Diva number one

Kapitel 3

"Hey skat, var det sjovt i skaterhallen?" Spørger min mor nysgerrigt, da jeg træder ud til hende i køkkenet. "Jeg blev væltet ned i gulvet en gang, så ja det har været sjovt" svarer jeg sarkastisk tilbage. "Ej hvor sjovt" starter min mor sarkastisk, men fortsætter alvorligt. "Hvor er Albert?" Hvis hendes stirrende blik kunne dræbe var jeg ikke her lige nu. "Han hang ud med nogle venner, der har en mega irriterende storebror, som har lovet at følge ham sikkert hjem, her ved 4 tiden" svarer jeg og tager et stykke æble som min mor er igang med at skære. "Okay, hold nallerne fra mit mad" skælder min mor ud for sjov og slår efter mine hænder. Jeg går stille grinende ud ad køkkenet og ind på mit værelse. Jeg skifter hurtigt om til noget afslappet tøj, men stadig lidt diva stil i det.

Ham Brooklyn virker så bekendt, ikke bare fordi han smadrede mig i jorden, men jeg synes jeg har set ham i fjernsynet og på de socialemedier. Jeg tænker ikke rigtig meget mere over det før jeg hører Albert nede i gangen.

"Albert er du okay?" Griner jeg og løber hen og krammer ham. Jeg kigger for sjovt på hans ansigt efter skrammer. "Jeg er okay" jamre Albert, da jeg har studeret ham nøje. "Super" jeg rejser mig op og møder Brooklyns blik. "Tak for du fulgte ham hjem" takker jeg taknemligt, for ellers ville jeg stadig sidde henne i skaterhallen. "Det var det mindste jeg kunne gøre efter uheldet" griner Brooklyn. "Nåh ja, du skylder stadig mig en ny bluse" siger jeg bitchet, og drejer rundt på hælen og laver et sexet hoved drejning, hvor mit hår blafre op i hovedet på ham. Så kan han lære det...

"Var det sjovt nede i skaterhallen?" Spørger min mor nysgerrigt til Albert. "Ja jeg var sammen med Romeo og Cruz" svarer Albert. "Og du skulle have set, da Brooklyn væltede Bri!" Griner Albert højlydt, som om det var det sjoveste i hele verden. "Stop dig selv" råber jeg irriteret hen over bordet. "Brooklyn sagde, at du er det første pige, som ikke begyndte at skrige, da han væltede dig, istedet blev du sur" siger Albert meget seriøst, men stadig lidt grin imellem. "For det første han ødelagde mig bluse, så jeg har ret til at blive sur på ham og for det andet, hvorfor skulle jeg i hele mit liv skrige ad ham?" Siger jeg ligeså irriteret som før. "Han er på en måde kendt" svarer Albert lidt ligegyldigt. WTF. "Hvorfor vidste jeg ikke det?" Spørger jeg mig selv, men kommer selvfølgelig til at sige det højt. "Du kunne måske koncentrere dig om andre end dig selv" svarer Albert flabet tilbage. Argh nogen gange kan han gå mig sådan på nerverne.

Lige nu sidde jeg på mit værelse og måske stalker Brooklyn. At stakle folk er vel okay? Jeg vil jo bare vide hvem han enlig er. Jeg søger om ham og hans familie på instagram. Nu er jeg inde på hans profil og kører igennem hans billeder. "Fuck, fjern, fjern nu" råber jeg irriteret af min mobil, da den ikke fjerner det like jeg lavede på et af hans billeder. Det her kan bare ikke være rigtigt. Bare han ikke har nået at se det.