Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 46

Kapitel 46 - Ondt i maven

Fredag d. 10. maj 2024

Jeg vågner op alene i lejligheden. Mathias er stået tidlig op og er til træning. Jeg sukker og tager mig sammen til at rejse mig fra sengen. Jeg går ud på badeværelset og tager et bad. Jeg står længe inde under bruseren og varmer mig. Jeg tørrer mig, tager tøj på og lægger fin make-up.

Jeg går ud i køkkenet og laver noget morgenmad. Jeg sidder ude på altanen da solen skinner og spiser morgenmad. Jeg tager et billede til min story.

'På tide vi får et glimt af sommer'

Jeg spiser færdig og rydder op i køkkenet. Jeg børster mine tænder og er på vej ud af døren for at gå en tur da min mobil ringer. Det er Nanna. Jeg tager den.

"Hej Nanna" siger jeg glad.

"Hej Luna" siger hun stille.

"Hvad så?" spørger jeg bekymret.

"Det er Mathias, jeg lovede ham jeg ville ringe til dig og fortælle det..." siger hun langsomt.

"Fortælle hvad?!" spørger jeg utålmodigt.

"Mathias er lige blevet hentet i ambulance og er på hospitalet" siger hun og fortsætter med at snakke men jeg hører ikke efter mere. Jeg er stille et stykke tid.

"Luna, lytter du? Han er okay" siger hun bestemt.

"Nej undskyld. Blev lige slået ud af den, hvis han er okay hvorfor er han så på hospitalet?" spørger jeg.

"Det er hans knæ" siger hun stille og med tristhed i stemmen.

"Nej..." siger jeg og tager hånden op for munden "er de sikre?" spørger jeg.

"Nej. Men han begyndte at løbe mærkeligt og han sagde det gjorde ondt så de ville ikke tage nogle chancer" siger hun beroligende.

"Okay tak Nanna, jeg tager hen til ham med det samme" siger jeg.

Jeg kan næsten fornemme at hun smiler i telefon "Det vidste jeg du ville gøre" siger hun glad

Jeg nikker og smiler selvom hun ikke kan se det "Ja, selvfølgelig" siger jeg.

"Mathias var i tvivl om du overhovedet var stået op endnu" siger hun og griner.

Jeg smågriner "Omg, han er da for meget" siger jeg og vi griner mere "Okay men jeg løber Nanna, tak fordi du ringede. Vi snakkes".

"Altid, god løbetur" siger hun drillende.

"Hold nu op, det er bare noget man siger, jeg løber måske ned til bilen" siger jeg og vi griner inden jeg lægger på. Jeg skynder mig ned i bilen og kører afsted mod hospitalet. Jeg finder en parkeringsplads og bevæger mig ind. Jeg finder hurtigt en dame som hjælper mig med at finde Mathias. Trods at han er 'okay', har han fået en hel stue hvor han kan ligge og slappe af indtil de ved mere. Jeg banker stille på døren inden jeg åbner og går ind. Mathias kigger over på døren hvor jeg står. Jeg smiler til ham og han gengiver smilet. Jeg går over til ham.

"Tænk du er stået tidlig op for at se mig" siger han drillende.

Jeg ruller øjne "Tænk du skaber sådan et stort drama for at få mig ud af sengen" siger jeg drillende tilbage.

Nu ruller han øjne. Jeg smiler men kigger alvorligt på ham.

"Ja, Luna, jeg er okay. De tror ikke det er en hel gal med knæet så alt er godt" siger han overbevisende og smiler til mig.

Jeg sætter mig på sengen og tager hans hånd "du må altså ikke lave sådan nogle numre på mig. Jeg får helt ondt i maven" siger jeg og smiler til ham.

Han smiler tilbage og trækker mig ind til sig så mit hoved lægger på hans bryst. "Undskyld" siger han og vi smågriner. "Men jeg er glad for du bekymrer dig om mig" siger han og vi kigger på hinanden.

"Det ved du godt jeg gør" siger jeg bestemt.

Han smågriner og nikker "Ja det er rigtigt" siger han og jeg putter mig ind til ham.

"Hvad du ikke gør for kvalitets tid med mig" siger jeg drillende og giver ham et kys på kinden.

Han smiler til mig og læner sit hoved mod mit. Det næste stykke tid ligger vi i sengen og snakker om alt muligt andet end Mathias' knæ. Jeg prøver at få ham til at tænke på noget andet så han ikke begynder at bekymre sig om det før vi ved om der er noget at bekymre sig om.

Efter noget tid kommer lægen ind. Jeg sætter mig op ved siden af Mathias og jeg kan mærke han holder vejret. Jeg tager hans hånd og giver den et beroligende klem.

Lægen begynder at tale. På tysk. Selvfølgelig. Mathias følger så godt med som han kan selvom han indimellem bliver nødt til at søge hjælp hos mig. Hans knæ har det heldigvis godt men han havde overbelastet det, så det var på vej til at blive dårlig så han skal passe på det, de næste par uger.

Lægen går og Mathias trækker mig ind i et kæmpe kram og holder mig tæt og længe og kommer med et lettet suk da han endelig giver slip på mig.

"Det var godt" siger jeg og smiler.

Han smiler stort tilbage og nikker "Ja meget!" siger han glad og placerer sine læber på mine. Jeg kan mærke Mathias smiler i kysset hvilket også får mig til at smile.