7 Drenge og 1 pige. (Dansk)

Namjoon...

Mig og Jungkook sad på hospitalet... Namjoon var inde og blive opereret, jeg sad og græd inde i Jungkook's favn...  Han sad og krammet mig. "Det hele er min skyld..." Hviskede jeg. "Ey, nej det er ej." Sagde Jungkook. Jeg ignoreret det bare og græd videre. 

50 MINUTTER SENERE

Jeg sad ved siden af Jungkook på en stol. 

Der var nogle der kom hen imod os. Jeg kiggede op og så resten af drengene. De løb hen imod mig, og krammet mig. De græd vidst også selv lidt. 

Imens de stod og krammet mig, kom der en læge. Jeg skubbede drengene til siden og løb hen til lægen. "Ja, han ligger i koma lige nu. Så, vi kan ikke gøre mere derfra af." Sagde lægen og gik. 

Jeg kiggede op mod Jungkook. Jeg gik hen og gav ham det største kram. "Tak." Hviskede jeg til ham. "For hvad?" Spurgte han. "Forklare senere." Svaret jeg og brud krammet. 

Vi gik hen mod Namjoon's dør. 

Vi stod udenforan den og jeg kunne simpelthen bare ikke tage mig sammen til at åbne den. "Hvad så?" Spurgte Hoseok mig om. "Je-jeg kan ikke." Sagde jeg og kigget ned i jorden. 

"Selvfølgelige, kan du det." Prøvet Jungkook. Jeg vendte mig om, imens jeg græd. Derefter stormet jeg væk. Jeg kunne ikke klare det længere. Hvad nu hvis Namjoon aldrig vågner igen?

Jeg løb ud af hospitalet og væk. Skyldfølelse begyndte at ramme mig. 

Jeg løb så langt at jeg endte med at stå på en gade jeg aldrig nogensinde har været på før. Skyldfølelsen var der stadigvæk... Jeg så en bro herfra, så jeg gik derhen mod den. 

Da der var gået noget tid stod jeg på broen... Jeg kigget ned og så vand under mig. Jeg kigget op mod himlen og tænkte på, hvad fanden der var sket i mit liv, hvem jeg er og hvor jeg kommer fra. 

Jeg fik en trang til at hoppe ud fra broen. Jeg stod og tænkte over det længe... Skyldfølelsen tog overhånd... Jeg valgte at hoppe. 

Jeg stillet mig op på kanten af broen. 

Hvis det her er min sidste tid på denne jord, så håber jeg at kunne møde nogle fra min familie i det næste liv... 

Jeg sprang, idet jeg sprang kom jeg i tanke om...DRENGENE!!!

Jeg kunne mærke at jeg ramt vandet, jeg prøvet at svømme op til overfladen i panik. Men endte med at sinke længere ned. Jeg endte med at give op. 

Jeg kunne ikke holde mit vejr længere... 

Det hele blev sort... Jeg kunne ikke mærke noget, overhovedet. Hvis det her er sådan det føltes når man er død, så vil jeg gerne tilbage igen... UNDSKYLD DRENGE!

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Yeah, okay. Det her blev nok det korteste jeg nogensinde har skrevet. xD

Øhm, yeah... Der kommer selvfølgelige meget mere endnu, så glæd jer. Tror jeg, aha. Nårnår, men vi ses nok i næste kap... BYEEE!