Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 19

Kapitel 19 - EM!

Fredag d. 12. januar 2024

"Helena, Helena, Helena" gentager jeg spændt og løber hen til hende.

"LUNA!" siger hun og omfavner mig. "Det føles som en evighed siden vi sidst så hinanden" siger hun.

Jeg griner "Ja, hele 12 dage" siger jeg drillende og vi griner mere.

"Er du klar til at se drengene give den gas??" spørger hun, mens hun hopper op og ned.

"Ja, tænk nu hvis de går hen og vinder EM også! VM- og EM-mestre" siger jeg spændt.

Hun griner "Jaja Luna, nu er det jo første kamp" siger hun.

Jeg dasker stille til hende "Heyhey, vi skal tro på de kan" siger jeg.

Hun nikker "kommer du til alle kampene i år?" spørger hun.

Jeg nikker "Ja, det er planen, det er rimelig nemt, nu hvor det afholdes i Tyskland og jeg jo allerede bor hernede" siger jeg.

Hun nikker stille. "Hvad med dig?" spørger jeg.

Hun ryster stille på hovedet "nej, det er ikke alle dage jeg kan nå det" siger hun trist.

Jeg krammer hende "det skal nok gå, Emil ved du støtter ham og så hepper jeg bare ekstra højt de dage du ikke er her" siger jeg.

Hun nikker og smiler svagt til mig. "hvad så?" spørger jeg.

"Du ved, de andre på holdets kærester er endelig begyndt at snakke med mig og være veninder med mig for den jeg er, men jeg er bare bange for at hvis jeg ikke kommer til alle kampene at de så stopper og begynder at tænke det samme om mig som før" siger hun og kigger ned i jorden.

"Helena. Det gør de ikke. Nu har de lært dig at kende og ved hvor sød og sjov du er. De ved også at du støtter Emil så meget, og at han godt er klar over det, selvom du ikke er til alle kampe" siger jeg.

Hun smiler mere nu og nikker. "Desuden. Hvis de ikke vil være veninder med dig, så er det i hvert fald deres loss" siger jeg og krammer hende igen.

Hun smiler stort til mig "okay, kom" siger hun og vi går ind til banen for at finde vores pladser. Der er ikke så mange af de andre spillers kærester med i dag. De fleste kommer først til knock-out kampene. Helena og jeg sætter os ved siden af hinanden, jeg læner mig ind til hende og hvisker "se, halvdelen af dem er her ikke i dag, så de skal nødig begynde at snakke om du ikke er her".

Hun smiler til mig og nikker. Der kommer en pige gående op mod os. Jeg genkender hende ikke, jeg vender mig mod Helena "kender du hende?" spørger jeg. 

Hun kigger og ryster på hovedet. Pigen kigger ned i sin telefon, sikkert for at tjekke sin billet. Hun bevæger sig tættere og tættere på os

"Er det ikke kun dem som spillerne har inviteret som sidder her?" spørger jeg Helena mens jeg stadigvæk har øjne på pigen som ser meget forvirret ud.

"jo, det mener jeg i hvert fald Emil fortalte mig" siger hun.

Pigen ender med at spørge en vagt om vej, han peger op på den tomme plads ved siden af mig. "Okay, men hvis det kun er det, hvem har så inviteret hende?" spørger jeg forsigtigt.

Helena trækker på skulderne. Pigen kommer op til os og sætter sig.

"Hej" siger hun forsigtigt.

Helena og jeg smiler til hende og siger i kor "hej".

"Hvad hedder du?" spørger jeg da hun sætter sig.

Hun kigger overrasket på mig "spørger du mig?" spørger hun. Jeg nikker.