Se Mig | Afsluttet

Kapitel 8

Kapitel 8: "Middag med djævlen"
Billede: Frank Carter
Olivias synsvinkel
•••

Jeg lader mig falde sammen på gulvet med ryggen presset mod døren, mens jeg prøver at få styr på mit hjertes hektiske slag. Mit våde tøj drypper ned på trægulvet og danner små formationer af fugt, der hurtigt trænger ned i træets sprækker og forsvinder. Hvis bare Link ville gøre det samme, tænker jeg og lader hovedet hvile tungt mod døren. Jeg har ingen intentioner om at komme ud fra mit værelses beskyttende vægge, før den dreng er ude af vores hus.
En kop kaffe kan vel ikke tage alverdens tid, tænker jeg og rejser mig fra gulvet med et suk.

Jeg begynder at trække min fugtige hættetrøje over hovedet, men standser så midt i bevægelsen og kigger hen imod den lukkede dør. Jeg kan stadig høre dæmpede stemmer nedenunder. Endnu en stemme har sluttet sig til den utydeligt samtale, og jeg konkluderer at min far må være kommet hjem fra stationen tidligt i dag. For en sikkerhedsskyld går jeg hen til døren og drejer nøglen rundt, indtil låsen giver et tilfredsstillende klik.

Da mit våde tøj ligger i en bunke på gulvet, stirrer jeg fortabt ind i mit tøjskab og konstaterer, at jeg ikke har flere rene hættetrøjer. Efter et øjebliks irritation trækker jeg i et par sorte leggins og lader en stor hvid sweater glide ned over mine skuldrer. Jeg betragter mit spejlbillede og sender mig selv en utilfreds grimasse.
De sorte leggins sidder stramt omkring mine ben og man kan ane omridset af min hud igennem dem. Sweateren hænger løst omkring min spinkle figur og stopper midt på mine lår. Den hvide farve flyder sammen med mit gyldenblonde hår, der er krøllet af regnen, og giver mig et feminint udtryk. Jeg ligner ikke mig selv, tænker jeg distræt, mens jeg kører en hånd igennem mine løse lokker og ånder tungt ud.

Jeg beslutter mig for at hænge gardinet op med det samme, og tager det glatte, røde stof op af posen. Der hænger allerede en gardinstang over vinduet, så det eneste jeg skal gøre er at sætte stoffet fast i de små kroge. Jeg trækker en stol hen til vinduet for at kunne nå og begynder på arbejdet.
Da jeg er kommet cirka halvvejs lyder der et højt bank på min dør, og jeg er tæt på at falde ned af stolen af forskrækkelse. Håndtaget bliver trykket ned, men den låste dør giver sig ikke.

"Olivia, hvorfor er døren låst? "

Jeg ånder lettet op ved lyden af min fars stemme, og går hen for at åbne døren. Min fars hoved popper ind gennem døråbningen, og hans øjne afsøger hurtigt rummet med et professionelt blik, man kun ser hos politifolk. Jeg plejer aldrig at låse døren til mit værelse, og handlingen har tydeligvis gjort ham mistænksom.

Jeg rømmer mig for at få hans opmærksomhed og sender ham et spørgende blik, der får ham til at droppe ransagningen og fokusere på mit ansigt.

"Mor har inviteret naboerne til at blive og spise med." Siger han med et afslappet smil.

Jeg spærrer øjnene op og åbner munden for at protesterer, men han holder hurtigt en hånd op for at stoppe mig.

"Vi spiser om 10 minutter. "

Annoncerer han bestemt, før han forlader mit værelse og lader døren stå åben bag ham.
Jeg stønner frustreret og smækker døren i med et brag, jeg håber han kan høre på vej ned af trappen.
...
Jeg går ned af trappen med tøvende skridt og svedige håndflader. Duften af hjemmelavet mad rammer mig, da jeg når bunden af trappen og jeg løfter blikket for at se min mor tage en dampende lasagne ud af ovnen. En knugende fornemmelse spreder sig i min mave, og forsøger at regne ud om det er af sult eller nervøsitet. Da min mor får øje på mig, lyser hendes ansigt op i et smil.

"Du kommer lige til tiden."

Siger hun og sætter lasagnen fra sig på bordet, der er fuldt opdækket. Jeg sender de to ekstra tallerkner et ondt blik, før jeg rømmer mig og træder ind i køkkenet samtidig med, at min far runder hjørnet inde fra stuen. Umiddelbart efter ham dukker naboerne op og følger hans retning mod spisebordet.
Link sender mig et skævt smil, mens han trasker efter sin far med hænderne begravet dybt i lommerne på sine mørke jeans. De sætter sig over for mine forældre, og efter et øjebliks overvejelse placerer jeg mig for enden af bordet. Så langt væk fra Link som muligt.