Diva number one

Kapitel 5

"Hey Brooklyn, har du set Albert?" Spørger jeg efter min mening ret cool. "Nope, men jeg har set dit Like, synd du fjernede det igen" driller Brooklyn sarkastisk. "For det første fuck dig, det var en fejl, for det andet Albert er stukket af og for det tredje hvor er den bluse du skulle have købt til mig?" Spørger jeg irriteret over han ikke har set Albert, men han havde set mit Like. "1 stalker, 2 er han stukket af?, 3 jeg har ikke købt den endnu" svarer han overrasket. "Ja han er stukket af." Hvor fanden kan Albert være. "Hey Bri" hører jeg en stemme råbe, som kommer i mod mig. Jeg vender mig hurtigt om og gæt hvem! Argh Albert. Jeg løber alt hvad jeg kan hen til Albert og løfter ham op, og prøver at svinge ham rundt. Når jeg mener prøver, så gik det ikke så godt. "Hvor har du været? Jeg har været så bekymret" fortæller jeg ham. "Nå nu bekymre du dig om mig" svarer han irriteret. Måske ramte det mig hårdt, at min egen lillebror siger jeg ikke bekymre mig om ham. Det gør jeg, men jeg har nok bare ikke vist det ordenligt. "Hvordan kan jeg gøre det godt igen?" Spørger jeg ham, for lige nu gider jeg ikke være uvenner med den eneste i huset, som jeg faktisk kan fortælle alt til. Albert lave et meget mystisk smil til Brooklyn og de andre to drenge. Det her bliver ikke godt.

"Nej! Jeg nægter at stå på det forpulede bræt" siger jeg fast besluttet. Albert og hans venner vil have på op på et fucking skateboard. De kan tro nej, hvis jeg falder, bliver mit tøj ødelagt. "Bri du lovede" presser Albert. "Argh fint, men ikke i det her tøj" siger jeg bestemt, lidt må jeg da bestemme. "Her" siger Brooklyn og giver mig hans svedige sorte hættetrøje. "Seriøst? Den er så svedig" det irriterer mig inderligt det her. Argh. "Svedig eller ødelagt tøj?" Spørger Brooklyn som et spørgsmål, og uden en tanke river jeg hættetrøjen ud af hånden på ham.

"Stil dig på brættet" fortæller Brooklyn. Den dreng ville dø, hvis alle mine dræberblik kunne dræbe. "Hold fast i mig også skubber jeg dig" fortæller han endnu en gang. "Argh stop" skriger jeg panisk efter Brooklyn og selvfølgelig synes Albert og de to andre drenge det er så morsomt. Efter nogle ture hvor jeg holder fast i Brooklyn beslutter han sig for, at nu er det min tur selv. "Glem det" svarer jeg bare, men lige I dag går ingenting som de skal for mig.