Diva number one

Kapitel 24

I dag er der gået to uger, så jeg skal igen i skole. For fire dage siden kyssede mig og Brooklyn for første gang. Siden hen har vi kysset et par gange og været meget sammen, men vi er ikke et par, forhåbentlig snart. Argh mine følelser for ham bliver kun større og større jo mere jeg er sammen med ham. Jeg finder hurtigt mit tøj, som bliver en slags guld glimmer bluse med et par sorte jeans til. Jeg går ned til de andre og spiser hurtigt min morgenmad. "Tog du ikke hjem til Marissa i dag?" Spørger min mor, for at vide om det var rigtigt. "Jeps" siger jeg nikker hurtigt før jeg tager mine cykel og cykler til skole. Jeg plejer normalt ikke cykle, men når jeg skal hjem til Marissa cykler jeg.

"Heej" skriger jeg nærmest i hovedet på Marissa og krammer hende. Marissa har været meget underlig på det sidste. Siden den aften hvor Brooklyn, og jeg kyssede har hun opført sig underligt. Måske er hun træt af at hun ikke har nogen kæreste, måske føler hun sig ensom. Det er derfor jeg tager hjem til hende i dag, for vi skal hygge og hygge og hygge. "Hej" siger hun og prøver at lyde glad, men jeg kender hende og ved hvornår hun lyver.

"Såh jeg har tænkt vi bare skulle hygge i dag og snakke, som vi jo plejede at gøre, da vi var små" forslår jeg, da vi cykler hjem til hende. Marissa er nået til det punkt, hvor hun ikke siger noget men bare nikker. Den pige har brug for lidt kærlighed og at nogen tager sig af hende.

Marissa og jeg har snakket lidt sammen, mens vi har drukket varm kakao og fået små cookies, som hendes 'mor' har bagt. Marissa har løsnet sig lidt mere op, men når jeg begynder at snakke om hende og hvad der er galt, bliver hun helt stille og gider slet ikke snakke, det er meget hårdt at se ens bedste veninde slet ikke snakke med en. "Marissa jeg prøver bare at hjælpe" starter jeg, og får lidt af hendes opmærksomhed. "Er du sur over jeg ikke er så meget sammen med dig, nu hvor jeg har været meget sammen med Brooklyn" fortsætter jeg, men hun er stadig stille. "Kan du ikke bare sige hvad der er galt, så skal vi nok ordne det sammen" slutter jeg af med at forslå, men stadig ikke et ord. Vi sidder stadig i lidt tid, før hun endelig snakker. "Du kan ikke hjælpe mig, INGEN kan hjælpe mig" råber hun, jeg ligger hurtig mærke til små tåre trille ned ad kinderne på hende. "Vi kan gøre det sammen" forslår jeg, men hun er stadig meget stædig og ligeglad. "Gå, GÅ, lad mig mere i fred!" skriger hun af mig og for ikke at gøre alting værre går jeg hurtigt ud til min cykel og cykler hjem.

Lige nu har slet ikke løst til at snakke med nogen, så lige da jeg komp rente jeg grædende op på mit værelse og låste mig selv inde. Flere gange har mine forældre og min lillebror været oppe, og prøve at snakke med mig, men har afvist dem lige siden. Tænk Marissa mener, at ingen kan hjælpe hende. Det gør meget ondt inde i mig, at hun mener at jeg ikke kan hjælpe selvom jeg er hendes bedste veninde. Hvis jeg ikke kan hjælpe, må det være et stort problem hun har, men alle problemer kan løses, hvis bare man er villig til at gøre det, der skal til.