Back again
"Livstid til den største mafialeder Peter Wanington efter 2 ugers hård retsag" Jeg vågnede op til overskrifterne af mit livs største lettelse. Han havde fået livstid? Jeg vidste godt det han havde lavet var virkelig ulovligt, og fucked up, men at det var på betingelserne for livstid? Jeg var helt forvirret.
"Mor, han har fået livstid" Sagde jeg og sprang i favnen på hende.
"Åhh Zoella, jeg har skam allerede set det" Jeg krummede mig helt tæt til hende, og havde slet ikke lagt mærke til at der sad en mand i fint tøj overfor os. Jeg kiggede på rynkede bryn på ham, og et smil blev sendt imod mig.
"Zoella det her er Sean" Hun præsenterede mig kort for ham, og jeg anede ikke hvem han var. Jeg stod bare her i det grimmeste outfit, og totalt uglet hår.
"Det er så nu du møder min kæreste" What a bombe fra morgenstunden af. Jeg gik totalt i spånder, og stod bare og stirrede på min mor.
"Din kæreste?" Gentog jeg, kiggede igen på Sean.
"Jaer" Hun lød pavestolt, og det var helt rart at se min mor lykkelig. Det skinnede ligefrem ud af øjnene på hende.
"Jeg har ikke fortalt dig noget, da jeg ikke havde lyst til at bringe noget uofficielt ind i dit allerede hektiske liv, men jeg synes timingen virkede til at være der nu" Sagde hun, og tog blødt fat i min hånd. Mit hektiske liv, hvad mener hun dog med det?
"Det er da fantastisk" Sagde jeg oprigtig glad for min mors vegne, og ham Sean virkede også som en rigtig flink fyr.
"Tak Zoella" Min mor gav mig et kram, og hviskede mig blidt i øret.
"Matthew har haft ringet" Sagde hun inden jeg trak mig fra krammet.
"Han spurgte efter dig" Sagde hun, og gik hen mod Sean.
"Okay, tak" Sagde jeg bare tomt, og gik derefter op for at tage noget tøj på. Kunne jeg endelig få lov til at leve mit liv bare nogenlunde normalt?
Kunne jeg endelig få lov til at trække vejret igen?
Jeg kørte kort minderne igennem mit hovede, og lod dem passere forbi.
Redet af Mathew da skolen brændte, mødte Mackenzie, ny skole, fik en kæreste som voldtog mig, blev fuld for første gang, fik spiseforstyrrelse, fik den bedste coach Matthew som hjalp mig, kom til huset hvor vi blev behandlet som slaver, blev reddet igen af Matthew, kyssede Matthew for første gang, fandt ud af at Matthew var med i en bande, risikerede mit liv for Matthews skyld, var vidne i en retsag, og nu står jeg her 3 uger efter Jacks retssag. Uden ét eneste problem, kun at jeg ikke vidste om Matthew og jeg stadig kunne redes. Jeg tog mig sammen, og gik med hastigt tempo ned til skolens fodboldbane. Jeg vidste de skulle spille en virkelig vigtig kamp idag. Hvis jeg ikke tager fejl er jeg faktisk ret sikker på at det var finalen, eller semifinalen.
Da jeg kom derned, var banen fuldstændig tom, men jeg vidste at Matthew altid kom minimum 30 minutter før alle andre spillere, for at træne for sig selv. Jeg besluttede mig for at blive og vente på ham. Hvilket så endte med at være 2 timer.
Imellemtiden besluttede jeg for at skrive en besked til Mackenzie, og jo vi havde snakket siden hendes mentale breakdown over mig for snart 3 uger siden. Men hun havde ret. Så ret, at det havde fået mig til at side her. Jeg sad og skrev alt muligt, indtil en skygge ramte mig. Først tænke jeg det var solen, men den dækkede kun mig.
Jeg kiggede genert op, og så hvordan Matthew stod to rækker foran mig og kiggede. Jeg rødmede en smule, og blev helt rundtosset af at se ham.
"Hvad laver du her?" Spurgte han med en rynke i panden, og selv dét så mega sexet ud.
"Venter på dig" Sagde jeg ligeud.
"Så vidt jeg ved havde vi da ikke en aftale?"
"Nej, den aftale lavede jeg med mig selv for 2 timer siden"
"Har du sættet her i 2 timer?" Hans øjne blev helt store, og han kom langsomt op ved siden af mig.
"Det kan jeg vel ikke benægte"
"Jeg ville gerne snakke med dig" Jeg kiggede på ham, og fik dyb øjenkontakt med ham.
"Jeg ville faktisk også gerne have en snak med dig"
"Hvorfor har du ikke skrevet eller ringet til mig?" Jeg strammede min stemme, jeg var virkelig nervøs.
"Hvorfor har du ikke?" Sagde han lidt koldt.
"Jeg..." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
"Er du nervøs?" Sagde han, og trak en miné inden hans elskværdige smil viste sig på hans læber.
"Hør Zoella, kan vi please stoppe alt det her?" Han tog fat i mine hænder, og hans humør ændrede sig som et blink med øjet.
"Jeg kan ikke klare at jeg ikke ved om jeg må kysse sig, rører dig, nusse dig eller noget som helst-det eneste jeg ville er at bruge al min tid sammen med dig" Alt blodet indeni mig susede rundt, og gjorde mine kinder helt røde.
"Jeg tænker på dig hele tiden, og jeg kan ikke andet end at tænke hver gang jeg ser dig gud hvor jeg elsker den pige"
"Matthew......" Jeg lagde mig hovede bagover, og tog en dyb indånding.
"Kan vi starte forfra?"
"Helt forfra" Tilføjede jeg, og mærkede hans varme i hænder.
"Helt forfra" Sagde han, og gik et stykke væk fra mig?...
"Hvad skal du?" Han kunne da ikke bare gå nu?
Han vendte sig bagefter om, med hans smittende smil, som gjorde mig helt blød i knæene.
"Hej, jeg er Matthew Warren" Sagde han, og tog min hånd inden han plantede et blidt kys på min håndflade. Jeg udbrød hurtig i latter, over hans romantiske gestus.
"Zoella Winter" Sagde jeg nikkende.
"En fornøjelse at møde dem" Han blev ved, og inden han nåede at gøre mere tog jeg fat i hans kæber og lagde min læber på hans. Han var min! Matthew Warren var min IGEN!
Min underbevidsthed hoppede af glæde.
"Vil du please komme til finalen idag? Jeg ville gerne have dig med til den fest bagefter" Sagde han efter kysset.
"Jeg tænker ikke du har lyst til at fejre et nederlag hvis i taber" Sagde jeg med en rynke i panden.
"Jo, jeg kan fejre at jeg igen er sammen med verdens smukkeste pige"
Jeg lagde mine arme omkring ham, og duftede til hans dejlige hår.
"Okay så" Hviskede jeg i hans ører, og kyssede det blidt, inden jeg fniste kort i hans ører.
आप पढ़ रहे हैं
Zoella Winter's kamp
किशोर उपन्यास"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
