Kapitel 55 - Jeg støttede dig
Søndag d. 2. juni 2024
Jeg ligger i sengen på hotelværelset og kigger ud af vinduet selvom jeg kæmper med at holde mine øjne åbne. Mathias og jeg kørte til Danmark sent i går aftes og skal bo på et hotel indtil han skal afsted mod Paris til OL. Forberedelserne til OL begynder nemlig allerede nu, så Mathias har første træning med holdet i dag. Han tog afsted for en lille halv time siden men jeg har ikke kunne tage mig sammen endnu, til at stå op.
Jeg skal mødes med Scarlett, Mia og Olivia i dag. Heldigvis for mig, så har Olivia og jeg koordineret hvilket hotel vi skulle bo på, så hun har faktisk værelse ved siden af mig, så kan Mathias og Simon også følges til træning. Jeg sætter noget musik på mens jeg tager et bad og gør mig klar. Da jeg er klar, tager jeg sko på inden jeg går ud af døren og lukker den bag mig. Solen skinner ind af de store vinduer i gangen. Jeg går ned til Olivias værelse og banker på. Hun lukker hurtigt op og vi krammer.
"Skal vi gå?" Spørger jeg.
Hun nikker. "Jeps og må jeg lige påpege hvor glad jeg er for du også har kjole på så det ik kun er mig" siger hun og vi griner sammen.
"Ja i lige måde men det er jo sommer og godt vejr. Vi bliver nødt til det jo" siger jeg og smiler. Vi tager hinanden i armkrog og går ud af hotellet ned mod en cafe hvor vi skal mødes med Mia og Scarlett. Da vi nærmer os cafeén, får jeg øje på Scarlett og Mia som kommer gående sammen fra den modsatte side af os. Inden jeg når at sige noget til Olivia, får hun også øje på dem og de får øje på os, hvilket gør vi alle sætter i løb og løber hen og omfavner hinanden.
"Hold da helt op jeg har savnet jer meget" siger jeg da vi trækker os fra krammet.
Scarlett giver mig et trist smil "Ja, men det er også fordi du bor så langt væk" siger hun. Jeg nikker og kigger ned i jorden, trist over det er min skyld at vi ikke er så tætte mere. "Men det vigtigste er at du er her nu og at vi er samlet" siger hun hurtigt og jeg løfter hovedet og smiler til hende.
Vi går alle ind på caféen og sætter os ved et bord. Vi bestiller noget lækkert at drikke og spise.
"Går det så godt med jeres håndboldfyre?" spørger Mia med munden fuld af muffin. Jeg nikker og smiler inden jeg kigger over på Olivia.
"Ja, jeg er faktisk også lidt nysgerrig på hvordan det går med jer to efter vores sidste snak" siger jeg. Et stort smil breder sig over hendes ansigt og hendes øjne lyser op.
"Hov hov, vi andre mangler forhistorie, kan jeg mærke" siger Scarlett og vi griner.
"Altså kort sagt, så da jeg flyttede sammen med Simon var alt perfekt men så var der lige et periode hvor jeg var i tvivl om han havde mistet følelser og bare sådan udnyttede mig så han havde et sted at bo" siger hun stille.
Mia gisper "men det var bare en periode?" spørger hun.
"Ja, jeg snakkede med Luna om det, da vi så hinanden for en uge siden og hun sagde jeg skulle prøve at snakke med ham om det for at finde ud af det, så det har jeg gjort" siger Olivia. Hun tager hendes kaffe op og tager en slurk. Vi andre tre sidder i spænding og venter på resten af historien.
"Oli! Hvad sagde han??" spørger jeg utålmodigt.
"Nårh ja" siger hun og griner "han sagde, at grunden til han ikke turde nævne noget om, at jeg skulle flytte med var fordi han regnede med jeg ikke ville og han ville ikke kunne klare en afvisning fra mig, især eftersom det har været så godt at bo sammen". Hun smiler stort over det.
Jeg griner "så hvad fandt I så ud af?" spørger jeg.
"Altså..." siger hun tøvende
"NEJ!" siger Mia og Scarlett i munden på hinanden. "Ikke også dig" siger Mia.
"Tyskland?" spørger jeg overrasket.
