Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 51

Kapitel 51 - En undskyldning?

Onsdag d. 22. maj 2024

"Hvad sker der?" spørger hun og jeg fortæller hende det hele.

"Waow..." siger hun da jeg har fortalt det hele. "Sagde han virkelig det?" spørger hun.

Jeg kigger tomt ud i luften og nikker langsomt. "Ja, det gjorde han faktisk" siger jeg stille.

Nanna sukker og sætter sig ned ved siden af mig. Jeg ligger mit hoved på hendes skulder men kigger stadigvæk tomt ud i luften. "Hvad tænker du så, der skal ske nu?" spørger hun stille efter lidt tid. Jeg trækker på skulderne.

"For at være hel ærlig så føler jeg ingenting lige nu" siger jeg og trækker på skulderne igen.

"Du ved, efter den opførsel, så behøver du altså ikke vente på ham" siger hun bestemt. Jeg nikker langsomt igen. "Men jeg må da også sige jeg er spændt på at høre hvilken undskyldning han kommer op med" mumler hun.

Jeg trækker på skulderne. "Det ændrer vel ikke på det han sagde" siger jeg følelsesløst.

Hun tager fat i begge mine arme og kigger mig i øjne "Det er nemlig rigtigt, Luna!" siger hun alvorligt. Hun giver slip på mig og vi sætter os op ad væggen igen. Jeg siger ikke mere. Nanna siger heller ingenting. Efter 20 minutters-tid, kommer Lasse gående.

"Piger, hvad sker der? Den er hel gal" siger han og vi kigger begge forvirret op på ham.

"Hvad mener du?" spørger Nanna.

"Mathias brød lige helt sammen i et interview og endte med at gå væk" siger han.

Jeg smågriner og tager med det samme en hånd op foran munden for at stoppe lyden for at komme ud. Lasse kigger alvorligt på mig. "Er det sjovt?" spørger han forvirret.

Jeg nikker "En smule. Eller nej selvfølgelig ikke, men det er karma for at opføre sig som en nar" siger jeg køligt og rejser mig. Jeg hjælper Nanna op og giver hende et kram og Lasse et klap på skulderen inden jeg går ned til hvor spillerne bliver interviewet.

"Hvad er jeg gået glip af?" hører jeg Lasse spørge Nanna mens jeg går væk fra dem.

Jeg går målrettet ned mod spillerne og da jeg træder ud på banen, bliver jeg mødt af Mathias' træner. "Åh Luna! Godt du er her. Mathias er helt ude af den og han skal altså interviews 3 gange mere inden han har fri" siger han panisk.

Jeg sukker "Jeg har styr på det" siger jeg sikkert og leder efter Mathias.

Træneren sukker lettet "Godt, jeg vidste jeg kunne regne med dig. Han sidder derovre på bænken" siger han og peger på en bænk i hjørnet hvor jeg kan se Mathias sidde og kigge ned i gulvet.

Jeg giver træneren et forsikrende smil og nikker inden jeg går over mod Mathias. Han sidder med hovedet i hænderne og kigger ned i jorden. "Mathias" siger jeg og han kigger op. Han har et trist ansigtsudtryk og røde øje.

"Luna... jeg-"

Jeg tager hånden op som tegn til han skal stoppe. "Senere. Nu skal du mande dig op og tage at blive interviewet så vi kan komme hjem. Du har altid sagt, at det er vigtigt ikke at blande arbejde sammen med dit personlige liv for meget" siger jeg bestemt.

Han nikker stille. "Jeg var bare så bange for du ville tage væk imens og jeg vil hellere fikse tingene med dig end at blive interviewet. Du er vigtigere" siger han stille.

Jeg tager mig selv i kort at smile over de søde ord. "Mathias, nu skal du lige lægge det til siden og så snakker vi når vi kommer hjem og jeg skal nok være her imens" siger jeg og giver ham et alvorligt blik.