Let It Snow 2

18• Gammel Kat & 'Diskution'

18 december. 2018. Tirsdag.

Man kan ikke være sur forevigt. Før eller siden skal man blive god igen, sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har aldrig syntes, at hvis gjorde noget forkert så skulle de ikke have en chance mere. Ihvertfald indtil jeg mødte Marcus og Martinus. De to syngende popstjerner, som har indtaget Skandinavien og mange andre lande.

Men for helvede de er også svære at komme udenom. De er alle vegne. Enten på plakater, i radioen, på tv'et eller så i levende live. Og det er heller ikke nemt at undgå dem, når man som sagt er mobbeoffer for sit eget liv.

Men en ting er sikkert: Martinus kan fucke Zara Larsen eller Naja Samsen.

Jeg vil ikke tilgive ham. Det skal han sku kæmpe for. Og det gør han ikke, så han kan bare sætte sig et hul og græde sine øjne ud med en gammel kat.

-Hrmpf

-

"Hvis du skulle vælge, hvad så?"

"Men jeg vil ikke vælge."

"Men hvis du skulle?"

"Det skal jeg ikke."

"Giv mig lige en chance her!" Klager jeg opgivende. Man prøver bare at stille et enkelt spørgsmål.

"Jeg siger jo bare jeg ikke skal?"

"Men det skal du!" Sukker jeg, der her har stået på i ti minutter nu.

"Nej."

"Jeg giver op." Jeg løfter mine hænder som tegn på overgivelse. Gå aldrig i krig mod Johan Frandsen omkring hvad man skal og ikke skal. Han vinder altid, altid. Jeg har prøvet i ti minutter nu at få ham til at vælge mellem is og kage.

Men gider han det? Næh. Næh, det gider han ik.

-En 'diskution'

Jeg kigger rundt på vores venner, som bare sidder og kigger med trætte, opgivende øjne på os, mens de holder deres hoveder i hænderne. Ups? Vi har måske glemt, at der sidder tre andre mennesker også, som lige har hørt 11 minutters skænderi, om hvorvidt Johan skal svare på mit spørgsmål eller ik.

Nu går jeg næsten ondt af dem, men så alligevel. Hvem vil ikke høre på mig?

Det trækker jeg tilbage. Jeg vil ikke høre svaret.

-

Mine ben fører mig langsomt hen over den hvide jord. Jeg går ualmindeligt langsomt, men jeg har ikke en forklaring på hvorfor. Jeg tænker vel bare. 

Tænker på hvorfor mit liv skal være som det her? Hvorfor må jeg ikke bare være der 'hjemme'? Livet er vel bare uretfærdigt. 

og så er der en anden ting som hele tiden popper op i mit hovede. En ting, en person. En person, som ikke vil lade min tankegang være i fred og jeg hader det. Jeg hader at han skal dukke op. Han skal bare væk. Langt væk. 

Jeg sparker ham tilbage i hans hul, med hans klamme kat, men noget siger mig, at selvom jeg gør det. Så kommer han op igen.

..

Ingen kommentar. 

- HAR TRAVLT.