Forlader Hende Ikke!

156 8 2
                                    

Hvad jeg så da jeg kom ind, fik mig til at græde.

Jeg så Kristina lå helt stille, sovende, så stille.

Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil have den Kristina der altid snakker, er sur, eller larmer SÅ meget at man ikke kan holde det ud. Det er underligt at så se hende sådan her. Jeg valgte at gå lidt længere ind, drengene gik bag mig og lod mig tage alt den tid der behøves.

Jeg gik stille hen og tog fat i hendes hånd og agede den stille. Mine tåre begyndte at falde og ned på hendes kind. Jeg tog forsigtigt min anden hånd og fjernet dem stille med min tommelfinger.

Der gik så mange tanker igennem mit hovedet såsom.

Hvad hvis hun aldrig vågner igen? Hvad hvis det her er bare en drøm, og jeg stadigvæk er indlagt? Hvad hvis det her er den sidste ting? Hvad hvis det her er den sidste gang jeg skal se Kristina?

Alle de spørgsmål kunne jeg ikke holde ud, at jeg faldt ned på mine knæ og lagde mit hovedet på hendes mave, imens jeg holdt rundt m hendes hånd og bare græd. Jeg vil ikke forlade hendes side før hun vågner, også selv om hun aldrig vågner.

Kristina betyder SÅ meget for mig. Jeg vil være det første hun ser når hun vågner!

De andre stod stadigvæk henne ved døren.

Jeg gjorde tegn til at de godt kunne komme længere ind, da de gjorde det rejste jeg mig op og løb hen i favnen på Suga.

Han blev vidst ret forskrækket. "Tak!" Græd jeg. "Hm?" Spurgte han. "For at tvinge mig herind." Sagde jeg. Han lagde hans lille gummy smil.

Jeg gav stille slip på Suga og vendte mig langsomt rundt. "Kristina!" Hviskede jeg. Jeg gik igen hen til hende, Suga kom med en stol jeg kunne side på. Jeg tog imod den med taknemlighed.

Jeg satte mig ned og stirrede hende lige i ansigtet. Jeg sad i min helt egen verden. Jeg sad og beundret hendes kreatur! Hun er det smukkeste menneske jeg nogensinde har set i den her verden, udover mig selv.

Jeg sad med bekymring, sorg og helt færdig. Jeg lænede mig ned og kysset hendes pande stille. Jeg vil hellere være der hvor Kristina er lige nu, end hun skal være der. Jeg syntes det er unfair, ihvertfald for sådan en smuk en som hende!

Jeg lagde ikke mærke til at jeg begyndte at græde, eller jeg græd mere i forvejen. Jeg gav stille slip på hendes hånd og vendt mig med siden til hende. Jeg lagde mine arme på mine knæ og lagde mit hovedet ned mod dem.

Drengene kom hen og krammet mig, der var en der krammet mig foran. Uden at vide hvem det var, rejste jeg mig og næsten klemte livet ud af ham. Det var Jin, kunne jeg mærke med de brede skuldre.

De andre krammet mig igen, min tåre forsvandt MEGET langsomt.

Jeg kunne høre en anden der græd, jeg kigget op og så Jungkook græde. "Jungkook?" Spurgte jeg med en rystende stemme fordi jeg lige har grædt jo. Han havde hans hånd mod hans mund imens han kigget ned i gulvet.

Jeg gik fra krammet og hen til Jungkook og holdt på hans skuldre beskyttende. "Hvad er der?" Spurgte jeg beroligne om. "Jeg kan ikke lide at se dig sådan her." Sagde han og hev mig ind i et kram. Jeg krammet ham igen, og agede hans baghovedet stille.

Da han havde grædt færdig gav jeg slip på ham. "Tak for dine bekymringer." Sagde han og smilede. Han nikket og tørret hans driv våde øjne.

Jeg fik et MEGET lille og utydeligt smil på læben.

Jeg vendte mig mod Kristina igen og gik stille derhen og satte mig ned. "Kristina, du er det mest smukkeste væsne jeg har nogensinde set!" Sagde jeg.

7 Drenge og 1 pige. (Dansk)Where stories live. Discover now