Hun nikker og får tårer i øjnene "Altså det er jo bare Flensborg, så nærmest Danmark" siger hun. Jeg smiler til hende og lægger hovedet på skrå. Hun sukker "Hvad?" spørger hun.
Jeg kigger forvirret på hende "hvad mener du 'hvad?'" spørger jeg.
"Jeg kender dig, Luna. Du vil sige noget, så du kan lige så godt sige det" siger hun.
Jeg overvejer det og sukker dybt men ryster så på hovedet "nej Oli, det er lige meget. Så længe du er glad" siger jeg og smiler men Olivia smiler ikke tilbage.
"Du synes det er en dårlig ide" siger hun og kigger surt på mig.
"Jeg-... øhm--" siger jeg tøvende og kigger rundt på Scarlett og Mia i håb om lidt hjælp.
"Seriøst Luna, jeg stod op for dig da Scarlett og Mia sagde du ikke skulle flytte til et andet land for en fyr!" siger hun og jeg kan høre hun er skuffet.
"Olivia, selvfølgelig støtter jeg dig men har du tænkt over det? Sådan rigtigt?" spørger jeg. Hun kigger mere surt på mig og sukker. "Oli, du har altid sagt du hader Tyskland fordi du ikke kan udstå sproget og nu flytter du hele dit liv derned for én fyr som du har været kærester med, i hvad, 4 måneder?" siger jeg.
Hun sidder med tåre i øjne "Du flyttede dit liv for Mathias!" siger hun skrapt.
Jeg sukker "Ja, for Mathias også men jeg har altid sagt jeg elsker Tyskland og især Berlin. Jeg kom sågar ind på en uddannelse dernede" siger jeg stille.
"Ja, og hvordan gik det?" spørger hun og kigger på mig med sammenknebne øjne.
"Oliva, slap af. Luna har jo ret. Du har altid sagt, det sidste land du ville flytte til er Tyskland og nu gør du det for en fyr som du har været sammen med i 4 måneder. Altså ffs, I er stadigvæk i honeymoon-fasen" siger Mia
"Ja, jeg er altså også enig med Mia og Luna. Du burde måske lige overveje om det er det rigtige, altså I kan jo stadigvæk gå fra hinanden, sådan I kan vel ikke kende hinanden 100% efter 4 måneder" siger Scarlett.
Olivia rejser sig uden at sige noget og begynder at gå. Jeg rejser mig og går efter hende. "Olivia" kalder jeg da vi kommer udenfor.
"Hvad?" vrisser hun.
"Hvis du vil flytte med Simon til Tyskland så skal du vide du har min fulde støtte og jeg vil hjælpe dig med de ting du har brug for hjælp til. Jeg er så glad på dine vegne at du har fundet dig en fyr som du gerne vil og elsker. Og som elsker dig, det fortjener du. Men lov mig, at du ikke kaster dine drømme væk for hans" siger jeg. Hun kigger mig omsider i øjnene og jeg ser tårerne trille ned af kinderne. Jeg går tættere på hende og trækker hende ind i et kram.
"Men de andre, de vil judge mig og hvad nu hvis de har ret, hvad nu hvis vi går fra hinanden fordi vi ikke kender hinanden godt nok?" spørger hun panisk.
Jeg smågriner "Oli, det er vist tanker alle har. Og ja I har kun været kærester 4 måneder men kendt hinanden over et år og man bliver bare tættere på en anden når man bor sammen. Hvis dig og Simon er klar til at gøre jeres del for at få det til at fungere, så skal det nok det" siger jeg forsikrende
"Sikker?" spørger hun.
Jeg nikker "Ja, ellers så lover jeg dig her, højt og helligt, at jeg vil hjælpe dig med at flytte væk og finde et nyt sted og sørge for du har det godt" siger jeg.
"Du er virkelig min bedsteveninde" siger hun og tørrer tårerne væk.
"Og du er min" siger jeg og vi krammer igen.
YOU ARE READING
Stærkere Sammen // Mathias Gidsel
Fanfiction*ikke rettet endnu, så stavefejl og grammatikfejl forekommer* AN: Dette er 2'eren af "Faret Vild" så læs den først for denne bog giver bedre mening :) Disclaimer; dette er en fanfiktion hvilket vil sige ALT er fiktion. Uddrag: "Luuuuuna, det er en...
