Let It Snow 2

4• Fortjeneste & Nedstirring

4 December. 2018. Tirsdag.

Johan var grunden til at jeg stod op igår. Så hvad er dog grunden idag?

Ingen. Jeg bumbede ud af sengen med en lyd der mest af alt lød som en døende hvalros. Charmerende ikke?

Med sløve skridt trasker jeg ud på badeværelset. Jeg tænkte jeg har brug for et bad.

-

Outfittet ligner sig selv. Nogle ripped blå jeans og en hvid crop t-shirt med en hvid Nike sweater udenover. Jeg har aldrig været meget for at gøre formeget ud af mig selv. Det er jeg bare ikke stor tilhænger af. Ligesom ikke min ting.

Men det forstod Taylor heldigvis. Han forstod at jeg ville være mig selv. Og det elsker jeg ham for!

-

Jeg hopper nedenunder og sætter mig frisk ved morgenbordet. Det hjalp tilsyneladende med et bad. Forfriskende. I modsætning til Oliver der vidst nok ikke har været i bad. Da han både stinker og ligner en død zombie. Så han ligner teknisk sæt ikke rigtig noget charmerende.

Morgenmaden er dejlig igen idag. Karina har gjort et godt stykke arbejde. Wilhelm er vist allerede kørt. Oliver er ja? Jeg er faktisk ikke temmelig sikker på om han er levenede længere, eller om han nogensinde har været det. Jeg tror Karina tænker præcist det samme som mig.

-

Sneen daler langsomt ned fra himmelen og lander blødt i mit hår. Det føles rart. Jeg kigger op i den hvide himmel. Smukt.

Da jeg næsten er oppe ved skolen, kommer Johan op på siden af mig. Han ligger sin arm omkring mine skuldre. Han er virkelig den bror, jeg aldrig fik. Min bedre halvdel.

Jeg kigger på ham "Hvaså, hvad med hende der Sarah?" spørger jeg drillende inden jeg puster til et snefnug.

Jeg drejer hovedet og ser Johan rødme "Øhm, Hun er bare en ven fra den anden klasse" siger han og smiler ned i jorden "Ahhaaa, en ven siger du. Interessant" siger jeg og prøver at holde masken, men jeg bryder ud i grin.

"Jeg har savnet en der kunne få mig til at grine så meget!" Siger jeg glad og smiler til ham.

Vi griner lidt, inden han sender mig et skævt smil "ahvaså med dig? Nogle drenge?" spørger han drilsk. Arg! Jeg rødmer. Jeg smiler til ham. Og det smil kender han
"Uh! Fortæl!" siger han med julelys i øjnene.

Et smil breder sig på mine læber. Han kender mig alt for godt "Okay, der er denne her fyr. Han hedder Taylor, og han er super sød! Og, vi har måske halvårsdag om 10 dage!" siger jeg og hviner. Johan bryder ud i et smil "Jeg vidste det!" siger han og hopper et par gange. Jeg griner bare af ham.

-

Johan ligger armen om min skulder inden vi går ind i klasselokalet. Han giver mig et smil, som tegn på at han er her for mig. Gud, hvor han er bare dejlig!

Vi går ind i klassen og alle kigger, men jeg smiler bare. For jeg har Johan. Jordens bedste ven. Jeg lader mine øjne glide hen over det hele. Og med det samme går mit hjerte i stå. Han er her. De er her.

Men hvad havde jeg også regnet med?

Johan smiler til mig og vækker mig af min trance. Jeg ryster på hovedet og griner. Han sætter sig ned på en plads lidt foran. Hvor jeg så sætter mig ved siden af.

Jeg sidder lidt med min telefon i hånden. Da jeg ser et billede Taylor har lagt op.

TaylorMiller: Miss that day, but miss her even more!🖤 @AlmaThompson

Jeg smiler og drejer telefonen så Johan kan se "Nuurgh! Fuck i er cute!" Hviner han. Altså seriøst så hele klassen kan høre det, jeg griner bare. Vi er faktisk ret cute. Aha.

-

Midt i timen for jeg en underlig følelse, som om nogle stirrer på mig. Derfor drejer jeg hovedet og mit blik fanger Martinus'. Jeg vender hurtig hovedet væk. Ikke i år. Ikke igen.

Da klokken ringer rejser jeg mig og. Jeg siger til Johan han bare kan begynde at gå, da jeg skal pakke det sidste sammen. Da jeg har pakket den sidste bog ned i tasken, vender jeg om og er lige ved at støde ind i Marcus?

