Kapitel 53

3.3K 157 144
                                    

Kapitel 53: "Alt det efterladte"
Olivias synsvinkel

(Dette kapitel er dedikeret til min trofaste og værdsatte læser @dellepelle. Hun er selv igang med at skrive en meget smuk og sand historie om nogle hårde oplevelser, som hun har gennemgået. Jeg ved, at det vil betyde meget for hende, hvis i læser hendes værker, så det vil jeg klart opfordre jer til ❤️)
•••

Jeg bliver ved med at kigge ud af vinduet. Selv efter, at han har været væk i dagevis, kan jeg ikke bringe mig selv til at give op. Så jeg holder øje med huset, selvom der ikke er nogen tegn på liv. Ingen lys i hans vindue. Ingen motorcykel parkeret i indkørslen. Ingen Link.

Efter godt en uge begynder jeg så småt at føle mig sindsyg, og mine forældres bekymring bliver alvorlig. Jeg sidder fortabt i min vindueskarm med panden hvilende mod ruden, da der bliver banket på min værelsesdør. Min far åbner døren forsigtigt på klem og stikker hovedet ind.

"Skal du ikke have noget at spise i dag? " Spørger han med ansigtet lagt i en bekymret mine. Jeg ignorerer ham og forsætter med at stirre i retning af det mørklagte nabohus. Mad kommer ikke til at kunne fylde det tomrum, som Link har efterladt.

"Han kommer snart tilbage, Olivia. "
Forsøger min far tøvende, som havde han læst mine tanker. Han stiller sig bag mig og følger mit blik ud gennem ruden.

"Det ved du ikke. " Svarer jeg og ryster afvisende på hovedet.

"Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke kan sætte en efterforskning igang? Han kan være kommet til skade... Eller værre. "

Tilføjer jeg og drejer endelig hovedet for at se på ham. Mit blik er sløret af de tårer, som venter på at falde fra min øjenkrog. Min fars ansigtsudtryk skifter hurtigt fra bekymret til opgivende.

"Jeg har udfyldt en rapport om hans forvinden, Olivia. Der er ikke mere, jeg kan gøre på det her tidspunkt. "

Han løfter en hånd op til hovedet og kører den frustreret igennem det gråsprængte hår. Han har givet mig det samme svar så mange gange i løbet af den sidste uge, at rynkerne over hans pande synes at være blevet dybere.

"Hvis nogen af mine kollegaer ser ham, skal de nok melde tilbage, men der er ingen grund til at tro, at der er sket ham noget. "

Sukker han og lægger en tung hånd på min skulder. Hans øjne udstråler igen medlidenhed, da han fanger mit blik.

"Han har lige mistet sin far. Giv ham lidt tid. "

Ordene får en tåre til at glide ned over min kind, mens jeg knytter hænderne og atter vender mig mod vinduet. Jeg har givet ham tid. Jeg har givet ham langt mere tid, end jeg har lyst til, og selvom jeg burde være sur på ham efter de ting, han sagde til mig, kan jeg ikke være det.

Det er som om, at alt vreden overskygges af min voksende bekymring. Desuden er jeg mere såret over hans pludselige forsvinden end over de vrede ord, som blev sagt midt i sorgen. Jeg kender ham godt nok til at vide, at han ikke kan styre sit temperament, når han bliver presset. Derfor ved jeg også, at min bekymring ikke er ubegrundet. At han kan finde på at gøre noget dumt. Alene tanken om at der kan være sket ham noget er nok til at få min mave til at vende sig.

Mine forældre løfter overrasket deres blikke, da jeg hektisk trasker igennem stuen med kurs mod hoveddøren.

"Olivia."
Min mors stemme stopper mig i døråbningen, og får mig til at kaste et utålmodigt blik mod sofaen, hvor hun sidder med en tyk bog.

Se Mig | AfsluttetWhere stories live. Discover now