Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 27

Kapitel 27 - Hund?

Torsdag d. 15. februar 2024

"Mathias se den her" siger jeg og viser min telefon til ham. Han ryster på hovedet.

"Luna, hvem skal passe den når vi ikke er hjemme?" spørger han.

"Jeg kan passe den" siger jeg og krydser armene.

Mathias griner "Du er sød" siger han.

"Jeg vil ha en hund" siger jeg bestemt.

Han griner mere og trækker mig ind til ham "Nå, ej det havde jeg ikke lagt mærke til. Du har kun spurgt mig dagligt den sidste måned" siger han.

"Men det ku bare være så hyggeligt Matti" siger jeg og skubber min underlæbe frem.

"Ja det ku det da men tænk praktisk Luna" siger han og griner.

"Det gør jeg også. Jeg har masser af tid" siger jeg forsigtigt.

Han smiler til mig "Det er rigtigt" siger han.

"Matti, tænk over det og prøv lige se den. Den har ikke engang et navn, den er bare blevet efterladt i grøft. Det er en lille hvalp" siger jeg og viser ham telefonen igen.

Mathias sukker og tager mobilen frem mig. Han kigger på den længe og siger ingenting. Jeg sidder spændt og afventer hans svar.

Han smiler og sukker opgivende inden han kigger op på mig. "Der står her, at man kan foster den. Du ved, om midlertidig hjem" siger han.

Jeg holder vejret spændt og venter på han fortsætter. "Jeg tænker, vi kunne prøve at starte med det. Så kan vi altid adopterer den HVIS den passer ind i vores hverdag og liv" siger han.

Et stort smil breder sig over mit ansigt og jeg kaster mig om Mathias. "Du er den bedste" siger jeg og giver ham et kys.

"Så skriv til dem, crazy girl" siger han.

Jeg griner og skynder mig at ringe op til dem. Det er en kort telefon samtale, og de siger at vi med det samme kan komme ud og se den. Mathias og jeg tager afsted med det samme og kører hen til kennelen som ligger små 15 minutter væk.

Vi går hånd i hånd ind i kennelen, Mathias lader mig føre ordet og de viser os hunden. "Det er en dreng forresten" siger pigen som har vist os hen til hunden.

Jeg nikker og sætter mig ned på jorden "hej lille ven" siger jeg og den lille hund løber straks hen i mit skød. Jeg trækker i Mathias' hånd så han også sætter sig ned. Hunden bliver ved med at ligge i mit skød men stikker forsigtigt hovedet over mod Mathias.

Jeg kigger på Mathias som smiler stort og hans øjne lyser helt op. Han kigger på mig.

"Du har ret. Han skal med hjem" siger han og jeg får tåre i øjnene.

"Virkelig?" siger jeg og kan ikke fatte han siger det.

Mathias nikker "Ja" siger han og vi kysser.

Vi snakker med kennelen og får fikset papiret med det samme. Mathias og jeg bliver enige om vi starter med at foster ham, mest at alt for at afprøve om det passer ind i vores liv.

"Jamen så kan I bare tage ham med" siger pigen.

Mathias og jeg kigger først overrasket på hinanden og så på hende.

"Altså nu?" spørger jeg.

Hun nikker. Jeg smiler stort. Hun rækker mig papirerne.

"I må bestemme hans navn" siger hun.

Jeg takker hende og henter hunden. På vej hjem kører vi forbi en hundebutik hvor vi køber legetøj, godbidder, mad, vand- og madskål, halsbånd, sele og snor som matcher hinanden da jeg synes det vi fik af kennelen var grimt. Vi kommer tilbage til lejlighed og sætter hunden frem.

Den går forsigtigt rundt og snuser rundt omkring. Vi sætter tingene op.

"Hvad skal han hedde?" spørger Mathias mens jeg ligger på gulvet og leger med hunden.

Jeg trækker på skulderne "Det ved jeg ikke. Har du en ide?" spørger jeg.

"Bert!" siger Mathias begejstret.

Jeg vender mig om og kigger på ham "nej" siger jeg og vi griner. Jeg vender opmærksomheden tilbage til hunden. "Hvad med Hugo?" spørger jeg.

Mathias lægger sig ned ved siden af mig og hunden lege-bider ud efter ham. Vi griner.

"Det er et godt navn. Det kan jeg godt gå med til" siger han.

Jeg smiler til ham og giver ham et kys. Han smiler stort til mig.

Resten af dagen går bare med at slappe af. Der er en have til lejligheden som vi flere gange er nede i for at sikre Hugo, kun tisser udenfor. Det lykkes meget godt. Jeg står i køkkenet og går rent efter aftensmaden da jeg hører Mathias sige højt inde fra stuen "av".

Jeg skynder mig ind til ham "er du okay?" spørger jeg.

Han nikker og viser en lille ris på hans finger "hvalpetænder" siger han og peger på Hugo som er helt oppe og køre. Jeg griner.

"Det er det værste" siger jeg og Mathias nikker.