Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 1

Kapitel 1 - Nye venner

Samtaler mellem Luna og hendes veninder/venner som taler tysk bliver skrevet på dansk, da jeg ikke tænker det er alle som forstår tysk :)

Mandag d. 14. august 2023

Mathias og jeg har nu snart boet sammen i lidt over en måned. Vi har haft en lækker sommerferie - eller rettere sagt jeg har - Mathias har (som altid) spillet meget håndbold men vores forhold går rigtigt godt og vi har det godt sammen.

I dag starter jeg på min nye uddannelse. Mathias har kørt mig her hen og vi har lige sagt farvel. Jeg står udenfor og kigger på den store bygning. Jeg har en uro i maven og ryster en smule. Jeg tager en dyb indånding og går ind.

Bygningen er kæmpe stor og det tager et stykke tid, før jeg finder det lokale, jeg skal være i. Jeg går stille ind, og finder en plads. Jeg kigger rundt i klassen, de fleste sidder for sig selv og ser ligeså nervøse ud som mig, men der er nogle enkle som allerede snakker sammen. Jeg har knap nok sat mig, før læreren træder ind af døren.

Undervisningen går fint, jeg har intet problem med at forstå hvad der bliver sagt og største delen af timen går alligevel bare med at præsentere os selv, og lære hinandens navne osv. Det er blevet frokost pause og jeg sidder i mine egne tanker, da der er en der sætter sig ved siden af mig.

"Hej" siger hun på tysk. Jeg kigger på hende, og hun smiler stort.

"Hej" svarer jeg.

"Jeg hedder Emma" siger hun "hvad hedder du?".

"Jeg hedder Luna" siger jeg og smiler omsider tilbage til hende.

"Waow et flot navn" siger hun og smiler så meget, at hendes øjne nærmest smiler med.

"Tak" siger jeg stille.

"Du er ikke fra Tyskland? Er du?" spørger hun.

Jeg ryster stille på hovedet "Er mit tysk så dårligt?" spørger jeg.

Hun ryster på hovedet "lyst hår, blå øjne. Virker meget nordisk" siger hun og griner.

Jeg griner og nikker "Rigtigt nok".

Emma og jeg bruger resten af pausen, på at lære småting om hinanden. Da undervisningen går i gang igen, sidder Emma ved siden af mig. Vi skal arbejde to og to sammen, Emma sender mig hurtigt et venligt blik, som jeg gengiver.

Emma og jeg arbejder sammen på et mini projekt, hvor vi skal fortælle om vores ynglings type af design. Mens vi sidder og arbejder ude på gangen, kommer der en dreng hen og omfavner Emma bagfra. Jeg smiler skævt til hende.

"Det her er Carl" siger hun "Han er min bedsteven".

Jeg nikker og smiler.

Carl rækker hånden frem og jeg tager den "Luna" siger jeg og smiler.

Han smiler stort "Flot navn" siger han.

Jeg smiler forsigtigt "tak" siger jeg.

Carl sætter sig og lytter til hvad vi laver, men pludselig går snakken over i fritid, hobby og interesser i stedet for skole.

"Vent, lige en gang. Du spiste et griseøre men troede det var kanin?" spørger jeg og vi griner alle.

"Ja" siger han og griner.

"Hvordan kan man være i tvivl?" spørger jeg.

Han trækker på skulderne "prøv at komme tættere" siger han og gør tegn til, at han vil hviske noget til os. Vi stikker hovederne sammen. Han kigger meget alvorligt på os.

"Jeg er måske ikke lige den skarpeste kniv i skuffen" siger han og vi knækker alle sammen af grin.

Tiden flyver afsted. Carl bliver siddende ved os hele timen, og det er mega sjovt. Jeg er på vej mod min sidste time nu. Jeg kigger på mit skema, og prøver at finde ud af hvor jeg skal hen, da jeg bumper ind i en.

"Ej det må du virkelig undskylde" siger jeg på dansk og kigger flovt på hende.

Hun gør store øjne "Du er dansk!" siger hun og hopper nærmest op og ned.

Jeg smiler stort "Og dig!" siger jeg.

"Hvad hedder du?" spørger jeg.

"Amalie, hvad med dig?" spørger hun.

"Luna" siger jeg og smiler.

"Et waow et pænt navn" siger hun.

"Tak" siger jeg og giver et skævt smil.

"Har du nogen ide om hvor lokale 436 er?" spørger jeg.

Hun ryster på hovedet "nej, men vi kan da finde det sammen, jeg er også på vej derhen".

Jeg smiler "ej fedt!". Vi går sammen rundt, for at finde lokalet mens vi snakker lidt.

"Men hvorfor er du her og ikke i Danmark?" spørger hun og smiler.

"Jeg elsker Berlin, min kæreste bor hernede og så er jeg flydende i sproget, så spørgsmålet var mere hvorfor ik. Hvad med dig?" siger jeg og smiler til hende.

Hendes smil forsvinder "Ja... jeg blev faktisk smidt ud hjemmefra af mine forældre og så tog jeg beslutningen at jeg aldrig nogensinde gider se dem igen og det er nærmest hvis man flytter helt væk" siger hun.

Jeg giver hende et forsigtigt smil "det er jeg da ked af at høre".

Hun trækker på skulderne "sådan er det jo. Men hvis du er flydende i tysk, så kan det være du kan hjælpe mig. Altså forstår det meste men imellem så er jeg bare helt tabt" siger hun og griner lidt.

Jeg griner og nikker "Selvfølgelig" siger jeg. Efter alt for lang tid ,finder vi endelig lokalet, timen er i gang, så vi lister lige så stille ind og sætter os. Da timen er færdig følges jeg med Amalie ud.

"Hvilken vej skal du?" spørger jeg da vi går ud af døren.

"Den vej" siger hun og peger mod venstre.

Jeg nikker "også mig". Jeg skal til at gå da Carl og Emma kommer ud af døren sammen. De smiler til mig.

"Hvordan gik din time?" spørger de i munden på hinanden.

Jeg griner "Så fint, jeg mødte Amalie her. Hun er også fra Danmark" siger jeg og de hilser på hinanden. Vi står alle fire og snakker lidt inden vi siger farvel og går hjemad. Amalie og jeg følges cirka halvdelen af vejen. Solen skinner og det er dejligt varmt. Jeg tager musik i ørerne da jeg har sagt farvel til Amalie. Turen hjem er ikke så lang. Jeg låser lejligheden op og går ud i køkkenet for at finde noget at spise. Jeg kigger på uret i køkkenet. Mathias burde være på vej hjem så jeg vælger at vente med at finde noget mad til han kommer hjem.