Maddison

THIRTY-SIX

Maddison's synsvinkel

"Vi ses derhjemme!" Råber mor og far da jeg sætter mig ind i taxaen. Jeg ignorer dem og smækker døren hårdt. Tror de bare at de kan gøre sådan noget her mod mig og forvente at jeg bare er helt okay, nej! Jeg tilgiver dem aldrig for her hvis bedste dør, ALDRIG.

Jeg har det på ingen måde godt. Jeg havde virkelig brug for en pause fra min hverdag, og det kan jeg ikke engang få. Det kan for helvede ikke være rigtigt at alt det jeg sætter mig for går galt.

Fucking lort, fucking lort, fucking lort!

"Er alt i orden?" Lyder det pludselig fra en ukendt stemme. I det sekundet opdager jeg at jeg fakstisk sidder og tuder. Jeg tører mine tårer væk og nikker kraftigt. "Jeg har det fint" svarer jeg og nikker videre. "Det plejede min kone også konstant at sige, lige indtil hun tog sit eget liv" fortæller han. Nå... tak for den unødvendige information. Altså hva fuck rager det mig, at din kone er blevet træt af at kigge på dit fjæs til hverdag. Jeg kigger ned i mine lår. "Hvad end det er, ser generer dig, skal det nok gå over" forsikrer han. Altså hvis bedste dør, tror ikke rigtig at problemet er løst, faktisk tror jeg at mit had til mine forældre bliver endnu større.
"Det tror jeg ikke lige" svarer jeg ærligt. Godt nok rager det ikke ham hvad der sker i mit liv, og godt nok er høflighed det sidste jeg har lyst til at vise andre mennesker, men måske kunne det være godt at snakke med en person om det, specielt en fremmed.

"Alstå de kan da ikke bare gøre sådan mod mog" begynder jeg.

Efter at ha brugt hele turen til lufthavnen på at snakke med chaufføren om begge vore skod liv, er det tid til at komme videre, selvom jeg faktisk godt kunne bruge et par timer mere her i bilen, går det ikke. "Hvor meget?" Spørger jeg og hover min pung frem. "Ahh, det skal du ikke tænke på" svarer han og vifter med hånden. Jeg insisterer flere gange, men må lade den ligge. "Tak skal du ha, det har virkelig hjulpet at snakke om det" siger jeg og smiler kort. "Det er mig der takker" svarer han beskedent. Jeg smiler en ekstra gang før jeg træder ud af bilen. Jeg vinker til ham, og han kører stille væk. Jeg tager en dyb indånding og går ind i lufthavnen.

~~

Det bælteformet lys, lyser orange hvilket betyder at flyet nok snart lander. Store dele af Min irritation forsvinder da jeg ser det. Jeg absolut hader at sidde i fly, og kunne ikke være mere lettet over at det snart er overstået.

Da flyet letter, spænder jeg mit bælte af tager min taske og forlader hurtigere flyet end alle andre. Umuligt, at jeg skal stå en klam kø i et klamt smalt fly i 10min for at komme ud af flyet. Jason venter desuden sikkert også på mig udenfor.

Jeg finder vej til hvor jeg havde aftalt at møde Jason, men kan ikke se hans bil nogen steder. Jeg vælger at gå lidt rundt for at se om han måske har parkeret et andet sted, men nej. Han er her ikke.

Det er SÅH typisk. Selvfølgelig er det mig som skal stå midt om natten som en fucking idiot og vente på min åndssvage bror. Fuck mig, fuck mig, FUCK mig. Det eneste jeg har lyst til lige nu er at sætte mig på en sten og græde. Det er også det bedste. Selvfølgelig en øde sten, der er børn til stede, som helst ikke skal skræmmes for vid og sans?

Da jeg har ventet i næsten 30 min, beslutter jeg mig for at ringe til ham.

"Hey, det Jason! Læg en besked efter tonen BIIIP"

"Hey, det Jason! Læg en besked efter tonen BIIIP"

"Hey, det Jason! Læg en besked efter tonen BIIIP"

ARRRRHHH. HVORFOR SKER DET HER ALTID FOR MIG, HVORFOR?

