Brandens konsekvenser
"Sedlerne hænger ude på gangen, tak for jeres opmærksomhed" var det sidste rektoren sagde, inden alle stort set løb ud fra hallen, for at se hvor man skulle flyttes hen, og hvem man skulle derhen med. Mackenzie og jeg var overraskende hurtig ude af hallen, og nåede heldigvis hen til en af sedlerne hvor vores navne var placeret på et eller andet sted. Jeg skimmede hurtig sedlen igennem, men jeg kunne simpelthen ikke finde mit navn, og Mackenzie kunne heller ikke. Der gik et stykke tid før det egentlig gik op for os, at der hang 6 sedler rundt omkring på væggene i gangen, og at hver seddel var hver skole. Så vi kunne ihvertfald konstatere at ingen af os skulle gå på Floorsteel High School.
Vi kiggede os hurtig omkring, og så hvor omringet og crowded hele gangen var. Folk maste sig nærmest bare igennem andre, og skubbede. Vi blev derfor hurtig enige om, at vi ventede til folk lidt havde fundet ud af hvor de skulle være, og så kunne vi finde ud af det bagefter. Vi placerede os ude foran Mackenzie's skab og ventede i hele 45 min på, at folk kunne blive færdige. Da vi endelig rejste os op var der kun omkring 25 mennesker som stadig manglede, at finde ud af hvor de skulle gå, og det var overskuelig nok at gå rundt mens de var der. Mackenzie og jeg gik til hver vores seddel, og skimmede efter hvor vi stod, og forhåbentlig begge to. Jeg nåede hen til den første seddel og læste hurtig navene igennem, og det var der det egentlig gik op for mig hvor få mennesker jeg egentlig kendte, eller vidste hvem var. Men ihvertfald stod jeg ikke på den seddel, så jeg løb hurtig videre til en anden.
Sarah Bush, Nick Raven, Oakley Toshyl, Tyler Flintshogh, Melanie tough Umbrel......... Og nej her stod jeg altså heller ikke.
"Mackenzie?" sagde jeg, og fandt hende hurtig ved en seddel.
"Har du heller ikke fundet os?" sagde jeg.
"Nope...Ihvertfald ikke endnu"
Jeg rettede igen mit ansigt mod en ny seddel, og skimmede den hurtig igennem, men det var heller ikke den her skole nogen af os skulle gå på. Jeg begyndte at blive en anelse irriteret, og slog let min håndflade ind i væggen. Lige da jeg vendte mig om, så jeg at Mackenzie også var færdig med hendes seddel, og hendes smil bredte sig som et lyn over hele hendes ansigt.
"Er du for real?" sagde hun. Eller nærmere skreg.
Jeg fattede ikke hvad hun fablede om da jeg stadig var irriteret, men det gik langsomt op for mig at det var fordi der kun var én seddel tilbage, og at det måtte betyde at vi skulle gå på samme skole!
"O.M.G" sagde jeg virkelig sent, og løb straks hen til sedlen. Kom nu please sig at det er rigtig. Vi skimte begge to hurtig sedlen til North Side High School.
Zoella Winter, og lidt længere nede stod Mackenzie Summer. AYYYE, YEES MAN! Jeg gav Mackenzie et stort kram, samtidig med jeg flashede hele mit smil ud mod gangen. Vi blev hurtig stoppet i vores bamsekram da Matthew Warren kom, sammen med en af hans bro's.
"Skal 12 - tals pigen Zoella gå på North Side High School?" sagde han virkelig nederen. Altså hvem fanden havde pisset på hans sukkermad?
"Ja det skal jeg faktisk! Har du et problem med det?!" sagde jeg koldt, og med ned stirrende øjne mod ham.
"Det ved jeg squ ikk? Det kommer meget an på-" sagde han, og måbede helt, mens hans blik langsomt forsvandt hen på Mackenzie som bare stod uskyldig bagved.
"Mackenzie Summer!" udbrød Matthew, og slog hans ven hårdt på skulderen, som bare ignorerede det. Hans øjne flakkede lidt, og gad ihvertfald ikke rette sit blik over på hende.
"Ja here I am!" Sagde hun sarkastisk, så jeg kunne ikke lade vær med at vise et lille smil frem.
"Og hvad fanden er der lige sket med dig? Du er godt nok blevet en KOLD nar" sagde hun, og ændrede straks sin attitude til ærgerlig. Jeg stod bare der og fattede absolut ingenting overhovedet. Der var ihvertfald et eller andet Mackenzie havde undladet at fortælle mig, men altså på den anden side vi havde jo først lige lært hinanden at kende.
