Stærkere Sammen // Mathias Gidsel

Kaptiel 79

Kapitel 79 - Typisk...

Torsdag d. 22. august 2024

Jeg slæber mine ben op ad trappen til lejligheden. Jeg sukker dybt da jeg endelig står foran døren. Jeg har været afsted hele dagen. Jeg har været rundt til forskellige firmaer og holde møder omkring mine sociale medier da den bliver ved med at vokse - derfor vil flere gerne lave samarbejd med mig; hvilket jeg er meget taknemligt for.
Jeg sætter nøglen i døren og låser op. Jeg åbner døren og jeg går ind. Jeg tager mine sko af og hænger jakken på hagen. Jeg ser Mathias' jakke også hænger der. Et smil breder sig over mit ansigt.

"Matti?" Kalder jeg. Intet svar. Jeg går ind i stuen, hvor han sidder i sofaen og ser fjernsyn. Jeg smiler men han kigger slet ikke min vej. "Blev du færdig med træning før tid?" Spørger jeg, da han er hjemme tidligere end han sagde han ville.

Han drejer hovedet og vi får øjenkontakt. Han er sur. Jeg kigger forvirret på ham. "Matti, hvad sker der?" Spørger jeg med bekymring i stemmen.

"Hvor har du været henne?" Spørger han med hævet stemme. Jeg mærker en klump i halsen med det samme.

"Jeg-" begynder jeg men han afbryder mig.

"Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad" siger han surt med højt hævet stemme. Mit hjerte begynder at banke hurtigere.

"Kan vi ikke lige snakke roligt til hinanden?" Spørger jeg stille.

Men han svarer ikke på mit spørgsmål og fortsætter i samme toneleje "Og har du måske gidet at tage din telefon for én gangs skyld i dit liv". Han rejser sig fra sofaen og går et skridt hen imod mig men jeg træder med det samme tilbage af ren refleks. Jeg føler ikke jeg kan få vejret, og jeg kan se Mathias snakker videre surt men jeg hører ikke et ord af hvad han siger. Verden står stille for mig og mit hjerte sidder helt op i halsen på mig. Jeg mærker hvordan min krop begynder at ryste og jeg træder endnu et skridt bagud for at få mere afstand til Mathias. Jeg rammer væggen og prøver at få kontrol over min krop igen. Mathias bliver ved med snakke - eller rettere råbe og går frustreret rundt.

Jeg sætter mig ned på gulvet, da mine rystende ben giver efter. Først nu, kigger Mathias på mig og jeg kan se hvordan hans blik ændrer sig fra surt til bekymrende med det samme. Han går hen imod mig men jeg sender ham et afvisende blik, der får ham til at stoppe op ved sofaen. Han sætter sig på gulvet. Vi sidder i stilhed. Jeg ved ikke hvor lang tid der går før Mathias siger noget.

"Luna" siger han meget bekymrende. Først nu opdager jeg tårerne løber ned af mine kinder men jeg lader dem. Han prøver at række tættere på mig og uden jeg ved hvorfor trækker jeg benene tættere på mig selv og holder om dem, hvilket får ham til at stoppe op.

"Jeg-" prøver jeg at sige men ingen ord kommer frem. Han kigger forsigtigt og afventede på mig. "Jeg vil gerne have en oplader til min mobil" siger jeg stille med rystende stemme. 

Han nikker og rejser sig. Først nu opdager jeg at han går underligt på hans ene ben. Han kommer tilbage og rækker mig opladeren på afstand, jeg sætter den i stikket bag mig og bagefter i mobilen. Vi sidder i stilhed og efter lidt tid lyser mobilen op. Jeg tager mobil op og Mathias rejser sig fra at gå.

"Matti" siger jeg uden at vide hvad jeg vil sige. Han vender sig og kigger på mig og da jeg skal til at åbne munden for at sige noget, ringer min telefon. Det er Helena. Jeg kigger på telefonen og så op på Mathias igen.

"Jeg går lige over til Lasse lidt" siger han og går ud af døren til lejligheden. Jeg har lyst til at løbe efter ham og finde ud af hvad der foregår men mine ben kan ikke rejse sig. Telefonen ringer stadigvæk og jeg tager den omsider.