Kapitel 69 - Endnu en sejr
Lørdag d. 27. juli 2024
"Matti, rolig. Den ligger på bordet på badeværelset" siger jeg, da Mathias går panisk rundt på hotelværelset og leder efter hans trøje. Han skynder sig ud og finder den. Han kommer tilbage og har taget trøjen på og har et stort smil. Han sætter sig på kanten af sengen, hvor jeg stadigvæk befinder mig - under dynen.
"Du når at komme op af sengen, så du kan se mig spille kamp ik?" spørger han, nærmest med en smule bekymring i stemmen.
Jeg smågriner og nikker. "Jo, Matti. Jeg ville ikke misse den for noget jo".
"Nårh ja, du er min største fan. Havde jeg lige glemt" siger han drillende.
Jeg dasker til ham "det kan du da ikke bare glemme" siger jeg.
"Okay okay frøken, vi ses senere så" siger han og rejser sig fra sengen. Jeg tager fat i hans arm og trækker ham ned i sengen igen.
"To ting" siger jeg og kigger ham alvorligt i øjnene.
"Ja?" siger han afventende.
"Et, Du skal ikke kalde mig frøken og to, du kan da ikke gå uden at kysse mig" siger jeg og laver for sjov et trist ansigt, hvilket får ham til at rulle øjne af mig og grine.
"Okay, et, havde ikke tænkt mig at gå uden at give dig et kys" siger han og lukker så afstanden mellem os så vi kysser. Vi trækker os fra kysset og han smiler stort. "Og to, så må jeg faktisk gerne kalde dig frøken, for det er hvad du er" siger han og tager min hånd og nusser.
Jeg ruller øjne af ham "og hvis skyld er det?" spørger jeg drillende og vifter med hånden.
"Nånå, vil man gerne være Fru. Gidsel?" spørger han drillende og læner sig tættere ind til mig.
"Hellere det end en frøken" siger jeg drillende, hvilket får ham til at rulle øjne mens han griner.
"Jeg elsker dig Luna" siger han så alvorligt.
"Jeg elsker også dig, Matti" siger jeg og smiler stort til mig. Han smiler tilbage og lægger sig så ned i sengen ved siden af mig. Jeg kigger forvirret på mig men han åbner sine arme, så jeg lægger mig i dem.
"Du ved, en dag, så kunne da være meget rart at blive gift. Synes du ikke?" spørger han mens han kigger ud i luften.
Jeg kigger forvirret på ham "Spørger du mig eller luften?" spørger jeg for at lette den lidt alvorlige stemingen Mathias har lavet.
Han smågriner og drejer hovedet så vi kigger hinanden i øjnene "nok dig" siger han og smiler.
Jeg trækker på skulderne "Jeg har faktisk aldrig tænkt over det for at være helt ærlig" siger jeg stille.
Han kigger overrasket på mig "Hvorfor dog ikke det?" spørger han.
Igen trækker jeg på skulderne "Altså, da jeg var yngre var det min drøm blive gift og have det perfekte bryllup med den perfekte mand og få det perfekte liv men så blev jeg ældre og indså hvordan verden er" siger jeg og griner lidt over hvor åndssvagt det lyder. Mathias og jeg har stadigvæk øjenkontakt og han venter på jeg fortsætter. "Ja, men så med den første kæreste jeg havde, troede jeg jo det skulle være sådan men det blev det ikke og så lovede jeg bare mig selv ikke at blive fanget sådan i 'noget der ku være' og i stedet for så leve i nuet. Giver det mening?" siger jeg, selv forvirret over hvad jeg lige har sagt.
Han ligge hovedet på skrå "måske en smule. Du vil ikke tænke for meget på fremtiden, fordi det kan ødelægge nutiden?" siger han spørgende.
Jeg nikker "Ja, præcis. Årh, det er træls du er så god med ord og til at udtrykke dig" siger jeg. Han trækker mig tættere ind til ham og kysser mig på kinden.
"Jeg kan godt lide at leve i nuet med dig" siger han og smiler stort.
"Også mig med dig" siger jeg og smiler.
"Men du svarede faktisk ikke" siger han.
"På hvad?".
"Ja, om du gerne vil giftes med mig en dag".
Jeg smiler stort "Hvis jeg skal giftes, så skal det være med dig" siger jeg og smiler stort. Han smiler stort tilbage og rejser sig fra sengen. Han kysser mig hurtigt på munden og siger farvel inden han løber ud af døren, da han er ved at komme for sent afsted til at gøre klar til kampen mod DR Congo.