Matthew grinede bare, og kørte derefter hans hånd igennem hans brune gyldne hår.
"Hva' med dig Jason? Er du også bare blevet et røvhul" og Mackenzie var bare fuldstændig ligeglad med drengenes tanker om hende.
"Arghh! Bare rolig Mackenzie, jeg er bare blevet ældre" sagde ham der åbenbart hed Jason. Mackenzie nikkede bare, og rettede derefter sit blik på mig.
"Nårh boys, vi ses" sagde hun, og klappede Jason på skulderen, hvorefter hun tog fat i min arm og træk mig hen ad gangen.
"Zoella!" Jeg vendte mig hurtig om, og så at Matthew kiggede med hans lidt mindre kolde blik denne gang
"Det undrer mig bare, at du ikke har sagt tak for hjælpen endnu" tilføjet med et vinderblik.
Jeg nåede lige at vende mig om, inden min krop nærmest bare frøs helt til is. Jeg kunne ikke bevæge min krop, det eneste jeg kunne var at tænke alle mulige tanker igennem, i min allerede overarbejdede hjerne. Var det Matthew som havde hjulpet mig ud fra klasselokalet? Var det ham som havde reddet mit liv? Hvorfor fortæller han mig det på den måde? Var det en fejl at han reddede mig? Omg...Jeg kunne simpelthen ikke tro det. Jeg kunne ikke klare mere....
"Zoella er du okay?"
"Vi er bare nødt til, at komme ud herfra nu" sagde jeg, og sank dybt en klat spyt.
Da vi landede ude i Mackenzie's bil sad jeg bare og stirrede ud af forruden. Jeg var helt chokeret.
"Zoella. Ville du fortælle mig hvad der sker?" sagde hun lidt utålmodigt, men stadigvæk ret bekymret.
"Du ved...Jeg lagde inde i klasselokalet, og var minutter fra at-" sagde jeg og klemte mine øjne hårdt sammen for ikke at græde. Jeg kunne mærke min krop langsomt begyndte, at ryste og jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe det. Ingenting.
"Og kunne have været få minutter fra at blive brændt inde"
"Mmmh" og Mackenzie havde sit blik rettede lige imod mig.
"Du ved også at jeg ikke vidste hvem det var som havde reddet mig"
"Yeaah" men hun fattede det stadigvæk ikke, hvilket undrede mig lidt.
"Matthew fortalte lige, at det var ham! At det var ham som havde reddet mig. At det var ham som havde revet mig ud, og hjulpet mig ind i ambulancen"
Jeg kiggede stadigvæk ud af forruden, og jeg kunne stærk fornemme at Mackenzie også blev en anelse chokeret.
"Hvis jeg skal være helt ærligt, undrer det mig ikke. Matthew har altid været den der helt, som bare skulle redde alt og alle"
"Men jeg forstår ikke... Matthew og jeg afskyer jo hinanden!"
"Tro mig" afsluttede Mackenzie med et lille gemt smil på læben.
"Hvor kender du dem egentlig fra?" spurgte jeg lidt for nysgerrigt.
"Thh" grinede Mackenzie.
"Lang historie kort. Jeg gik i Junior High med dem, og det første år i High School. Og Mackenzie her plejede, at være en af de populære girls her" sagde hun og grinede plat.
"Men ting skete, og mine forældre mente at det var bedst for mig hvis jeg prøvede noget nyt og en helt ny High School, og jeg har faktisk ikke holdt kontakten med nogle her overhovedet!" tilføjede hun. Det var som om hun undlod, at fortælle mig noget? Eller det følte jeg ihvertfald hun gjorde.
"Jeg plejede egentlig bare at gå med pigerne, som godt kunne lide drengene. Og med drengene mener jeg selvfølgelig Matthew, Jason og deres venner, fordi det er ikke fordi jeg rigtig har været venner med nogle af dem? Men de har godt nok ændret sig!" sagde hun, og så helt forbavset ud.
_______
"Er det her du bor?" Mackenzie var helt chokeret, og hun var ikke den første som havde reageret sådan.
"Ja" sagde jeg, og prøvede at virke stolt. Selvom det var svært.
"Hold da op!..Det er squ da mega hyggeligt her" Og det havde jeg så ikke lige regnet med, at hun ville sige. Nærmere et eller andet med WTF? Hvordan kan du bo her?
"Ja. Til tider" sagde jeg inden jeg steg ud af bilen og vinkede forsigtig farvel til hende. Hun dyttede næsten hele vejen ud, hvilket jeg lige var ved at få grineflip af. Hun var virkelig en ener, og en pige for síg.
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
