THIRTY-FOUR

1.2K 29 5
                                    


Maddison's synsvinkel

Det kan umuligt være sandt. Det kan det ikke. Det er ikke muligt. Hvordan kan det lade sig gøre?!

Tankerne vælter rundt i hovedet på mig, mens mit blik har læst tig fast på far.

" det ikke fair!" Udbryder jeg og prøver desperat
"Maddison..." prøver mor, men jeg afbryder. "Nej!" Starter jeg.

Jeg nærmest flyver op af stolen og går med raske skridt hen mod døren.

Jeg river den op og kigger panisk rundt i den travle gang, til jeg får øje på den læge som snakkede med far. "Hey! Du der!" Råber jeg og peger på hende. Tårerne kan jeg ikke længere holde tilbage og de triller voldsomt ned af kinderne på mig.

Jeg går med store skridt hen mod hende. "Hva bilder du dig ind!" Råber jeg. "Maddison!" Hører jeg mor og far råber bag mig. Jeg ignorer og fortsætter med at skælde lægen ud. "Hva bilder du dig ind at sige hun ikke er en prioritet!" Råber jeg hende lige i ansigtet. Vreden koger i mig og det er ikke svært at se. "Chancen for at hun er overlever er alligevel minimal" begynder hun.
"Jeg er så fucking ligeglad!" Skriger jeg. Jeg kan mærke en hånd om min overarm og kigger forbløffet tilbage. "Kom så Maddison" siger far og signalere til at vi skal gå. Jeg river mig fri fra hans greb og skal lige til at åbne kæften da nogen tager fat i min igen. "Hold nu op fa-!" Råber jeg men afbryder mig selv. En stor veltrænet mand kigger koldt ned op mig. "Kom så" siger han hårdt og skubber lidt til mig. Jeg begynder at gå med hans hånd stadig om min arm.
Far og mor går uroligt bag ved. Han fører mig ind i et lukket rum og beder mig om at sætte mig på stolen. Jeg sætter mig modvilligt ned i samme sekund som mor Og far kommer ind. Han forlader rummet og låser døren efter sig.

Fedt!

"Før i siger noget" begynder jeg, men bliver afbrudt. "Maddison. Vi har ikke tænkt os at skælde ud" siger far trist. "Jeg synes da også at det er helt vild uretfærdigt, men chancen for at hun overlever er alligevel lille" forsvarer han.

Far skal til at sige noget da døren bliver revet op. En skaldet ældre man i jakkesæt kommer ind. "Den unge dame bliver nødt til at forlade hospitalet. Vi tolerer ikke den slags opførsel" siger han kort og går igen. En vagt kommer efterfølgende ind og signaler til at jeg skal rejse mig op. Jeg forlader hospitalet efterfulgt af mor og far.

"Jeg kan gost tage hjem til farmor alene" siger jeg hurtigt. "Nej skat, vi er ikke trygge med at du bevæger dig alene rundt i et andet land" svarer mor. "Jeg kender byen ind og ud" informerer jeg. "Nej Maddison" siger mor bestemt. "Fint!" Udbryder jeg og tramper benet ned i jorden. "Men du skal bare lige vide at du og jeg ikke længere er på talefod!" Siger jeg skarpt og går hen mod busstoppestedet. Mor og far står stadig og snakker, og jeg kan se at de begge er oprørt.

Vreden i mig er utrolig. Sådan virkelig utrolig. Jeg kan nærke mit hjerte banke og kan ikke lad vær med at knytte mine næver.

En stemme i mig siger at jeg skal gå. Jeg ved jo trods alt hvor vi skal bo, og det ville måske være en ideel måde at give mor en lærestreg på.

Ved i hvad? Jeg gør det. Jeg gør det!

Jeg kigger kort tilbage for at tjekke til mor og far og ser at de stadig er igang med deres samtale. Jeg tager chancen og lister væk fra det åbne busstoppested.

Længe siden hva?

Okay, jeg er skide dårlig til at opdatere. Det kan vi godt blive enige i...

MaddisonWhere stories live. Discover now