Se Mig | Afsluttet

Kapitel 55

Kapitel 55: "Whiskytåge"

Links synsvinkel
•••

Noget af det, som jeg har erfaret mig igennem livet, er dette: Der er oplevelser, som gør ens verden større, og så er der oplevelser som gør den mindre. Da jeg mødte Olivia, blev min verden større, end jeg nogensinde havde forestillet mig var muligt, og da min far døde blev den igen reduceret.

I øjeblikket består min verden udelukkende af den lokale bars rødmalede vægge og den euforiserende følelse af alkohol i min blodbane. Så længe jeg bliver ved med at drikke, kan jeg forestille mig, at tilværelsen er simpel. Jeg kan bilde mig selv ind, at der ikke findes andet end det kølige glas mod min håndflade og den tunge, klæbrige røg i mine lunger.

Hvis jeg drikker nok, kan jeg endda, i korte øjeblikke, glemme at hun eksisterer. Og hvis jeg glemmer hendes eksistens, kan jeg også glemme, at jeg har begået mit livs største fejltagelse ved at forlade hende.

Jeg rækker min hånd op for at fange bartenderens opmærksomhed og falder i et øjebliks svimmelhed næsten ned af den vakkelvorne barstol under mig. Den bredskuldrede mand bag skranken sender mig et skeptisk blik og tager tøvende flasken med whisky ned fra hylden. Fordømmelsen er tydelig i hans øjne, men min truende kropsholdning får ham til at holde kæft og fylde glasset til randen med den gyldne væske.

"Bare lad flasken stå. "
Kommanderer jeg og griber fat i flasken, før han kan nå at vende sig rundt. Med min frie hånd fisker jeg mine sidste pengesedler op af lommen og skubber dem hen imod ham. Han ryster let på hovedet, men lader mig alligevel modvilligt tage flasken ud af hans hånd.

"Jeg vil ikke have noget ballede i aften, hører du mig?"

Hans stemme er advarende og fyldt med en autoritet, der øjeblikkeligt bringer min indre trodsighed frem. Et flabet smil tager form på mine læber, da jeg forarget presser en hånd mod min brystkasse.

"Det kunne jeg da aldrig finde på. "
Svarer jeg og blinker provokerende til ham. Han spænder frustreret kæben under det røde fuldskæg og retter en rystende pegefinger mod telefonen, der hænger i det fjerneste hjørne bag baren.

"Et opkald og politiet er her på få minutter. "

Advarer han truende og løfter et øjenbryn, som for at sikre sig, at jeg har forstået budskabet. Det har jeg selvfølgelig, jeg er ikke dum. Men politiet er det mindste af mine problemer lige nu. En anholdelse ville i virkeligheden forbedre min situation. Hvis de smider mig i fængsel har jeg i det mindste et fast sted at bo.

"Det sårer mig virkelig, at du har så lave tanker om mig, Gavin. " Svarer jeg og læser hans navneskilt højt i en hånlig tone.

"Jeg troede, at vi var ved at blive gode venner."

Fortsætter jeg med en påtaget trist grimasse, men Gavin er allerede blevet træt af mit pis og er på vej hen for at betjene køen af ventende kunder. Jeg skubber mit glas tilside og løfter flasken op til munden i stedet. Mine øjne ruller tilbage under mine øjenlåg, da jeg lægger nakken tilbage og lader den brændende strøm af whisky løbe ned gennem min hals. Jeg har aldrig brudt mig om smagen, men af en eller anden grund er det den eneste drink, jeg gider at røre.

Da jeg sætter flasken tilbage på skranken er en stor del af dens indhold forsvundet, og rummet omkring mig er endnu mere sløret, end det var for et par minutter siden. Jeg hviler hovedet tungt mod mine hænder og prøver at undetrykke trangen til at kaste op. Ud af øjenkrogen kan jeg fornemme en høj, platinblond pige stirre på mig.

Da jeg løfter hovedet og gengælder hendes blik, vralter hun selvsikkert hen imod mig på et par unaturligt høje hæle. Hun sætter sig på barstolen ved siden af mig og krydser benene så den stramme kjole, hun er iklædt, kryber op ad hendes bare lår.