Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kapitel 92

Kapitel 92 - Syg

Mandag d. 23. september 2024

"Jeg hader snot" brækker jeg mig efter jeg har pustet næse for 20. gang i dag.

Mathias ligger i sengen og ser ret skidt ud. Han smågriner over det men det ender bare ud i, at han begynder at hoste helt vildt meget. 

"Du ser godt nok lidt bleg ud" siger Mathias.

Jeg lægger hovedet på skrå "Ih tak, skat" siger jeg drillende. Jeg lægger min ned under dynen sammen med ham. Han lægger armen rundt om mig.

"Shit du er varm" siger vi i munden på hinanden.

"Jeg sværger, det er dig der har taget det her sygdom med hjem" siger Mathias drillende.

"Ahva nej" siger jeg.

"Jo du bliver så let syg" siger han og smågriner. 

"Min krop gør ondt" brokker jeg for at tale om noget andet. Han smågriner.

"Også min. Jeg føler mig godt nok sølle" siger han.

"Det er godt vi har hinanden" siger jeg og putter mig tættere ind til ham, da jeg fryser.

"Skat da, du ryster helt. Fryser du?" spørger han bekymret. Jeg nikker. Han kysser mig på panden. "Jeg går ud og laver noget te, så kan du få varmen af den og min hals ville vist heller ikke tage skade af det" siger han mens han stemme bliver mere og mere rå af at tale.

Jeg smiler taknemlig til ham og pakker mig mere ind i dynen. Mens Mathias laver te i køkkenet, rykker jeg vores ting ind i stuen, så vi kan se noget på fjernsynet. Jeg rykker sofaen sammen og fylder den med dyner, tæpper og puder. Mathias kommer ind og smiler til mig.

"God ide" siger han. Han rækker mig teen jeg tager imod den.

"Tak Matti" siger jeg og smiler taknemligt. Jeg drikker teen som hjælper en smule. Vi lægger os tæt i sofaen og sætter en film på. Mathias nusser på automatik min arm og jeg smiler stort over det. 

"Du ved, jeg tror måske at næste gang vi begynder at være lidt syge, så lytter vi til vores kroppe med det samme og tager en pause i stedet for at presse os selv og blive sådan rigtig syg" siger han med en svag stemme og et smil på læben.

Jeg nikker og tager min hånd i hans "Ja, det er lidt en påmindelse om, hvor vigtigt der er at vi tager vare på os selv og hinanden. Men det er en god ting ved at vi er syge sammen" siger jeg.

Han smiler "Ja, og hvad er det så?" spørger han.

"At jeg har en hel dag med dig på sofaen" siger jeg kærligt.

Han smiler stort kysser mig på panden "Ja, det er rigtigt. Det er alligevel noget positivt".

Vi tilbringer resten af dagen i sofaen i hinandens selskab mens vi deler øjeblikke af latter og ømhed. Mathias fortæller mig også historier om sine yngre dage som håndboldspiller og før han blev håndboldspiller. Til aftensmad, får Mathias slæbt sig selv ude i køkkenet og laver en simpel suppe mens jeg dækker bord ved sofabordet og mens vi spiser suppen, er det som om at sygdommen træder i baggrunden for en kort stund og vi bare kan nyde hinandens selskab. Mathias tager min hånd og kigger mig i øjnene.

"Du ved, selvom vi begge er syge, så er det øjeblikke som dette, der minder mig om hvor heldig jeg er" siger han og smiler. Jeg smiler stort tilbage. "Jeg er virkelig glad for at have dig ved min side, selv når vi ikke er på toppen".

Jeg smiler endnu mere og glemmer hans hånd. "Jeg er også virkelig glad for at have dig, Matti" siger jeg og rødmer. Vi lægger os over i sofaen igen og fortsætter med at se den film vi var i gang med. Jeg føler mig altid så trygt i Mathias' arme og selvom vi er syge og ingen af os har det store overskud, så er der en følelse af ro og tryghed i luften. 

I dag blev en påmindelse om, at vi er der for hinanden både i sygdom og i sundhed. Selvom vi begge har det meget skidt, kunne vi godt finde overskuddet til at hjælpe hinanden og tage sig af hinanden. 

"Tak Matti" siger jeg stille.

"For hvad?" spørger han forvirret.

"For at passe på mig" siger jeg. Han smiler stort og trækker mig tættere ind til ham.

"Altid Luna" siger han halvalvorligt og kysser mig på panden.