Let it Snow

10* kolde hænder

10 december 2017. Søndag.

Jeg vågner ved at der er en der banker på døren "mmhmm" er det enste jeg kan fremskaffe. Jeg er fuldstændig træt efter igår. Jeg fladt i søvn klokken lort om natten, og alle de der skide julesange blev ved med køre rundt i mit hoved.
Nogen tager ned i håndtaget og træder ind. Jeg åbner mine øjne og kigger derover. Johan ligner et dødt egern, men ser nok bedre ud end mig.
"Træt?" Spørger han og gnider sig i håret "Hvad tror du selv din abe?" Siger jeg træt og irriteret og hentyder til den latterlige musik de spillede igår. Han griner bare og trækker på skuldrene "Well" siger han og går igen. Tak.

Jeg ligger mig langsomt til rette igen. Trækker den dejlige dyne godt op om ørerne og lukker øjnene. Det er søndag og jeg har ingen planer. Så jeg skal sove længe.

Jeg strækker mig godt og grundigt. Gnider øjnene og rækker ud efter min telefon, klokken er 11:58 næsten middag.
Jeg beslutter mig for at rejse mig og går ud på badeværelset. Jeg kigger mig selv i spejlet. Jeg ligner en død rotte. Jeg har rander under øjnene og mit sidder stadig i fletninger med de små hår stritter lidt ud.
Jeg finder noget tøj fra skabet. Nogle sorte løse bukser og en sort sweater. Jeg tager nogle hvide ankel strømper, jeg finder også lige noget nyt undertøj. Jeg tager det hele og ligger på badeværelsets bordet. Altså ved siden af vasken. Jeg låser og smider tøjet. Jeg træder langsomt ind i brusekabinen. Jeg tænder for vandet og venter på det bliver varmt. Jeg lader det varme vand løbe ned af min krop. Det er altid dejligt at være i bad. Jeg finder shampo bøtten og massere det ud i håret. Hvorefter jeg skyller det ud. Det samme gør jeg med balsam og krops-shampo.

Jeg træder ud af bruseren og griber et håndklæde snor det rundt om mit hår og tager et andet og tørrer min krop.
Jeg tager mit tøj på. Redder mit hår igennem og putter deodorant på. Smører lidt fundation i hovedet og går ellers bare nedenunder.
De andre sidder ved bordet, og med de andre mener jeg Johan, Martinus, Marcus, Casper og Simon.
Chico ligger ligeså stille og sover i sin kurv. Han er så sød den hund.

Jeg sætter mig i sofaen med min telefon. Lisette kommer hjem idag klokken 17:30 cirka. Og Hans kommer først hjem sendt om aftenen. Lisette snakkede vist om at vi skulle fælde og pynte juletræ imorgen.
Utroligt at sådan en julet familie ikke havde gjort det endu.

'Gutterne' er nu taget hjem og mig og Johan har huset for os selv "Fodbold?" Spørger Johan da vi sidder i sofaen. Jeg nikker og finder mit overtøj. Vi tager sko på griber en fodbold og låser døren.
Johan viser vej til fodbold banen.

Vi tilbringer cirka 2 timer da vi begge bliver sultne. Vi bliver hurtigt enige om at vi går ned til det nærmeste pizzaria. Som ikke er specielt langt. Johan smutter lige ind efter nogle af de penge Lisette havde langt fremme til os. Vi trasker ned gennem byen og jeg får rigtig kigget mig omkring og set byen.
Vi sidder nu nede på pizzeriaet. Johan spiser så man skulle tro det gjaldt hans liv. Jeg sidder bare og spiser ligeså stille af min salatpizza, med kebab selvfølgelig. Intet kød= intet liv.

Vi er nu på vej hjem. Små snefnug daler ned fra himlen og lander i vores hår, men små snefnug bliver hurtigere til mange flere og de styrter ned fra himlen. Johan tager fat i min arm og trækker mig afsted hjem. Da jeg kan se noget jeg genkender begynder jeg at blive mere rolig. Men snefnugende klasker mod vores ansigt. Og den styrter ned så tæt vi ikke kan se vores omgivelser længere. Den kolde sne sætter sig på jorden og det bliver sværere at gå. Vinden tager til og blæser snefnugende rundt. Jeg kan intet se, men endu værre, jeg kan ikke mærke Johan længere. Jeg kan mærke frygten snige sig ind på mig. Jeg famler ved mine lommer, men mærker jeg ikke har min telefon med. Jeg kigger mig panisk omkring, men det hjælper ikke jeg kan intet se. Jeg begynder at gå igennem den kolde snestorm der er ved at udfolde sig.

Jeg har nu gået i hvad der føltes som timer, men sikkert som sikkert også er timer. Jeg kan endelig se lys. Mine fingre er kolde. Og mine tæer kan jeg ikke engang mærke. Mine øre falder sikkert snart af. Mine ben er ved at kollapse. Jeg kan se en skikkelse kæmpe sig igennem snestormen. Den kommer tættere. Jeg prøver at råbe hjælp, men der kommer ikke engang et piv ud af min mund. Skikkelsen er måske to meter fra mig, men mine ben vil virkelig ikke mere, de kollapser. Jeg lander på jorden med det hårdeste slag der slår mig fuldstændig ud. Det sidste jeg mærker er et par kolde hænder der løfter mig op.

Johan's synsvinkel:

Jeg har gået rundt i cirkler i omkring 3 timer nu. Jeg er indenfor, men da jeg trådte over dørtærsklen opdagede jeg at Alma ikke længere var bag mig. Jeg er gået fuldstændig i panik. Hvad hvis hun bare ligger derude og er ved at dø af kulde. Jeg har prøvet at komme ud, men mor er kommet hjem og har forbudt mig at komme ud. Hun har kontaktet lokalpolitiet og de leder efter hende.

Det banker på døren. Jeg hopper op fra min position og spænder ud til døren med mor lige i hælende. Jeg river døren op og ser en skikkelse med en pige i favnen ALMA!!

Jeg ser nærmere på skikkelsen. Kjeld-Erik??
Vi får hurtigt Alma ind. Hun er iskold. Hendes læber er blå og hun er bevidstløs.

Håber i har en dejlig december dag.
Ved i hvad? Jeg vågnede til at det sneede en lille smule. Har det også sneet hos jer?

I wish You a merry Christmas❤️🎄🎅🏻