Kapitel 27

1K 39 1
                                    

Jeg stod chokeret og kunne ikke sige noget. Små hulk kom frem, fordi jeg ikke har set ham i over 18 måneder. Jeg køb over og hoppede op på ham og gav han en kæmpe krammer. "Jeg har savnet dig" hulkede jeg. "Jeg har også savnet dig" sagde min bror Dillon. "Jeg troede du stadig var i kamp" hulkede jeg nysgerrigt. "Det var jeg også, men min chef gav mig lov til at komme hjem og holde jul med jer"

Jeg hoppede ned fra ham og begyndte at græde endnu mere end før. "Far kom lige" råbte jeg til ham. "May det skal være vigtigt så" råbte han anstrengt tilbage. "Far, det er det mest vigtige ting i verden" svarede jeg. Min far gik ud af køkkenet og kom hen til hoveddøren. Da han fik øje på Dillon blev hans anstrengte smil til et kæmpe glad smil. Han gik over og gav ham en kæmpe krammer.

Denne jul er den bedste jul, siden Dillon rejste.

Tabt på fodboldbanenWhere stories live. Discover now