SIXTEEN

2.4K 40 4
                                    


Maddison's synsvinkel

Jeg løber op på mit værelse og lader tårerne frit falde. Alt er ligemeget nu. Jason er sur på mig, Alec er forvirrende, brandon synes sikkert at jeg er dum, og resten af verdenen ved ikke at jeg eksistere. Hvad er grunden til at jeg stadig er på denne jord? Hvad er grunden til at jeg stadig lever? Stadig trækker vejret? Stadig eksistere? Jeg kunne ligeså godt bare forsvinde. Lade min sjæls skæbne være op til Gud, og lade min krop blive ét med Naturen. Jeg skal sikkert alligevel i helvede. Folk som lig tilhører bare ikke i paradis, folk som sårer andre og er et kæmpe besvær.

Nu hvor jeg aligevel er dømt ti helvede kan  jeg ligeså godt leve mit liv fuldt ud. Kneppe til højre og ventre, drikke mig fuld og ryge mig skæv. Myrde de folk i familien som spiser for meget pizza til pizza aftenerne. Hvorfor ik? Hvorfor leve i skyggen af en kæmpe ligegyldig træstamme som ingen tager hensyn til. Og hvad er værre end en træstamme? Dens skygge.

Jeg tører aggressivt mine tårer væk og sætter mig ved mit makeup bord. Jeg tager så meget makeup på at jeg en lider, krøller mit går og tager en sort blank kjole på med to små stropper. Jeg overvejer nøje om jeg skal tage højhælede på, men vælger at det her også skal være behageligt. Så jeg vælger mine helt Nike presto, mine dejlige, dejlige sko.

Jeg lister ned af trappen og prøver ikke ar larme. Brandon vil 100p ikke lade mig tage ud med det her tøj. Jeg kigger på min tlf, klokken siger 16:58. Hmm.... det er underligt at ingen er hjemme endnu. Jeg kigger efter brandon, men kan ikke se ham. Kort tid efter hører jeg toilettet skylde ud hvilket for mig til at styrte ud af døren. Jeg har faktisk ingen idé om hvor skal hen. Måske til en nat Club? Måske... om natten.

Jeg beslutter mig for at ende noget jeg var dum nok til at starte. Alec. Han virkeded oprigtig såret da jeg afviste ham idag, altså lige før han blev til en kødædende dæmon der sluger ind ud af mund, næse og ører.

Jeg bestiller en Uber og kører hjem til ham. Da jeg ankommer banker jeg forsigtig på og kan mærke min puls stige. Jeg skal til at banke på igen, da døren bliver revet op. I døråbningen står han. Med af og blå mærker over det hele. Han kigger tomt på mig. "Hey" siger jeg akavet. Han giver ikke en lyd fra sig. "Må jeg komme ind?" Spørger jeg stille. Han kigger stadig på mig med det samme blik.

"Hvad vil du?" Siger han endelig.
"Undskylde" hvisker jeg.

Han udstøder et lille falskt grin. "for hvad?" Spørger han hårdt. Jeg kigger tavst ned i gulvet. "Selvfølgelig ikke" afslutter han. Han skal til at smække døren, da jeg hurtigt skubber en smule til den. "Alec!" Siger jeg stille, men hårdt. Han åbner døren igen. "Ved du hvad Maddison? Det kan godt være at jeg kun tilbragte en halv dag med dig, men du var virkelig noget! Om det bare ven en eller mere end det. Du var det lille bitte nye, fremmede lys i mit liv. Et lys som jeg virkelig kunne lide, et som slukkede meget hurtigt" afslutter han.

"Alec du-" begynder jeg, men bliver afbrudt. "Hvad Maddi? Er jeg bare dårligt selvskab, eller dårlig for dit ego, eller kan mor og far bare ikke lide mig?!" Råber han sarkastisk. Jeg står stille og kigger ned i gulvet igen. "Hva?!" Råber han. "Du... du var også mit lille lys" mumler jeg. "Du var bare et farligt lys" gentager jeg højere. "Et farligt lys som jeg er hunderæd for at lige med, fordi det lille farlige lys hurtigt kan komme til at såre mig eller fucke mig mere op end jeg allerede er!" Siger jeg og hæver tonen markant. Han kigger såret på mig. Jeg rykker tættere på ham. "Jeg har brug for er lys" mumler jeg stille. Jeg lægger min ene hånd på hans muskuløse arm. Han kigger bed på min hånd og så op igen. Han trækker mig ind i et langt, dejligt, varmt kram.

3 timer efter

"Hun skred bare... uden videre" afslutter han. "Du har ikke brug for hende" lyver jeg. Hvert er barn har brug for deres mor. Om hun er et røvhuld eller en engel. Det ik fair overfor Alec at hans mor bare skred fra ham.

Alec skal til at sige noget da jeg kommer i tanke om min telefon. Jeg går ud i køkkenet hvor jeg så den sidst. Den ligger stadig det samme sted som før. Jeg trykke på hjem knappen pg ser ittalelige beskeder og opkald fra et ukendt nummer. Jeg åbner en beskederne og finder hurtigt ud af at det er brandons nummer. Han skriver som et panisk æsel.

"Maddison, kom hjem NU!" Starter han
"HALLO!!"
"JEG SVÆRGER HVIS DU IKKE KOMMER HJEM NU VOLDTAGER JEG DIT CHOKOLADE PÅ DIT VÆRELSE"

Åh, neeeej, ikke mit chokolade.

Jeg sender ham en adresse han kan hente mig ved. Selvfølgelig ikke Alec's adresse, men en i nærheden.

"Jeg, bliver nødt til at gå..." siger jeg.

"Åhhh" joker han.
"Ej, skla jeg køre dig?" Tilbyder han.
"Nej, jeg bliver hentet" svarer jeg.

Han følger mig op til døren. Jeg siger farvel og giver hal et hurtigt tante kys, men et langt kram. "Vi ses sexyyy" joker han. Mig og Alecs forhold er blevet meget tydeligt afklaret. Hvad end romantisk der var mellem os EF nu pist forsvundet. Vi er KUN venner, og sådan skal der også forblive.

Jeg får ned mod adressen og føler mig faktisk godt tilpas selvom jeg der venter mig en skideballe fra brandon. Alec gør mig glad, og derfor beholder jeg ham i mit liv. Om andre folk kan lide det eller ej.

Kedeligt kapitel, iknow bitches.

Jeg er nu fast besluttet på at opdatere så meget som overhovedet muligt UDEN at tage mine typiske 2 måneder lange pauser.

Se yaaaaa

MaddisonOnde histórias criam vida. Descubra agora