Let It Snow 2

9• Skænderier & Cola kastning

9 december.2018. Søndag

Hele min barndom, var alt jo gået perfekt. Alt var lysende og klart. Vi var en familie, der tog på søndagsture ligesom andre. Vi var en familie, som spillede til langt ud på natten, vi var en familie, som kunne grine over de mindste ting, men så en dag ændrede det sig. En dag var det bare væk.

Stemningen, kærligheden og grinene forsvandt.

Tilbage var der kun skænderier, søvnløse nætter, dage alene, og en stille aftensmad, hvis vi altså overhovedet spiste sammen.

Alt gik så stærkt. Det var nok også derfor, at det ramte hårdest. Fordi det gik alt for stærkt. Vi vidste jo godt vores forældre ikke havde haft det så nemt og ikke havde sendt hinanden de varme kærlige øjne de gjorde før, men vi havde ikke forestillet os det, som rent faktisk skete.

De gik for langt. Vi vidste godt de var sure og ikke havde en god periode, men at gå så langt som de gjorde. Det var skræmmende. Meget.

At gå så langt, som at ødelægge julen, for ens børn. Ødelægge den med største ondskab. Det var forfærdeligt. At se ens forældre gå fra at elske hinanden, til at ødelægge alt.

-
Derfor også selvom jeg havde svært ved at indrømme det i starten så var det sgu dejligt at komme til Norge, op til Johan, Lisette og Hans. Dog er det også skønt at komme tilbage.

Hvem prøver jeg ar narre? Det var et helvede, det er dog et mindre helvede nu, hvor jeg kan tilbringe tid med Johan.

Han er virkelig den dejligste bror.

Bror.

En person, som du skal leve med. En dreng du skal leve med, en dreng du skal snakke med uanset hvad, en dreng som altid vil være din bror. En person, en dreng, som er en af de mest røv irriterende personligheder. Med så meget tid man kan tilbringe med dem, er det heller ikke let at lade være med at være strid en gang imellem.

Dog er det ikke tilfældet ved mig, tværtimod. Jeg mangler faktisk min bror. Alt min tid med min bror. Alle de mange timer, hvor jeg ikke engang har hørt et pip fra ham eller set en lille hårtot af ham.

Minutter hvor jeg ikke har vidst hvor han har været.

Sekunder hvor jeg har mistet min dyrebare tid med ham, en tid jeg aldrig får tilbage.

Han sendte en kasse sidste gang jeg var i Norge. Det var rørende at høre fra ham. Det også godt, for det er ikke sket siden. Han er som forsvundet igen. Og jeg som troede, at han ville sende en hver dag. Ejj okay, måske hver måned så.

Men sådan kan vi allesammen jo være godtroende.

-

"Kan du kaste en cola?"

Jeg kaster colaen til Oliver, som sidder i sofaen med to pizza bakker.

Karina og Wilhelm er ude. Så her sidder jeg med Oliver og ser et eller andet fucked program.

Jeg sidder og spiser pizza i en sofa i Norge.

Amen for helvede Alma.

🎅🏻🎅🏻
Shit jeg stresser, fordi lorte Wattpad har slettet mine fem kapitler!! MINE FREAKING FEM KAPITLER! Så jeg har skulle sidde og skrive dem igen, jeg håber da også i har haft en god dag.

Jeg er så ked af det ikke kom ud på den rigtige dag!😫