Zoella Winter's kamp

Kapitel 40

"HVAD HELVEDE MATTHEW? ER DU MED I EN FUCKING BANDE?!" Jeg var rasende, argh man!

"Zoe lad mig forklare" Sagde han roligt, og tog fat i min hånd som jeg hurtig trak til mig igen. Det sidste jeg havde lyst til var hans berøring, på mit brændende hud. 

"LAD VÆR MED AT KALDE MIG ZOE, OG DU SKAL IKKE RØRE MIG"

18 timer før 

-Langt kapitel-

Torsdag aften, og jeg sad bare og nød den med Matthew. Hans seng havde det blødeste betræk som fik spidserne af mine fingre til at dirre, og det hele blev langt mere kærligt, da jeg lagde afslappet i hans store favn.
Jeg kunne slet ikke tro at jeg lige var blevet kærester med Matthew, mit hovede gav mig slet ikke lov til at tro på det. Jeg ventede bare på at vågne op fra den her drøm, men det var ikke en drøm. Jeg sad bare og nød det hele fra en lyserød sky. 

"Hør Matthew....Jeg har aldrig sagt ordentlig tak til dig..." Jeg satte mig op, og rettede kort på min trøje, inden jeg gik ind til en dejlig øjenkontakt med ham. Han sagde ikke noget, men trak øjenbrynene sammen istedet, som tegn på at han ikke anede hvad jeg mente.

"Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig skulle have hjælp af den her nar, som jeg så dig til at starte med, men som har vist sig at være en af de mest godhjertede, betænksomme, rareste og tillidsfulde person jeg nogensinde har mødt. Jeg behandlede dig ikke med respekt, eller det gjorde ingen af os til at starte med, men stadigvæk tilbød du din hjælp til mig den "fremmede", i den tid hvor livet virkelig var op ad bakke for mig.  Selv den gang du redede mig fra branden hvor jeg kunne have været død. Jeg har aldrig fortalt hvor meget jeg har værdsat sin hjælp, fordi hvis det ikke var for dig......"Jeg tog en dyb indånding, og gjorde virkelig meget for ikke at begynde at græde.

"Havde jeg nok ikke haft kræfterne til, at kæmpe så hårdt som jeg gjorde....Og for at vise dig at jeg godt kunne, jeg ville have du skulle være stolt" Sagde jeg og tog fat i begge hans hænder, og holdte den nervøst i hånden. 

"Du er den person som har givet mig hesteskoen, til at komme op på hesten igen" Sagde jeg og havde et par tårer trillende ned ad min kind, mens vi begyndte udstødte et kort grin. 

"Zoe...Selvfølgelig ville jeg da hjælpe dig" Sagde han og lænede hans pande mod min.

"Men hvorfor? Jeg havde aldrig snakket pænt til dig, eller vi havde faktisk aldrig haft en "pæn" samtale" Sagde jeg nysgerrigt. 

"Jeg tror alt det med min søster spillede meget ind, og så.....Jeg synes bare der var et eller andet specielt ved dig, som jeg ikke havde set ved andre piger. Du vidste en eller anden form for selvsikkerhed og selvstændighed på en anerledes måde, hvilket jeg åbenbart fandt meget tiltrækkende...Og så da jeg så dig på gangen en af dagene, og mislykkedes prøvede at snakke med dig, vidste jeg hvad klokken havde slået. Du bragte mange minder frem om min søster, så jeg besluttede mig for, at hjælpe dig uanset om du ville det eller ej" Sagde han, og så helt rørt ud. 

"Og jo længere hen vi kom, jo bedre venner blev vi også, og til sidst kom følelserne så også. Jeg havde ikke regnet med, at fordi jeg ville hjælpe dig, at vi ville ende her som....Kærester" Han afsluttede ham selv, mens jeg bare sad og smilede stort.

"Tusind tak Matthew" Jeg gik ind til et kram, som blev et virkelig blødt et af slagsen. 

"Så lidt"