Maddison

THIRTY-FIVE

Maddison's synsvinkel

Da jeg har løbet i godt 15 minutter, stopper jeg. Det må være nok. Jeg kigger mig omkring og opdager at jeg er tæt på den legeplads bedste plejede at tage mig til. Et lille smil breder sig på mine læber da jeg finder vej hen mod en af gyngerne. Himlen er grå og en kold brise sprede sig omkring mig.

Jeg sætter mig på gyngen og gynger stille.

En tårer triller ned af kinden på mig. Alt er bare så overvældende her for tiden. High School, mormor, Daniel, Jason, brandon... ALT OG ALLE. Den eneste person som jeg har lyst til at se er Alec. Dsv er han flere tusinde kilometer væk.

Tårerne stopper og det samme gør følelserne. Alt er bare dumt lige nu. Hvorfor er jeg overhovedet på denne jord? Der er jo i realiteten ingen grund til jeg er her. Jeg hviler mit hovede op ad gyngen og lukker øjnene.

30 min senere

"Maddison!" Hører jeg bag mig. "Åh maddison, vi har været så bekymrede!" Råber mor og kommer løbende hen imod mig. Far er lige i hælene på hende. Hun griber fat i mig og trækker mig ind i et kram. Hun trækker sog væk og placeret hårdt sine hånden på mine skuldrer. "Det gør du aldrig igen!" Starter hun. "Hvordan kunne du finde på at stikke af fra os i at andet land?!" Fortsætter hun. Jeg kigger udmattet på far som hurtigt forstår. "Såh, såh, jeg tror at hun har forstået det" siger han og lægger sin hån på hendes skulder. "Ved du hvad, det tror jeg ikke!" Fortsætter hun. "Det er nok!" Siger far hårdt. Mor kigger overraket på ham, dog bliver hendes blik hurtigt mere forstående igen. "Lad os tage tilbage til hotellet" sukker hun opgivende.

Da vi er ankommet på hotellet begynder jeg så stille at pakke ud. Min kuffert er ikke den største, så jeg forventer ikke at det kommer til at tage specielt lang tid.

Jeg lukker kufferten op og begynder at pakke ud, men bliver stoppet af mor og far. "Det behøver du ikke, skat..." siger far. Jeg lægger mine joggingbukser fra mig IG kigger forvirret på dem. "Altså skat, su bliver nødt til at forstå at denne her opførsel ikke kan tolereres" forklarer han. "Hvad mener du?" Spørger jeg led en mistanke. Jeg kunne forestille mig at de sendte mig hjem, men det kan de da ikke. Jeg har aldrig rejst alene... "det tror jeg godt du ved" svarer mor. Jeg sukker dybt og sætter mig tungt på sofaen. "Men..." begynder jeg. "Hvad hvis jeg aldrig ser mormor igen" siger jeg med et knæk i stemmen. Mor og far sætter sig på hver sin siden af mig og slår armene rundt om mig. "Det skal nok gå" forsikrer mor. En tåre triller ned af kinden på mig. Det kan de da ikke mene?

Kort kapitel, iknow😬
Det virkede bare spn et godt sted at stoppe

Igen, igen undskylder jeg. Det er hvad? 2 måneder siden jeg sidst opdaterede?