Maddison

TWENTY-SEVEN

Maddison's synsvinkel

Jeg vågner på den blødeste seng ever. Jeg kan mærke noget hårdt og varmt op ad min ryg og vender mig chokeret om. Min vejrtrækningen bliver hurtigere og en følelse af panik spredes i min krop. Det sidste jeg husker er at jeg snakkede med Alec igår. Jeg rejser mig op og bliver lettet da jeg stadig er fuld påklædt. Jeg ånder lettet op og kigger lidt rundt. Et gigantisk værelse med en glasvæg der lyser hele rummet op. Værelset er Hvidt og mørkeblåt, og skal jeg være helt ærlig er der ikke særlig meget personlighed over det andet end nogle football pokaler, plakater og nogle indrammede værdifulde ting som fx en football trøje. Jeg kigger på min telefon og ser at jeg ingen beskeder eller opkald fra mor og far har. Wow. Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har ikke været hjemme en hel nat og mor og far er... ligeglade? Hvilket parallel univers er jwg loge blevet suget ind i. Jeg ligger pludseligci sengen med brandon, mor og giver ikke en fuck for hvad jeg laver. Jeg kan dog ikke helt beslutte mig for om set er en god eller en dårlig ting.

Uden pis var det dejligt at ligge tæt op ad brandon. Han er varm og dejlig og det er som om intet kan skade mig. Men brandon? Virkelig? Det er helt forkert! Brandon er som en bror for mig. Hans krop er dog bare så fantastisk!

"Godmorgen" mumler han bag mig. Jeg vender mig hurtigt forskrækket om. Han gnider sine øjne og det eneste der har ændret sig er de blå læber og de puffede render. Han er stadig bleg og ser helt drænet. Han fjerner sine hænder fra sine øjne og for et chok sekundet han ser mig. "Maddi!" Udbryder han og hopper op ad sengen. "Hvad lave-" starter han, men afbryder sig selv. Han ser bekymret ud i ansigtet og logger forvirret rundt. "Fuck, nej, nej" mumler han og løber ud af værelset. Jeg dølger forvirret med.

Jeg fatter ikke en skid, men min mistanke om at der er noget i gære er helt sikkert blevet bekræftet. Han løber ind i et værelse for enden af gangen og river nærmest døren op. Værelset er helt mørkt, da gardinerne er trukket For. Det er rødt og Hvidt og der står en kæmpe seng ved venstre væg. Han sætter sukker lettet op og sig på kanten af sengen. Han retter forsigtigt på dynen hvilket gør at jeg endelige kan se hvad der sker. En ca 40-45 årig kvinde ligger sovende i sengen. Hun har mørkt hår, og andet kan jeg ikke rigtig se.

Han går ud af værelset og lukker døren efter sig. Han læner sig op ad væggen ved siden af døren og kigger lige ud i luften. "Hvorfor er du her?" Spørger han tomt. "Uhm... jeg kom for at undskylde" svarer jeg ærligt og kigger ned i gulvet. Han sukker dybt pg kigger op og ned af mig. Hans blik stopper ved mine øjne. "For hvad" svarer han og kigger mig tomt ind i øjnene.

Jeg sukker dybt. Han gør det helt umulig! Jeg kommer her og prøver at undskylde, og for absolut intet tilbage? Hans synes det dumt og latterligt, altså se op ham?! Kig på hans ansigt, hans blik! Det er meget forståeligt at han går gennem noget svært, hvad end det er, men... virkelig?

"Det ligemeget" siger jeg skuffet og går mod trappen. Jeg går med faste skridt bed af trappen og mod den store dør. Idet sekund jeg skal til at tage fat i håndtaget, tager brandon fat  i det. Han masser sig foran mig med det samme tomme udtryk. "Maddi..." siger han lavt. "Det okay" siger og trækker dybt vejret. "Du er jo bare en naiv lille freshman" siger han igen.

Exuse me bitch? Spiller han sjov eller mener han det?!

Jeg ruller øjnene og prøver st skubbe ham væk, men han er for stærk. "Flyt dig brandon!" Siger jeg. Jeg slår ham hårdt på maven, men jeg tror virkelig at det gør mere ondt på mig. For helvede!

Jeg slår hårdere og hårdere og hårdere indtil jeg bliver helt forpustet og ikke kan mere. "Brandon!" Udbryder jeg. Jeg skal til at slå ham endnu engang, men han brandon når hurtigt at fat i mit håndled. Jeg prøver desperat at komme fri, derfor tager hans også fat i mit andet håndled og skubber mig op ad væggen. "Slap af" siger han lavt og roligt. "Hvorfor er du sådan her!" Råber jeg. "Hvorfor kan du ikke bare tage imod en undskyldning uden at skulle sige et eller andet hjernedødt lige efter?!" Fortsætter jeg. "Jeg dukker op en FREDAG eftermiddag for at gøre det godt igen, og så finder jeg en eller anden halvdød zombie som ikke engang kan gå i seng alene!" Afslutter jeg. Han kigger såret ind i mine øjne og giver slip på mine håndled. Han tager et par skridt tilbage og holder blikket på mig.

"Undskyld jeg mente det ikke..." undskylder jeg. Hans blik ændrer sig ikke og han skal til at sige noget da damen kommer ned. Hun er smuk, meget smuk. Hendes hår tykt, mørkt og bølget og hendes ansigt er slankt og tilpas rynket af hendes alder. "Mor, gå op igen..." mumler han og går hen imod hende. Hun holder sit blik på mig indtil hun ikke længere kan se mig.

Efter kort tid kommer brandon ned igen. "Jason henter dig om en time, gør hvad du vil i mellemtiden" siger han uinteresseret. Han går fordi mig ind i køkkenet, åbner køleskabet, men lukker det så igen. "Der er mad i køleskabet" siger han. "Jeg går nu!" Siger jeg bestemt som svar. "Det er det jeg mener!" Udbryder han med det samme. "Du skal altid trodse folk, når de kun prøver at gøre der er bedst for dig! Tror du at alle omkring dig nyder hele tiden at rende rundt efter dig så du ikke gør et eller andet hjernedødt?!" Råber han højt. Mit hjerte banker og jeg er så flov at jeg ikke engang kan kigge på ham. Det her var lige hvad jeg prøvede at undskylde for. Jeg ved godt at jeg er skide irriterende og træffer nogle umodne valg, men jeg prøver virkelig at ændre på det.

En tårer triller stille ned af min kind, men jeg tører den hurtigt væk før brandon ser den. Det er dog ikke til særlig meget hjælp, da alt væsken i min krop nu flyder ud af øjnene på mig.

Han sukker dybt. "Maddison, stop det!" Siger han og prøver at beherske sin vrede. Han kommer aggressivt gående hen mod mig.

Shit! Slår han mit nu? Nej, han partere mig og spreder mine lemmer rundt omring i byen. Derefter laver han et skattekort og afleverer det til mor og far så de kan rende rundt og lede efter mig.

Han stopper ca 1 meter fra mig og prøver virkelig at styre sig. "Maddison..." siger han og løfter en hånd. Jeg træder hurtigt tilbage, men det stopper ham ikke. Han lægger sin hånd på min skulder og trækker mig tæt på ham. Mine våde øjen kigger direkte ind i hans.

Han tører mine tårer væk med sine tommelfingrer og skubber mig blidt til siden. "Du kan ikke altid græde dig ud af dine problemer" siger han og går.

Såååååh
Overvejede at rette, men hvem orkeeeer også det, så ved ikke hvor mange fejl der eeeeeeer.

Spiller i fortnite?
For jeg eeeeesker det!

See yoooou🤙