Jeg ligger lidt længere tid i sengen inden det er tid til jeg står op og gør mig klar. Selvom alle oddsene siger at vi vinder i dag, er det vigtigt for mig - og Mathias - at jeg er med til alle kampene. Det banker på døren og jeg åbner. Det er Helena. Hun skal også med til alle kampene - lige gyldigt hvor 'vigtig' og hvor stor chance der er for at vi vinder for det er vigtigt for hende og Emil.
"Er du klar?" spørger hun og jeg nikker. Vi går sammen ud af hotellet og den korte tid hen til hallen. Vi tjekker ind med vores billetter og finder vores sted. Jeg opdaterer holdets sociale medier mens vi venter på kampen skal gå i gang.
Spillerne bliver kaldt ind og vi synger nationalsang. Kampen går i gang og Danmark starter med bolden. Det er en ikke den bedste start, da Jacob starter med at brænde og Dr Congo scorer. Dog får drengene hurtigt vendt spillet, og da der er gået 5 minutter er vi foran med 2 mål. Føringen bliver større og større som tiden går og vi går til pause 23-10 til Danmark. Helena og jeg laver en TikTok i pausen sammen med nogle af fansene som bliver rigtigt sjov. Kampen går i gang igen og Danmark bliver ved med at holde fast i den store føring selvom Nikolaj har valgt at skåne nogle af "bedste" spillerne og taget dem ud på bænken - her iblandt Mathias. Kampen ender 39-19 til os. Selvom det har været klart fra stort set starten at vi ville vinde, hepper Helena og jeg stadigvæk højt på holdet.
Vi skynder os ned til kanten igen, ligesom til sidste kamp. Da der igen ikke er så mange danske tilskuer, hvilket gør vi sagtnes kan komme til her. I dag, kommer Mathias og Emil gående sammen hen til os. De går meget langsomt.
"100% Emil siger 'hvad så ladies?' når de kommer herhen" hvisker Helena til mig.
Jeg griner og nikker "Ja og så siger Mathias bagefter 'Fik I heppet godt?'" siger jeg. Hun griner og nikker. Drengene kommer hen til os. Vi smiler til dem.
"Hvad så ladies!" siger Emil.
"Fik I heppet godt?" spørger Mathias med det samme.
Helena og jeg står helt stille et sekund men kigger så på hinanden og griner. "Åh vi kender dem for godt" siger Helena og jeg nikker.
"Hvad sker der?" spørger Mathias.
"Helena og jeg gættede på hvad I ville sige når I kom herhen" siger jeg og vi griner videre.
"Jeg gætter på I gættede rigtigt" siger Emil spørgende.
Helena nikker "Ja, også ikke bare sådan lidt. Ordret" siger hun og vi stopper med at grine.
"Okay, det er da lidt impornede" siger Mathias.
Helena og jeg nikker. "Hvad kan vi sige, vi kender bare vores fyre godt" siger jeg.
Mathias smiler og kommer omsider tæt nok på til at få et kys. "Nå, jeg måtte godt få et kys. Var ved at blive i tvivl med alt det grineri" siger han drillende.
Jeg ruller øjne af ham "Du må altid få et kys" siger jeg mens jeg stadigvæk har armene rundt om hans hals. Hans arme er rundt om mit liv. Jeg smiler stort og mærker nærmest hvordan det lyser op i mine øjne af at se på Mathias.
"Du siger det ikke" siger han halvbestemt og griner.
"Meeeeen...." siger jeg stille. "Det er jo rigtigt".
Han sukker "Du siger det hver gang".
"Fordi det er sandt hver gang" siger jeg og laver et trist ansigt.
"Bliver du glad hvis du må sige det?" spørger han og jeg nikker ivrigt. Han sukker opgivende "okay, så sig det" siger han.
Jeg smiler stort "Du spillede virkelig godt i dag" siger jeg. Mathias smiler også og krammer mig tæt.
Han ryster på hovedet men griner alligevel lidt. "Tak skat, det er jeg glad for du synes" siger han.
Jeg læner mig ind til ham. Han kysser mig i håret og holder mig tæt. Jeg smiler stort selvom han ikke kan se det og nyder bare at stå i hans arme.
YOU ARE READING
Stærkere Sammen // Mathias Gidsel
Fanfiction*ikke rettet endnu, så stavefejl og grammatikfejl forekommer* AN: Dette er 2'eren af "Faret Vild" så læs den først for denne bog giver bedre mening :) Disclaimer; dette er en fanfiktion hvilket vil sige ALT er fiktion. Uddrag: "Luuuuuna, det er en...
