Maddison

EIGHTEEN

Billede af Maddison ^

Maddison's synsvinkel.

Min alarm vækker mig idag, men jeg føler mig faktisk godt udhvilet og klar til skole. Weekenden var sædvanlig, Netflix&Chill da jeg bare er en dum træstamme's skygge som Kun har to venner. Og en af de "venner" har for nyligt bevist over for mig at jeg IKKE kan stole på ham. Jeg havde ikke fortalt til andre end Daniel hvad der var sket, og det havde Alec heller ikke. Så det må være Daniel, og det ik okay. Det efterlader mig med Alec som den eneste, men nu må tiden vise om han er en lige så stor forræder som Daniel. Jeg tager et hurtigt bad og lader mit hår naturligt tørre. Jeg sorte jeans og en sort, langærmet stram trøje på. Jeg går ned til køkkenet og tager er hurtigt æble. "Kører du mig så idag, eller skæv i have den samme den diskussion?" Råber jeg da jeg hører ham komme gående ned af trappen. "Vær klar om 10" råber han tilbage. Et lille smil breder sig på mine læber. Jeg kan mærke at idag bliver en god dag. Vi ankommer til skolen og næsten halvdelen af skolen står ved den store opslagstavle, hvilket minder mig om football. Idag er sandhedens time og det her er faktisk noget jeg rigtig gerne vil. "Kom med det" siger jeg til Jason og sukker. Siden at Jason har været med til at beslutte hvem der skal på holdet kan han ligeså gost spare mig for no Mans land, AKA opslagstavlen. "Udskifter" svarer han med et slesk smil på læben og går. Skal jeg være helt ærlig er jeg faktisk glad for jeg overhovedet er på holdet. Jeg kigger på klokken pg begynder at gå mod matematik.

Efter 926283782 år er verdens kedeligste matematik time slut. Jeg kigger lidt rundt, og for øje på Daniel der kommer hvinede hen imod mig. Jeg står bare stille og kigger skuffet på ham. "Yaaas Girl, jeg EF officielt cheerleader!" Hviner han. Jeg ruller med øjenene og og går. "Hvad? Blev du afvist hos football holdet?" Spørger han forvirret. Jeg ignorer. "Du kan da idet mindste være glad på mine vegne" siger han igen. "Vil du gerne være sød at holde kæft nu?" Spørger jeg flabet og vender mig om. Han kigger fornærmet på mig. "Hvad fanden er dit problem?" Siger han og krydser med armene. "Mit problem er at du er en fake lille forræder som fortjener at dø i helvede" råber jeg voldsomt. Okay... dat var måske en tand for voldsomt, men han kunne virkelig have ødelagt alt mellem mig og Jason...
"Nååårh, er man ked af det? Hvorfor løber du ikke hen og fikser med Coke?" Svarer han. Mit hjerte stopper da jeg opdager at viber omringet af en flok mennesker. I den flok spotter jeg Alec som først kigger skuffet på mig, men så hurtigt skifter sit blik til at være motiverende og støttende. "Hey Drenge!" Starter jeg. "Pas på han ikke voldtager jer!" Råber jeg igen.
"Årrh" lyder det fra flokken pg endu flere han nu samlet sig omkring os. Er kæmpe brud i cirklen omkring os sker og ind kommer cheerleaderne gående. Bella forrest. "Du må nok hellere se at holde din lille fede kæft, inden du kommer til at fortryde det" siger hun med en snobbet stemme. "Det gælder også dig!" Lyder en velkendt stemme bag hende. De vender sig om og kigger på Alec. "Eller skal jeg bare fortælle dem om a-" siger han. Men bliver hurtigt afbrudt af Bella. "Nej stop!" Råber hun pg der bliver helt stille. Alec vinker mig over til ham og vi forlader hurtigt cirklen. Jeg kigger på taknemmeligt på ham. "Tak skal du have" smiler jeg. "No worries" svarer han. "Hvad var det der med Bella egentlig?"spørger jeg. "Wow, wow Lake, wow, wow, wow" joker han. Jeg smiler, selvfølgelig smiler jeg? Jeg har lige (altså med hjælp fra Alec) sat både Daniel og Bella på plads. Den her dag kan virkelig ikke blive bedre...
og det er virkelig ikke ment sarkastisk.

Alec sætter kursen mod udgangen og jeg følger forvirret med. Han går om bag skolen i en lille gyde og trækker en pakke cigaretter op ad lommen. Han tænder en smøg og tager et par skridt væk fra mig. Jeg stiller mig op ad den kolde væk og analyserer grundigt hans bevægelser. "Hvad?" Griner han nervøst. "Ikke noget" svarer jeg og ryster på hovedet. Han tager det sidste sug, smider den på gulvet og træder på den. Vi hår ind på skolen og til vores hæld støder vi ind i sportsidioter, deriblandt, Jason. Han løfter sig sine bryder og kigger skævt på Jason. Jeg kigger lidt rundt men kan ikke får øje på brandon. "Har du set brandon?" Spørger jeg lavt. "Næ" svarer han og kigger stadig skævt på Alec. Jeg ruller med øjenene og signalerer til Jason at vi skal skride. Jeg går og han følger med. "Undskyld, Jason" siger jeg flovt. Han bemærker det og giver mig et lille skub. "Jeg kan egentlig godt forstå ham" svarer han. "Det ikke fordi jeg er verdens bedste indflydelse" siger han igen. Jeg trækker på skuldrene. "Jason er altså selv en smule fucked up" svarer jeg. "Nogle gange ser jeg ham ikke engang en hel fordi... tja, kun Gud ved hvad han render og laver midt om natten" fortæller jeg trist. "Du ved altid hvor du kan finde mig" siger han og blinker for sjov for at lave en bedre stemning. Jeg smiler lidt til ham. Hvis Alec ikke havde været en del af mit liv lige nu ville jeg være helt absolut fortabt, en lille fortabt træstamme skygge.

Da klokken ringer ind giver jeg han et hurtigt kys og vi går derefter hver til sit. Jeg er den første der ankommer og har derfor lidt tid til at skrive tip Brandon. Jeg vil virkelig gerne være på god fod med ham, da han tydeligvis er meget omkring. Da jeg har skrevet en besked begynder de fleste at komme ind til time.
Det eneste jeg kan tænke på er brandon...

WALKZKZLSÅSPB.

Jeg havde noget vigtig at sige, jeg kan bare ikke huske hvad?🤔

Husk at del, like og skriv en kommentar. Jeg tror ikke i forstår glæden jeg føler af jeres kommentarer, selvom der ikke er forfærdeligt mange og de fleste af dem bare er noget ala. "Mere" det gør mig skide glad så blive endelig ved❤️