Let It Snow 2

5• En lille frastødt tøs og sneengle

5 december. 2018. Onsdag.

Jeg er færdig med at blive forladt, derfor var jeg også ret skeptisk omkring Tay, for han var en af dem.

Dem man godt kunne tro var nogle røveruller. Det var han egentlig også, men sådan var han ikke ved mig og det elskede jeg. Jeg elskede hvordan han altid smilede stolt til mig hvergang han klarede noget, selvom han godt vidste jeg syntes han var et røvhul.

Jeg elsker ham for altid at tro på mig, men jeg er bare ikke så god til at stole. Ikke efter det med mine forældre, så lige nu er jeg ved at panikke over at Tay ikke har skrevet til mig. Jeg kan selvfølgelig ikke forlange at han skal skrive til mig hele tiden, men jeg havde nu håbet?

-

Klokken. Tortur og flyvende papir kugler.

Det er hvad skolen indebærer. Lige nu sidder jeg midt i Hr. Bibsen's geografi time. Ingens blikke er rettet mod Hr. Bibsen, men tværdimod fire idioters tilstedeværelse. De fire hjernedøde fisk er lige kommet trampende ind i lokalet og sat sig nede bagerst i klassen. Jeg kan se Hr. Bibsen's ansigts farve ændre sig fra lyserød til postkasse rød.

"Rolig Bibs." Griner Martinus. Jeg nærstudere ham grundigt. Intet er ændret specielt meget. Stadig den samme skønhedsplet. Stadig det samme mørkeblonde hår og stadig de samme brune øjne.

Han har ikke ændret sig en del og dog. Dog er der en lille ting med hans skide personlighed jeg ikke forstår. Hvorfor blev han sådan her? Hvordan blev han et selvfedt røvhul? Jeg bekymrer mig stadigvæk ikke, men vil dog gerne vide hvordan han har båret sig ad med det der.

"Martinus Gunnarsen. Hvis du vil være så venlig og rejse dem op og skrive dette korrekt?" Hr Bibsen sender Martinus et skarpt blik og Martinus trækker lidt på skuldrene og rejser sig larmende fra stolen. Jeg kigger op på tavlen hvor der med store fede kridtbogstaver står HOVEDSTADER . For nogle er det måske børnehave arbejde, men når man har det med Hr. Bibsen er det alt andet. 

Martinus' skridt runger i gulvet og jeg forestiller mig hans underholdte smil. Hjernedøde zebra. Med blyanten i hånden skriver jeg med lynets hast det vigtigste Hr. Bibsen sagde inden idioterne afbrød.

Jeg smiler tilfreds da jeg endelig syntes jeg har det bedste med. Der var seks regler eller sådan noget. Alle skrevet på med et lille twist. Jeg retter nu mit blik mod Martinus, der er ved at skrive koordinaterne på Polens hovedstad. Det kunne jo ligeså godt have været en blind fisk der kunne have skrevet det. Det er jo både rædselsfuldt og så forkert.

-

Kantinen er proppet til randen med skrigende, snavende og spisende teenager. Så kort sagt. Dovne, oprørske unge.

Overalt på internettet igår var videoen af mig og Johans lille genforening fra i mandags. Den lå overalt fra elever på denne skoles My Storys. Og egentlig har jeg det fint med det. Alle må gerne vide at jeg har savnet Johan så vold meget.

Mine ben fører mig automatisk over til bordet hvor de andre sidder da jeg faktisk ikke er sulten. Min mave har bare ikke lyst til mad.

Idag er der så en eller anden hensynsløs teenager, der lige har lyst til at spænde ben for mig, men det opdager jeg jo ikke. Det ene øjeblik går jeg ligeså fredeligt henover det skinnende klinkegulv og det andet øjeblik rammer mit skinneben et udstrakt ben og jeg ligger pladask på jorden.

Hele kantinen fniser. Jeg mærker mine kinder bluse og ydmygheden ramme. Hele kantinen kigger, nogle fik det sikkert også på video.

Før jeg ved af det er Johan over ved mig og har hjulpet mig op "Hvad fanden glor i på!? Har i ikke noget bedre!?" Råber han til kantinen og jeg giver ham det største smil, men så kommer kommentaren: " Både grim og hjælpeløs! Ha" Naja. Den opblæste bitch. Jeg er skuffet.

Nu skal hun få. " Kaldte du mig lige grim? Jeg beklager Naja, men jeg tror du er kommet til at bytte om på os." Siger jeg og smiler drillende. Jeg ser Najas øjne slå lyn.

Jeg glæder mig allerede.

"Din so! Du kaldte mig grim!" Den skingre stemme skærer sig igennem mine trommehinder. Tak Naja!

-" Jep"

Naja griner: "Det var sært for jeg prøvede at ligne dig idag!" Med to meter imellem os er der kun had. To meter fyldt med had. Hun sårede Johan og det skal hun fortryde.

Jeg hviner flabet og sender hende et underholdt blik "Nuuurgh. Hvor sødt! Du prøver at ligne mig." Jeg tager hænderne overrasket op til ansigtet: "Veent! Adddddd. Naja Samsen efterligner miig!" Hviner jeg og hopper rundt som en lille frastødt tøs og kommer udråb som "Ad!" Eller "Gør noget!"

Johan som står ved siden af mig er for længst flækket af grin. Jeg smiler tilfreds. Mit arbejde er gjordt

"Kom aldrig i nærheden af min venner igen." Siger jeg og vender om.

-

Sne-engle får man ikke lavet mange af i L.A. Så ligenu ligger jeg i det isnende kolde sne og laver sne-engle. Som om hele verden bare kan gøre sit og så gør jeg mit. De lette snefnug, der daler ned fra himmelen lander koldt og kildrerne på mit ansigt.

Et lille smil breder sig på mine læber. Aldrig i mit liv troede jeg at ville være endt her, men nu er jeg her. I det iskolde Nordnorge hvor kun sneen kommer.

Aldrig troede jeg det, men ting ændrer sig?

"Man skulle tro du var et fireårigt barn."

"Meget sjovt Oliver." Svarer jeg. Han snakker til mig? Woaaw.

Han stiller sig lige ved siden af mig og jeg sætter mig op. Jeg kigger på ham "Og hvad får så deres højhed 'jeg er for fin til at snakke med andre'  til at snakke med mig? Jeg er beæret."  Han smiler flabet til mig

"Du er så ensom, at det er mishandling ikke at snakke med dig. " Svarer han.

Nå, så det er sådan vi leger?

"Du er stadig en hjernedød fisk." Og så gør jeg noget jeg kun plejer til Johan, Kate og Tay. Jeg giver ham mit smil. Mit flabede komfortable smil giver jeg til en hjerneskadet klovnfisk.

🎅🏻🎅🏻
RIGTIG GLÆDELIG DECEMBER!
DET ER VILDT!
Oliver kan faktisk tale? Omg! Ahah, har i haft en ligeså god femte december som mig?
Hvad syntes i om bogen??