Jeg begynder at overveje om han overhovedet kommer, altså så lang rid kan det da ikke tage?
Jeg vælger at ringe til Alec, da jeg ikke har kontanter til en taxa. Jeg ved godt at jeg kan være lidt krævende indimellem, men jeg ville ikke forstyrre ham med mindre det virkelig var nødvendigt.

"Maddison?" Lyder Alec's trætte, hæse stemme.
"Hey, Alec.... vækkede jeg dig?" Starter jeg.

Efter den korte samtale opgiver jeg lidt håb. Alec kan ikke komme for at hente mig, og jasons bil er stadig ikke til at blive set. Jeg opgiver og sætter mig på en Sten bænk. Jeg sukker dybt. jeg ikke rigtig lyst til at ringe rundt, men har jeg andre valg?

Den eneste jeg kan komme i tanker om, som nok ville smide alt de har i hænderne for at hjælpe mig, er brandon. Jag ville ikke sige det højt, men det bliver jeg jo nødt til.

Jeg trækker min telefon op ad lommen og finder hans nummer. Jeg sukker dybt før jeg trykker "Ring"

Den ringer op, og han svarer hurtigt. Hans stemme er frisk og klar. "Hey, Maddi" siger han lidt forvirret. Jeg kommer hurtigt til sagen, da jeg ikke rigtig gider snakke i 5år, bare for at få en afvisning. " vil du ikke komme og hente mig?" Spørger jeg koldt og tomt. Jeg er godt træt af afvisninger, og forventer ærligt ikke at han siger ja. "Skulle du ikke være i Canada?" Griner han kort. Jeg ruller med øjnene og sukker. "Jo, jo det skulle jeg White, men det er jeg ikke, så kan du hente mig fra lufthavnen eller hvad?!" Siger jeg aggressivt, hvilket får ham til at grine endnu mere. "Ahha oke, oke" mumler han. " jeg er der om 30min" griner han videre.

Jeg lægger på og smiler kort. Wow en sejr at jeg ikke behøver at vente i den her skod lufthavn mere!

~

Han kører op ved mit hus og hjælper mig med at få min kuffert op til døren.

Han åbner døren og træder ind. "Jeg tager sen herfra" siger jeg fornærmet. "Er du sikker?" Spørger han og kigger skeptisk på min spamghetti arme. Jeg skubber blidt til ham, hvilket får ham ril at udstøde et lille grin. Jeg smiler ondt til ham, skubber ham ud af døren og smækker den.

"Hallo!" Råber jeg for at se om Jason er hjemme. Intet. Jeg løber op på mit værelse og skifter mit tøj. Umuligt, at jeg ét sekund længere har det her tøj på. Jeg tager et par lyserøde flowy shorts på og en hvid spaghetti-strap trøje. Jeg smider mig på min seng og lægger mig til at sove. I det sekund opdager jeg hvorfor Jason ikke kom og hentede mig. Jeg hører et par stille støn fra hans værelse, og kunne ikke rigtig tyde om det fra ham eller pigen han havde med hjem.

Som eller lille hævn, finder jeg det optimalt at afbryde hans lille stund. Jeg lister mig id ag mit værelse og stiller mig klat foran hans dør.

I en stor bevægelse river jeg døren op nærmest hopper ind i værelset, men da jeg ser hvem der ligger i sengen med ham, ville jeg ønske at jeg ikke havde gjort det...

KOMMENTER: hvem tror i ligger i sengen med Jason?

Så kom det kapitel efter laaaang tid.
Igen, undskyld.

Jeg får det værre, og værre psykisk hver dag, og har ikke rigtig haft overskud til at lave andet end at træne...

Men jeg prøver virkelig at opdatere, uden at det går hen og bliver en byrde.

Jeg håber at i nyder kapitlet og at i ikke er trætte af at jeg Aldrig opdaterer.

Byeee