"Alma!" Siger han glad, så glad er jeg da godt nok ikke for at se ham, men forskellige meninger "Marcus, jeg har ikke lyst til at snakke lige nu" siger jeg, men så let går det ikke "Hvad? Hvorfor? Hvad er der sket? Hvem har gjort noget?" En milion milliard spørgsmål flyver ud munden på ham

"Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg banke? Hvad er der sket? Hvem har gjordt det?"
Og jeg kan ikke klare det

"Okay! Vil du vide hvad? Vil du vide hvem? Vil du vide hvorfor?" Spørger jeg en lille smule irriteret. Han nikker, og smiler stadigvæk. "Det var dig! Du frøs mig ude af dit liv, du sagde du ville ringe hver ENESTE dag! Gjorde du det? Nej, du fucking frøs mig ude. Mens jeg skulle bruge de første to måneder på at gå og være ked af det på grund af dig, og din dumme bror, gik du da sikkert bare og smilede! Og havde det Åhh så skønt! Men ved du hvad? Jeg er ligeglad nu, jeg kunne ikke være mere ligeglad,"

Jeg stopper og mærker knuden i mit bryst løsne sig lidt. Min stemme er næsten kun en hvisken nu: "Fordi de to måneder jeg brugte på at savne dig og Martinus, er ovre. Det gjorde ondt, men de er ovre, og jeg har startet forfra. Så smil du bare. " og med det sagt fnyser jeg og går. Jeg efterlader Marcus med en hel masse at tænke over.

Det har jeg haft lyst til at sige i evigheder!

Jeg vender mig ikke engang om for at se hvordan han reagerer. Jeg fortsætter bare ligeud. Han fortjente det! Den dreng var min bedste ven. (Efter Johan) Han lovede han ville skrive hver dag. Hver uge, hver måned. Jeg skrev til ham, men skrev han til mig?

Nej! Det freaking gjorde han ikke!

-

I kantinen er alt kaos, alle løber rundt, og alle snakker. Jeg har lige fået hentet min mad og går ned til bordet. Jeg kan se Daniela og Bastian har gang i deres sædvandelige diskussion om et eller andet.

"Jeg siger det bare!" Siger Daniela og smider hænderne over hovedet "Nej, Flamingoer er ikke fabeldyr!"svarer Bastian opgivende. Så tænker i sikkert, hvad er det for en mærkelig diskussion?, men jeg kan bare sige jer. Dette er faktisk deres mindst mærkelige samtale.

"Daniela skat, flamingoer er ikke fabeldyr." siger jeg og sætter mig ned Johans skød "Jamen ,hej til dig også." Siger Johan.

"Hejsa." siger jeg og smiler. Jeg tager nogle af pomfritterne på min bakke. Sander kigger mærkeligt bag Daniela og Bastian. Jeg drejer blikket ogkigger derover. De populæres bord. Eller som jeg kalder dem. Pattebørnene. Børnehavebørnene, der bare vil have pigers opmærksomhed aaalll time og pigerne der giver dem den!
Bvaadr.

Jeg kan godt se hvad Sander kiggede mærkeligt på. De kigger på os. Eller rettere sagt nedstirre os "TAG ET BILLEDE DET VARER LÆNGERE!" Råber jeg til dem. De blinker straks med øjnene og kigger væk og straks er alle ved det her bord flade af grin. Jeg sender dem et smil og trækker på skuldrene.

-

Jeg smider mig træt i sengen. Min mave er fuld efter den formidable aftensmad Karina lavede. Jeg gnubber mig træt på maven og langsomt bliver mine øjne tungere. Den sidste tanke der slår mig er Oliver. Den pubertet- ramte unge, med hormonforstyrrelser's syge surhedsskills. Jeg skal snakke med ham. Og så er jeg væk. I drømmeland.

🎅🏻🎅🏻

Så var det, det afsnit. I tænker (måske) nok. Hvor kom det med pubertet ramte unge, med hormonforstyrrelser fra? Det er egentlig et godt spørgsmål, men det kommer egentlig bare fra min glade, underlige Pepsi max elskende lærer, der kaldte en af mine klassekammerater det.
M

eget groft jeg ved det godt, en lille hemmelighed. Jeg kan heller ikke lide hende.

Det var svar, på jeres på måske eksisterende eller ikke-eksisterende spørgsmål.

GOD JUL!