Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 13

Kapitel 13 - "Jeg kan ikke leve uden dig"

Lørdag d. 25. november 2023

Der er gået to dage nu, siden jeg sidst så Mathias. Han har skrevet en enkel besked, om at han gerne vil snakke, når jeg er klar til at komme hjem, men at han respekterer jeg har brug for plads og derfor ikke vil opsøge eller skrive til mig før jeg er klar.

Jeg har brugt de sidste to dage på at tude. Emma prøver at holde mig ved godt mod, men ingenting virker. Jeg prøver at hjælpe Emma med at gøre lejligheden ren som tak, for jeg må være her, men det gør så ondt inde i mig, at jeg lægger mig i sengen igen og tuder. Jeg er stoppet med at græde og kigger ind i væggen, da Emma kommer ind på værelset.

"Luna" siger hun bestemt.

Jeg kigger på hende.

"Nok er nok. Du får ikke noget ud af at være her. Enten så finder dig og Mathias ud af det eller også så slår I op og så kan du græde over det for at komme videre, men lige nu er du på stand-by-græde og det fungerer ikke" siger hun bestemt.

Jeg nikker stille. "Jeg kan da ikke tage hjem og se sådan her ud" siger jeg og peger på mine øjne som er hævet da jeg har grædt så meget.

Hun smiler "jeg har en kur" siger hun. Jeg tager et dejligt langt varmt bad og gør mig nogenlunde anstændig. Emma kender et trick til at få øjnene tilbage til normal.

"Så, nu er de ikke hævet mere men stadigvæk røde. Du kan altid sige det er allergi hvis du ikke vil have han skal vide du har grædt" siger hun og vi griner stille af det.

"Tak Emma" siger jeg. Hun følger mig ned til min bil og jeg kører afsted mod lejligheden. Jeg går stille op ad trappen og låser mig ind. Lejligheden er rodet og ting lægger overalt. Jeg går stille ind.

"Mathias? Er du hjemme?" kalder jeg ud i lejligheden.

Døren til soveværelset åbnes og han står i døren. Han smiler svagt til mig men har tydeligvis grædt og ser stadigvæk ked af det ud.

"Hej" siger jeg.

Han skynder sig hen og holder om mig. "Du må aldrig gå igen. Jeg kan ikke leve uden dig" siger han.

Jeg krammer ham tilbage og vi trækker os. "Der var da ellers andre boller på suppen, den anden dag" siger jeg hvilket får os begge til at grine lidt. 

Han kigger ned i jorden "Jeg er ked af det Luna. Jeg var bare så fokuseret på håndbolden, at jeg glemte hvad der er vigtigst for mig. Dig" siger han

Jeg begynder at græde og jeg læner mig ind til ham. Han holder om mig "Jeg kan heller ikke leve uden dig. De sidste to dage har været de værste" siger jeg.

"Ditto her" siger han og kysser mig i håret. Mathias tager fat i mine arme og kigger mig i øjnene "Jeg lover, at jeg vil gøre mit bedste for, at du aldrig bliver i tvivl om at det altid vil være dig over holdet" siger han.

Jeg smiler stort til ham og kysser ham "det kan jeg godt lide, det løfte" siger jeg.

Han krammer mig igen og holder mig tæt "aldrig forlad mig igen" siger han.

Jeg nikker "aldrig. Jeg elsker dig for meget" siger jeg.

Han kysser mig i håret "jeg elsker dig".

"Nu skal jeg nok hjælpe dig med at rydde op i lejligheden" siger jeg og vi griner begge kort.

Mens vi går og rydder op i lejligheden sammen, snakker vi om hvordan vi kan sørge for at det ikke kommer til at ende i samme situation igen. Det er en rigtigt god og lang snak som også ender i flere tårer, men alle tårerne er det værd for at være sammen med Mathias.

Vi bliver enige om at jeg oftere kan tage med til træning, selvom det betyder jeg skal tidligt op. Jeg kan altid sidde og arbejde lidt på min instagram og så kan vi se hinanden. Derudover så skal vi selvfølgelig til at sove i samme seng igen. Jeg skal med til alle de kampe, som kan lade sig gøre og så skal vi blive bedre til at slappe af sammen.