Let It Snow 2

21• 142 trampende elefanter & Tumper

21 december. 2018. Fredag.

I kender det fra historier, hvor hovedpersonen har været ude at drikke sig stiv, men er heldigvis blevet reddet, fra nok at gøre det dummeste, de kunne finde på. Men vågner så op i en fremmed seng, kan ikke huske noget, men ender med at få hele sin dumhed kastet i sit brækoverfyldte fjæs.

Så her ligger jeg jo selvfølglig. Vågnet op i en seng, som ihvertfald ikke er min. Forskellen her er bare, at jeg ved hvis seng det er. Jeg ved hvilket hus jeg er i. Jeg ved hvem, der bor her og jeg ved hvor det ligger.

Jeg ligger i Martinus fucking Gunnarsens seng. På hans værelse, i hans hus, på Elvflata vej.

Men det er ikke det mest skræmmende.

Det mest skræmmende er, at jeg ikke kan huske noget, at jeg ikke hvad hvilket syg i hovedet dumhed jeg har laver for at ende her. Jeg kan stille mig selv spørgsmålet: Hvad fuck lavede jeg igår, men det eneste, som dukker op, er blankt.

Jeg ved det ikke. Og det skræmmer mig, at jeg ikke ved hvad der er sket.

At jeg ikke engang kan huske små bider, fra festen igår. Min sidste fest i Trofors, Norge. Endte sådan, at jeg alligevel ikke kunne huske noget. Men det værste er også. At bare ved den mindste bevægelse jeg laver. Bare at synke. Så starter mit hovede en dansefest og det bryder jeg mig altså ikke om.

Og det er ikke almindelige tømmermænd det her, for jeg har ikke brækket mig ud over Martinus hvide dyne endu. Nej, jeg har ikke engang brækfornemmelser. Jeg har det som om at min krop er blevet drænet for energi og, at mit hovede indeholder 142 trampende elefanter. Dette her kan ikke kureres med en bøtte is og The Notebook. Nej, det her er noget andet.

Og det skræmmer mig jeg ikke ved hvad det er. Meget.

-

"Ssh. Det kan jo være hun sover. Tumpe!"

"Sshh. Det kan jo også være hun ikke gør. Større tumpe!"

"Hold kæft."

"Med glæde."

De hvæsende stemmer ude foran døren er uudholdelige. De skærer igennem mine trommehinder, mit hovede og efterlader en skærende smerte, som får mig til pive lavt, hvilket bare gør det værre. Det her ikke fedt. Langtfra.

"Stop." Piver jeg lavere end, at jeg selv kan høre det, men de hører det åbenbart, for døren bliver åbnet stille og to næsten identiske hoveder titter frem. Og så lige på den 21 december. For helvede.

De kigge på mig med undskyldende øjne. De larmer bare så frygtelig meget "Er du okay?" Hvisker Marcus. Martinus sender ham et dumt blik "Hvis hun var okay, ville hun ikke ligge der og pive vel? Einstein." Hvisker han hvæsende tilbage. Hvilket bare resultere i, at kniven som borer sig gennem mit hovede, fordobles i kraft. Og jeg piver lidt højere. Han sender mig et undskyldende blik.

Gå hen og fuck Zara Larsen istedet. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre.

-

"Kom nu." Beder Martinus fra den anden ene af sengen.

Jeg sidder med et vandglas i hånden. Magen til de 7 andre jeg lige har drukket, jeg kan bare ikke drikke mere. Fat det dog. Jeg er ikke mere tørstig. Martinus har ikke proppet andet i mig idag, end vand og atter vand. Eller jo, han har også ville have mig til st spise en toast. Det kunne jeg ikke. Så noget yoghurt. Det spiste jeg to teskeer af. Ret stolt.

Og så er vi ellers kørende på vand.

Og jeg er ikke tørstig. Men som han sidder der, med bekymrede øjne og kigger på mig. Så drak jeg mit 8. Glas.

🎅🏻🎅🏻
22 og 23 kommer også ud i dag. For den firetyvende skal i have på den rigtige dag. DET SKAL I!
HVOR ER DET VILDT. DET ER LILLE JULEAFTEN IDAG!
#ikrettetskydmig