Let It Snow 2

2• Tusinde kilomter & Normal familie

2 december.2018. Søndag

Bilen, der kom for at hente mig, kører nu afsted på vej til Trofors. Jeg landede i Oslo fra New York, hvor jeg jo så blev hentet. Jeg kigger ud af vinduet. Jeg ser landskabet stryge forbi. Tænk at jeg er over tusind kilometer hjemmefra?

Gad vide hvad Kate laver lige nu? Om hun også savner mig og alle de morgener hvor hun kom hoppende ovenpå mig for at få mig til, at 'let my ass' som hun kaldte det.

Jeg sender chaufføren et skeptisk blik. Mit forhold til børnehjemmets chauffører er ikke godt. Jeg kan bare ikke lide dem. De er så følelseskolde. Snakker aldrig til en. Kigger aldrig på en. Blinker faktisk aldrig tror jeg. Creepy? Det tror jeg nok.

Et suk forlader min mund da jeg ser Bergens byskilt. Kan jeg virkelig være så tæt på? Det kan jeg åbenbart. Jeg kigger ud mod det snedækkede landskab, der styrer forbi.

Gad vide hvem jeg skal bo hos egentlig? Jeg fik at vide at det ikke var det samme sted jeg skulle bo. Og jeg brød ud i gråd. Seriøst det er jo forfærdeligt! Jeg savner ham jo så meget. Ham, Lisette og Hans er de eneste jeg glæder mig til at se.

Naja savner jeg overhovedet ikke. Da det var hende, der sårede Johan grænseløst. Alt det ved jeg da. Johan var den eneste, der ikke brød kontakten efter jeg flyttede. Han var den eneste der altid ringede og sagde hvad der var sket. Også, at Naja dumpede ham ,efter at hun gav ham den kolde skulder og ikke vidste den samme glæde længere, men gav den til Martinus efter jeg var rejst. Det rør mig egentlig ikke at hun gik på Martinus, men det, der rør mig er at hun sårede Johan.

Hvordan kunne hun? Hun var da så sød?

-

Bilens motor stopper og jeg kigger ud af vinduet. Et rødt hus tårner sig for mine øjne. Det snedækkede tag får det til at se så hyggeligt ud. Jeg tvinger et lille smil frem og puster ud. Bare en måned. Bare.en.måned. Du overlever, kom så.

Jeg skubber bildøren op og ser chaufføren stå med min kuffert og min håndbagage. Jeg mumler et lille: "Tak." Da han rækker mig det ellers er der tavshed. Jeg kigger på omgivelserne. Det er ihvertfald ikke Elvflata vej. Der er skov og atter skov. Men sikkert ikke så meget som jeg tror. Eller måske mere? Det vides ikke.

Sneen under mine fødder knaser når jeg træder det er egentlig meget sjovt. Sidste gang jeg havde den jer følelse var da jeg gik op mod Lisette og Hans' hus. Den første december. Præcis lidt over et år siden . Præcis en dag over et år siden jeg så Lisette, Hans, Johan og Martinus for første gang. Suk. Det er lang tid siden.

Den hvide dør der pryder huset er også snedækket. Faktisk er alt snedækket. Ikke ligesom i Los Angeles. Overhovedet ikke.

*Bank bank* Døren er hård. Jeg ømmer mig lidt på mine knoer og ser at chaufføren kører ud fra grunden. Min eneste chance hjem er lige smuttet. Jeg er fanget her. I en måned. Rolig nu, husk kun en måned. Kun en måned. Dyb vejrtrækning.

Døren bliver åbnet og en kvinde med mørkebrunt hår møder mig. Hendes grønne øjne fanger mig fuldstændig. De er fantastiske. Til at forsvinde helt væk i

"Kom dog indenfor" siger hun hurtigt og træder til side. Jeg sender hende et smil og træder indenfor "Tusind tak" siger jeg venligt og kigger mig omkring.

Hvide vægge stumptjener og skoholder. Alt tyder på en normal familie "Det var ingenting, jeg er Karina" siger hun og rækker sin hånd frem "Alma" siger jeg og trykker hendes hånd.

Jeg sætter mine sko og bliver budt indenfor. Mine tasker har Wilhelm taget. Karinas mand. De prøver virkelig at få mig til at føle mig hjemme, men alt jeg ønsker er faktisk bare at komme hjem ved Taylor. Min Taylor.

🎅🏻🎅🏻
Glædelig anden december!!
Hvor er det SINDSYGT, at det snart er jul. Jeg lavet fået adventsgaver idaaag!
Første søndag i advent!
Jeg har ikke engang lavet min ønskeliste færdig! Fuuuuuckk
Har i haft en god start på julen?