Kapitel 77

2.1K 105 72
                                    

"Yippie ki yay motherfucker"
Olivias synsvinkel
•••

Samme dag som vi får sommerferie, annoncerer de i radionen, at det er den varmeste sommer, Danmark har oplevet i femogtredive år. Det føles som om, solen er faldet ud af himlen og hele vejen igennem ozonlaget, og folk elsker det.

Overalt reklamerer butikkerne med tilbud på grillmad og luksuspakker med ispinde, mens folk går rundt på gaden med ansigter, der skinner af en blanding af lykke og faktor-halvtreds solcreme. Alt imens jeg forsøger at leve mig ind i sommerekstasen og glemme den globale opvarmning og de hastigt smeltende poler. Et projekt der ikke ligefrem er nemt for mig. Hvor folk ser indbydende softice og strandparasoller, ser jeg børn der brænder sine fødder på asfalten, og kæledyr der dehydrerer på bagsædet af parkerede biler. 

Først på eftermiddagen efter vi har afleveret årets bøger i bogkælderen og set tredjesåreleverne rende bagstive rundt i diverse tåbelige udklædninger, sidder jeg alene i det lille venteværelse udenfor kontoret.

Forleden var jeg tilfældigt stødt på Hanne, sekretæren som tog imod mig på min første skoledag, og havde modvilligt lovet hende at komme forbi kontoret til en snak inden ferien.
Jeg sidder utålmodigt og bladrer igennem en stak med universitetsbrochurer, da hun kommer småløbende ned ad gangen og skubber glasdøren til venteværelset op med den ene albue. Hendes ansigt er samme farve som den røde papæske, hun knuger i favnen

"Olivia Vest. "

Smiler hun bredt, som om hun gør en dyd ud af at kunne huske hver eneste elevs fulde navn. Jeg rejser mig og følger efter den ældre kvinde ind på kontoret, hvor hun lader sig falde ned i kontorstolen og skubber sine sko af under bordet.

"Hvor er det skønt, at du ville komme forbi. "

Fortæller hun mig, mens jeg placerer mig tøvende på stolen overfor hende. Hun rækker ud og løfter låget af papæsken, som hun har stilet fra sig på skrivebordet.

"Donut?" Spørger hun, mens hun skubber et bekymrende antal fedtede runde kager frem mod mig. Jeg tager en med vaniljecreme for at være høflig. Selv tager hun en til hver hånd, inden hun læner sig tilbage og ser indtrængende på mig.

"Fortæl mig så om dit første år på Bellahøj. "

Hun hæver øjenbrynene og tager en stor bid af en donut med jordbærglassur. Hendes blik er forventningsfuldt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle hende.

"Hvad vil du vide?"

"Det hele. " Svarer hun med munden fuld af kage. Hun forsøger at sluge det, men bliver utålmodig og skubber det ud i kinderne som en hamster i stedet.

"Hvilke fag har været interessante, hvilke har været røvkedelige, hvilke lærere kan du lide, hvilke synes du er nogle båtnakker, hvilke drenge synes du er søde, hvem kan du ikke udstå..."  Hendes strøm af spørgsmål fortsætter, indtil hun afbryder sig selv ved at holde en hånd op for munden, som om hun skal fortælle en hemmelighed.

"Jeg sladrer ikke til nogen. "

Hvisker hun højt med et drillende glimt i øjet. Det pludselige krydsforhør gør mig utilpas, men hendes næsten desperate interesse og fraværet af familiefotografier på hendes skrivebord, får mig alligevel til at smile og finde på noget. Jeg fortæller hende, at jeg har nydt mine spansktimer og hadet fysikundervisningen. At jeg har fundet en håndfuld gode venner, og at jeg ikke har mødt nogle drenge, der er værd at nævne.

Da jeg er færdig med at tale, sidder jeg tilbage med kvalme, og hun tilbage med et uimponeret ansigtsudtryk. Hun er tydeligvis klar over, at jeg ikke fortæller hele sandheden, men jeg har ikke lyst til at tænke på den. Jeg har ikke lyst til at tænke på, hvad året i virkeligheden har været. Året hvor jeg fandt kærligheden og mistede den igen. Hvor jeg lærte, hvad det vil sige at være i live, og erfarede at det ikke var for mennesker som mig.

Se Mig | AfsluttetWhere stories live. Discover now