TWENTY

2.2K 39 7
                                    

Billede af Jason^

Maddison's synsvinkel

"Til højre" siger han svagt, og jeg drejer forsigtigt i rettet. Bilen kører så langsomt som overhovedet muligt, men alt andet er jo ligesom også dødeligt?! "Okay, okay, bare stop bilen her" hvisker han, jeg stopper bilen i midten af vejen. Kvarteret her er slidt og øde og jeg ved ærlig talt ikke hvad vi laver. "Hvad laver vi her Alec?" Spørger jeg stille. Han ignorer mig, tager fat i dørhåndtaget og nærmest falder ud af bilen. Jeg skynder mig ud til ham. Han sidder energi løs op ad bilen og kigger såret på mig. Han fælder en tårer, men tører den hurtigt væk. "Hun bør være her når som helst" mumler han. I det samme kommer en ung kvinde løbende ud af døren til højre for hvor bilen står. "Alec?" Mumler hun panisk og kigger chokeret på os. Hun løber hen imod os og tager fat i Alec. Det lykkedes at få ham tækket op og få ind i det lille slidte hus. Inden i huset er ikke meget bedre end udenpå. Her lugter af hash og alkohol og det er alvorligt rodet her inde. Jeg kigger rundt med rynkede bryn. "Jeg kan ikke mere, May" mumler han og fælder et par tårer. Hun smider ham på sofaen og kigger såret på ham. Derefter vender hun blikket på mig og fælder også en tårer. "Hvem er hun?" Spørger hun koldt og kigger stadig på mig. "Hun er ok" svarer han svagt. Hun analysere mig og hendes blik er ikke specielt venligt. Det er tydeligt at hun ikke bryder sig om mig. "May!" Stønner han og vrider sig i smerte. "Det er okay Alec" siger hun med et knæk i stemmen. " det er okay, alt bliver godt. det lover jeg!" forsikrer hun. Jeg stiller mig op ad væggen og hviler mig hovedet på væggen.

Jeg kunne godt regne ud at Alec havde det hårdt, men det her slemt. Hans liv er virkelig noget lort og det ser ud til at påvirke den såkalde "May" meget. Mine problemer er virkelig ingenting i forhold til Alec. En tårer triller ned af kinden på mig. Det er virkelig hårdt at se andre mennesker have det sådan her. Jeg ved ikke hvad der gør at han det sådan her, men jeg har virkelig lyst til bare at svinge mine arme om ham og trøste ham. Hun tager forsigtigt hans jakke af og tører blodet af hans ansigt. Hun henter en pude og en dyne. Han lægger sig besværligt ned for hvile sig. Jeg får øjenkontakt og tører hurtigt mine tårer væk. Han når dog af at se mig og en strøm og tårer triller ni ned af kinderne på ham. Jeg går Over mod ham og sætter mig gulvet ved sofaen. Jeg har kun kendt Alec i ca 2 uger, men jeg elsker ham virkelig, han er den eneste som forstår mig og virkelig gør mig glad. "Tak" hvisker jeg da flere tårer falder. May kommer gående ud af et rum, men vender hurtigt ryggen og går tilbage da hun ser Alec græde. Jeg tører hurtig mine tårer væk med mine ærmer og så Alec's. "Der er ingen grund til at græde" fortæller jeg og tager hans hånd. Jeg knytter den og sådan forbliver det indtil han er faldet i søvn.

Da der bliver helt stille kommer May ud med røde øjne. Hun kigger på mig med trætte øjen. "Han ser ud til virkelig at bryde sig om dig" siger hun roligt. "Du må være speciel..." siger hun trist og sætter sig op ad væggen ved soden af mig. Hendes øjne er på jasons fredelige ansigt. "Han er speciel" retter jeg hende. Hun smiler kort. "Han har det så hårdt, og jeg ved ikke hvad skal gøre" siger hun med et knæk i stemmen og bryder ud i tårer. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvad gør man i sådanne situationer?

Jeg lægger en hånd på hendes skulder, men hun vifter den bare væk. Ærlig talte er jeg overrasket lige nu. "Lige siden" begynder hun grædende. "Lige siden hun forlod os har Alec udviklet en ON and OFF depression som virkelig har sat sine spor" fortæller hun, jeg nikker forstående og det gør virkelig ondt i hjertet at høre. "Og så begyndte rygningen og stofferne og selvmordsforsøgene" fortæller hun og snøfter. "Min far har også haft det hårdt og selv da mor var her var han meget psykisk ustabil" fortsætter hun. "Det endte som det nok altid gør..." siger hun og fælder endu en tårer. Jeg nikker forstående. "Det okay, du behøver ikke at snakke om det" siger jeg beroligende. "Han gik i 9. Klasse på det tidspunkt, og allerede et år efter skete endu en tragedie" hun kigger ned i sine hænder og spænder i kæben. "Han var endelig ved at få rettet op på alt mulig lort" mumler hun stille til dig selv. Jeg kigger forvirret på hende. Hun stopper og kigger bare ned.

Der sygt. Hele Alec's livshistorie er syg. Den er både syg, traumatiserende og deprimerende. Jeg kan ikke lade vær med at føle et kæmpe had for hans mor. Hun er skyld i alt det her, hun er skyld i at Alec er begyndt at ryge, tage stoffer, fået en depression og hun er skyld i at han har prøvet at tage sit eget liv. Hun er skyld i at May som tilsyneladende er Alec's storesøster føler et så kæmpe ansvar over for Alec. Hun er skyld i at Alec's far begik selvmord og hun er skyld i hvor lort hans liv endte med at være. Det ik fair... det er ikke fair at nogen oplever det som Alec oplever. "May?" Begynder jeg. Jeg ved at det er dårlig timing, min nysgerrighed tager fuldstændig over. "Hvad skete der?" Spørger jeg.

Yooo

Hvad skete der da Alec var freshman? Og hvordan kan det have en så stor betydning den dag idag?

Altsååå hvis i læser med i næste kapitel...

Seee yuuuuu

Maddisonحيث تعيش القصص. اكتشف الآن