22 december 2017. Fredag.
"La la la la la" nynner jeg imens jeg sidder med min guitar. Pludselig går døren og ind trasker Martinus. Jeg kigger straks forvirret på ham "Vi skal snakke!" Siger han alvorligt "Vi har intet at snakke om!" Siger jeg og rejser mig "Jo vi har!" Siger han. Jeg vender øjne af ham og vender ryggen til, men han griber fat i min arm så jeg snurrer rundt og står ansigt til ansigt med Martinus. Jeg trækker vejret i dybe vejrtrækninger "Hør på mig!" Siger han i et bedende tonefald, han strammer grebet om min hånd. Jeg ved jeg har tabt så jeg nikker bare.
"Du må undskylde jeg har været sådan en stor idiot" siger han og kigger mig i øjnene "Giv slip på mig!" Hvæser jeg og kaster bare hans undskyldning langt væk inde i hovedet, men Martinus holder fast. Jeg prøver at vride mig fro, men Martinus er tydelig stærkere end mig.
".....Og sådan var det" siger Martinus, han har lige holdt en 5 minutters tale, men jeg holdet op med at høre efter da han sagde okay, lyt til mig
Jeg gider bare ikke sidde her og høre det pis han lukker ud. Han kan stå og undskylde her over for mig, og sige han aldrig vil gøre det igen, og så bag efter gå hjem til Zara. Hvor fed tror i den følelse er? Ikke særlig rar!
Jeg rejser mig og går over til døren og åbner "Gå!" Vrisser jeg. Martinus sukker og rejser sig "Jeg regnede med at du måske bare ville høre på mig" mumler han og kigger end i jorden. Jeg får ligepludselig lidt dårlig samvittighed, men ryster den hurtigt af mig igen.
Jeg går hen til vinduet og ser Martinus gå på vejen. Han sparker surt til en sten. Imorgen er sidste dag han har til at øve den der julesang, han skulle. Han skal nemlig synge den d. 24 december. Han kommer åbenbart herhjem så det bliver herligt,
"Hvorfor skal det hele egentlig ende galt for mig?" Siger jeg og en enkelt tårer falder fra min kind "Syntes du virkelig det gør det?" Jeg vender mig forskrækket om og ser Marcus? "Hvad vil du?" Spørger jeg og vender blikket mod vejen igen "Jeg kom for at fortælle dig noget" siger han og går et par skridt tættere på mig "Hvad?" Spørger jeg og vender mig om mod ham "Han kan lide dig, han kan rigtig godt lide dig" siger Marcus stille "Det tvivler jeg på" siger jeg og kigger ned i jorden "Jeg ved godt at du er bange for at blive såret igen, men jeg lover dig det bliver du ikke" siger han trøstende. Jeg sukker "Hvad vil du have jeg skal gøre?" Spørger jeg stille "Syng den duet sammen med ham"
Måske skulle jeg synge den duet med ham, men, nej det er dårlig idé. Det skal jeg ikke. Jeg suger den friske luft helt ind gennem næseborene. Jeg er ude at gå med Chico. Men alle de her åndssvage tanker flyver rundt i hovedet på mig.
******
Jeg griber min telefon på natbordet. Klokken er lidt over ni
Jeg har taget en beslutning
Mig: kom herover imorgen.
Jeg sender den og mærker sveden på mine hænder.
Martinus: hvorfor skulle jeg?
Han har ret. Hvorfor skulle han egentlig jeg har været latterlig overfor ham.
Mig: jeg har brug for det
Jeg sender den. Og ligger telefonen væk. Jeg ligger mig godt ned under dynen.
Martinus: ok...
Jeg skimter den og nikker så. Okay, lad os hvordan det bliver.
2 dage til jul. Det er jo sygt!
Jeg glæder mig rigtig meget.
I wish you a merry Christmas❤️🎄🎅🏻
أنت تقرأ
Let it Snow
قصص الهواة{Afsluttet/ Julekalender 2017 } Alle elsker jo julen, eller alle undtagen Alma Thompson. Hun hader julen. Hun har ikke kunne lide den lige siden hun blev sendt bort af hendes forældre for to år siden den 24 december. Hun har derfor været udviklingss...
