Maddison

TWENTY-SIX

Maddison's synsvinkel

Jeg kommer til et gigantisk Hvidt hus. Wow, bor Brandon virkelig her? Jeg kigger på postkassen en ekstra gang.

Kennedy White
Ben White

Jeg samler mod til mig og ringer på dørklokken. Klokken lyden bliver lysere og lysere hvilket minder mig utroligt meget om et eller andet royalt pis.

Jeg står i ca. 5 min og kigger ind i den sorte dør. Jeg kan ikke høre noget, men så stort som huset er tvivler jeg stadig. Jeg sukker dybt og vender mig om da jeg hører døren gå op. Jeg vender mig begejstret om igen og ser Jason. Han står topløs, men noget er galt... Hans hår er uglet, han har gigantiske render under øjnene og han ser utrolig udmattet og livstræt ud. Han kigger tomt på mig og venter på at jeg siger noget. Jeg kigger mundlamt på ham. Han ser virkelig slem ud, som i VIRKELIG slem!

"Var der noget?" Spørger han koldt. Jeg skal til at sige noget da jeg afbryder mig selv. Hvad siger jeg? Hvordan begynder jeg denne her undskyldning. Han trækker sig lidt tilbage og hans tilpas markerede six-pack bliver skygget til. Døren er ved at lukke i da jeg hurtigt blokere. Han åbner den igen og kigger stadig tomt på mig. Han sukker dybt og læner hovedet op ad døren. "Brandon, je- jeg virkelig ked af det..." stammer jeg. Han lukker øjnene uden at svare mig. "Brandon?" Siger jeg forvirret. "Hmm" fremstønner han uinteresseret. "Hvad sker der?" Spørger jeg bekymret. Han åbner svagt øjnene og kigger træt ud i luften.

Jeg er helt oprigtigt bekymret for ham. Det der er IKKE en halsbætendelse. Det er noget andet. Noget psykisk. Noget værre...

"Er du okay, brandon?" Hvisker jeg. Han stønner kort af udmattelse og gnider sine øjne. Jeg går tættere på han og studere grundigt hans ansigt. Han er bleg og hans øjenlåg han klappe sammen når som helst og forblive sådan de næste 24år. Jeg lægger risikabelt min hånd på hans skulder og han kigger kort ned på den og så op på mig. "Brandon?" Hvisker jeg lavt. Min stemme knækker og det samme gør den facade der gør at jeg ikke bryder ud i tårer snart. Brandon ser helt færdig ud. Både fysisk og psykisk, og tro mig venner, det er virkelig hårdt at se en Person som bare betyder en lille smule for dig sådan her. Jeg lægger min hånd på hans brændvarme kind og han kigger mig nu i øjnene. "Kom brandon..." siger jeg, tager han håndled og går op af trappen. Jeg går ud fra at hans værelse på anden etage... eller tredje... eller fjerde. Jeg spotter en dør med nogle numre op ad dørkammen. Det sidste nummer er 183, hvilket for mig til at gå fra at det er hans  højde. Jeg åbner stille døren og regner hurtigt ud at det ér hans værelse. Jeg trækker ham ind og fører ham hen til sengen. "Du bliver virkelig nødt til at få noget søvn" mumler jeg og retter på dynen og puden. Han lægger sig ned og falder i søvn med det samme.

Jeg tager en dyb indånding og aer ham blidt på kinden. Hans kind er brandvarm og hans ansigt ser så stresset ud. Han ser nærmest død ud. Det eneste der indikerer liv i hans ansigt er de puffede render, og det er ikke engang en god ting. Hans ellers bløde, fyldige læber er nu tørre og blå. Hans perfekte bløde hår er gruset og uglet og hans fejlfrie hud er bleg og tør.

Jeg forstår ingenting. Vidste Bella og Jason godt det her? Hvis de gjorde, hvordan kunne de så bare leve videre som ingen ting var sket. Det er virkelig ubetænksomt, og hvor er hans forældre i alt det her?! Hvis min kæreste havde det sådan her vil jeg ikke kunne funktionere. Jeg ved godt at det er lidt dobbeltmoralsk af mig i forhold til det med Alec, men han har sin søster, og så er det heller ikke så voldsomt som Brandon.

Sorry, Alec!

Jeg beslutter mig for at ringe til Alec. Jeg har bevidst hold afstand fra ham, det var trods alt mig der udløste hans mental breakdown....

Jeg ringer og han svarer efter kort tid.

"Hey!" Siger jeg stille begejstret.
"Hey, Maddi" svarer han roligt.

Jeg sukker lettet. Han lyder bedre end sidst, hvilket gør mig glad indeni. Alec fortjener ikke sorg og smerte, han fortjener glæde og lykke og alt den kærlighed han kan få. Han fortjener Alissa og han fortjener at bekymre sig om en football kamp istedet for kokain og hvem han får tæsk af næste gang.

Jeg elsker han virkelig meget. Han har en helt speciel plads i mit hjerte som ingen nogensinde vil kunne udfylde. Han er min bedste ven og jeg har virkelig aldrig følt sådan her for en ven som jeg føler for Alec. Han har ikke engang gjort noget specielt, det er bare noget over ham som jeg virkelig har brug for i mit liv.

"Alec?" Siger jeg. Jeg kan hører hans vejrtrækningen hvilket får mig til st slappe fuldstændig af.
"Hmm?" Svarer han.
"Jeg elsker dig..." indrømmer jeg. Der bliver helt stille i et kort øjeblik.
"Jeg elsker også dig" siger han og bryder stilheden.

Uhhhh, hvad sker der?!

Jeg an ikke tro at der kun er en uge tilbage af sommerferien😭

Jeg orkeeeer ikke skoleeeen!