg må være faldet i søvn, mens vi sad og snakkede til langt ud på natten, konstaterer jeg desorienteret og ser mig omkring. Der strømmer et svagt lys ind gennem mit vindue, som et tegn på den tidlige morgenstund.

"Er du okay? Det lød som om, at du havde en ond drøm. "

Hans spørgsmål lyder oprigtigt, så han har formentligt mistolket mit støn som et tegn på ubehag. Jeg ånder lettet op, og trækker dynen over mine kinder for at skjule en afslørende rødmen. Under dynen krymper jeg mine tæer sammen i ren og skær ydmygelse.

"Har du været her hele natten?" Spørger jeg for at undgå at svare på hans spørgsmål. Han trækker på skuldrene og kigger i retning af morgenlyset som om, at det ikke betyder noget.

"Det har jeg vist. Du faldt i søvn midt i et tvivlsomt argument for, at der har været rumvæsner på jorden."

Jeg skærer ansigt af hans forklaring, og minder mentalt mig selv om ikke at snakke med folk, når jeg er træt. Det var ikke første gang, at jeg rodede mig ud i den slags emner som et resultat af søvnmangel. Engang prøvede jeg at overbevise en veninde om, at jeg havde været havfrue i et tidligere liv. Efter det holdt hun langsomt op med at snakke til mig. Jeg sukker tungt over mine manglende sociale færdigheder og sender Link et undskyldende smil.

"Undskyld, jeg mister lidt kontrollen over min hjernes funktioner, når klokken bliver over midnat. Du havde ikke behøvet at blive. "

Link smiler skævt af min kommentar og kører en hånd igennem sit hår, der som altid sidder perfekt. Det er mig en gåde, hvordan han formår at se så godt ud efter at have været vågen hele natten. Jeg ligner uden tvivl lort.

"Du behøver ikke undskylde, det var ganske underholdende. " Siger han med et grin og blinker drillende til mig.

"Desuden ser du sød ud, når du sover."

Jeg spærrer øjnene forfærdet op, da jeg indser at han sikkert har siddet der i fodenden af min seng i flere timer og betragtet mig i min sovende tilstand. For helvede. Jeg fører diskret en hånd op til ansigtet for at sikre mig, at jeg ikke har savlet alt for meget ud over mig selv, velvidende at jeg har en mindre attraktiv tendens til at sove med munden åben.
Link klukker stille, da han ser mig skjule ansigtet i hænderne. Det føles besynderligt at vågne op med ham i min seng på den måde.

I går havde været den underligste juleaften, siden dengang min onkel Jon fik en kartoffel galt i halsen og måtte hentes af en ambulance midt under julemiddagen. Han overlevede heldigvis, men jeg har ikke rørt en kartoffel siden, jeg var ti år gammel. Aftenen i går havde ikke været underlig på samme katastrofale måde, men det gjorde den ikke desto mindre besynderlig. Link var blevet hele aftenen, efter at jeg havde forhindret ham i at tage hjem. Jeg er ikke sikker på, hvorfor han gik med til at blive, måske var det bare for at slippe for det uundgåelige møde med hans far. Måske var der en anden grund.