Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 80

Kapitel 80 - Blomster

Fredag d. 23. august 2024

"Det er håbløst. Jeg kan bare ikke vinde" brokker jeg mig efter Helena har smadret mig i Mario Kart for 3. gang i træk. Hun griner og trækker på skulderne.

"Hvad kan jeg sige? Jeg er den bedste" siger hun og griner. Jeg griner og nikker. Vi får øjenkontakt og stopper begge med at grine. "Jeg er virkelig glad for jeg måtte komme, Luna".

Jeg smiler stort. "Altid, desuden så havde jeg vist lige så meget brug for dig i dag" siger jeg. Hun smågriner og nikker.

"Ja, har du hørt fra Mathias? Han har alligevel været væk i et døgn nu" spørger hun.

Jeg ryster på hovedet "nope, har du hørt fra Emil?" spørger jeg.

Hun er i gang med at ryste på hovedet mens hun tager sin telefon op for at tjekke. Hun nikker i stedet og vender telefonen så jeg kan se. En enkel besked fra Emil 'Hvor er du????'.

Jeg kan ikke lade vær med at smågrine "Du har været væk siden i går aftes og det er først nu han har opdaget det".

Hun nikker og kan heller ikke lade vær med at grine "Den dreng er for meget" siger hun grinende. Jeg griner med hende. "Jeg må hellere skrive jeg er her". Jeg nikker og smiler til hende.

"God ide. Skal jeg bestille noget mad?" spørger jeg og hun nikker. Jeg bestiller en lasagne fra et pizzeria tæt på. "Det er klar om 10 min, så skal vi bare gå ned?" spørger jeg.

Hun lægger mobilen fra sig og nikker. Vi rejser os op. Jeg kigger rundt i stuen. Den er hel ren udover sofaen som er rodet helt til og proppet med dyner. Jeg hører døren gå op "Helena vent lige" siger jeg og vender mig rundt. Jeg møder hendes øjne og hun står lige ved siden af mig. Jeg kigger forvirret på hende.

"Åbnede du ikke lige døren?" spørger jeg og hun ryster på hovedet. Jeg sukker. Mathias. Jeg kigger hurtigt over i spejlet for at være sikker på jeg ikke ligner en zombie. Vi står i stuen og venter. Det føles som en uendelighed, inden han træder ind i stuen. Hans blik er først på mig og så på Helena.

"Helena" siger han overrasket, inden han blik er tilbage på mig. Der er ingen der siger noget.

Helena rømmer sig efter lidt akavet stilhed. "Jeg henter lige det mad der, så kan I snakke" siger hun og skynder sig ud. Mathias står stadigvæk i døren og jeg har sat i den ene ende af sofaen. Vi kigger på hinanden men ingen ved hvem der skal sige noget først. Han kommer omsider helt ind og sætter sig ved siden af mig. Uden at der er nogen der siger noget, mærker jeg allerede tårerne presse på og en umenneskelig trang til at hoppe i hans arme og blive holdt om. Jeg kigger ned i gulvet, men så omsider op på Mathias og selvom jeg ikke kan læse tanker, så ved jeg at han har det på samme måde som mig. Omsider kommer der et forsigtigt lille smil på hans læber. Min yndlingsting. Jeg kan ikke lade vær med at smile tilbage og modstå trangen mere. Jeg kaster mine arme om ham og han gengiver det med det samme.

"Matti jeg har savnet dig" siger jeg og han krammer mig tæt. Vi sidder længe tæt og bare holder om hinanden. Inden vi trækker os, jeg giver ham et dask på skulderen.

"Du kan ikke bare forsvinde sådan i så lang tid uden at give et pip fra dig" siger jeg halv alvorligt. Han smågriner og trækker mig ind til ham igen.

"Undskyld Luna" siger han stille. "For det hele. For flippet, for råberi, for at gå, for ikke at skrive, for at være en nar".

Jeg giver ham et forsigtigt smil. "Måske du kan fortælle mig, hvad der lige skete faktisk?" spørger jeg forsigtigt og han nikker.