Væk derfra?
Vi kørte derudaf og for at være helt totalt ærligt, så var jeg skide bange. Ville Miss Queenbroox ende med at ruinere min mor og jeg? Hvis det skete var det en enorm svær vej, min mor og jeg skulle tilbage på. En længere vej end fra Skagen, til det sydligste punkt i Afrika, + en masse bakker og dale samt floder, og hav med enorme bølger og HAJER!
"Matthew..." Min stemme var svag, og rystende som tegn på min vilde nervøsitet.
"Jaer" Han tog langsomt fat i min hånd på mit lår, og kærtegnede den blidt.
"Hvad nu hvis det går galt? Miss. Queenbroox kan smadre os totalt" Jeg rettede mit blik mod ham, og så hans lille bekymrende rynke i panden.
"Det hele skal nok gå" Hans håndflade var en smule svedig, og det fik mig til at kampsvede af ren angst.
"Du må bare stole på mig" Det gjorde mig utryg ved, at han hele tiden sagde at jeg skulle stole på ham? Hvad fanden skulle der ske?
______
Efter et par timers kørsel, hvor halvdelen af det foregik i en fugtig skov kom vi frem til et øde sted. Min mor kom hurtig ud, og så helt skræmt ud.
"Hun ved at du er væk nu...." Hendes hånd rystede, men jeg sprang den episode over, og gav hende et kærligt kram. Jeg havde ikke set hende i flere måneder nu, og mit savn til hende var blevet større og større for hver gang jeg hørte noget om hende.
"Zoella..."Hun snøftede i min ærme, og gjorde det sværere for mig, at holde tårerne tilbage.
"Undskyld....Hvis jeg vidste hvordan hun behandlede jer, havde jeg aldrig sent dig til det grusomme sted" Hun trak sig, og tørrede sig kort om øjnene.
"Mor, det er okay" Jeg smilede sympatisk, selvom jeg slet ikke var okay med at have været der, men det var jo ikke som sådan min mors skyld.
"Jeg ville gøre alt i min magt for, at hjælpe dig igennem den her episode Zoella" Hun smilede udmattet, og hendes rener under øjnene blev bare tydeligere efter hun havde grædt.
"Tak mor...."Jeg kørte min hånd op ad hendes skulder, og kiggede hende i øjnene.
"Men Matthew har hjulpet mig ekstrem meget!" Jeg kiggede smilende over på Matthew. Egentlig havde jeg lyst til, at kysse ham. Jeg var så dybt forelsket i ham, og hver gang han ikke var hos mig savnede jeg ham....Men jeg var bare ikke klar til at give mig selv til en anden. Ikke endnu...
Min mors smil bredte sig, og hendes øjne var blidt på ham. Hun lignede en stolt mor, og det gjorde mig helt varm indeni.
"Selvfølgelig har han det" Hun smilede ubekymret, som om det slet ikke undrede hende at han havde hjulpet mig. Gad vide om hun vidste, at han havde besøgt mig?
______________
"Skal vi gå ind?" Min mor vendte sig straks, mens Matthew var ved at løfte bagagerummet op. Vi blev efterladt derude, og jeg var allerede på vej hen til ham for at hjælpe.
"Har du brug for min ultraseje hjælp" Spurgte jeg sarkastisk.
"Nej ellers tak, jeg har selv min egen ultra-ultra seje hjælp" Han blinkede slesk med det ene øje.
"Men du må tage den her" Han kastede en taske som landede hårdt i min favn, AV FOR SATAN tænkte jeg bare.
"Du kan også bare give mig den tungeste altså" Hvad fanden var der i den her taske, den var jo skide tung!
"Du spurgte om hjælp, gjorde du ikke?" Han smilede som en vinder, og så stod jeg her som taberen....
Hytten var dekoreret med diverse træ, og en masse gevir. Det lignede en jagthytte.
"Hvordan har i fået fat på det her?" Jeg kiggede fornøjet over det hele.
"Min fars" Han sagde det på sådan en irriterende nem, rich kid måde.
"Din far?" Jeg kiggede med løftet øjenbryn på ham, og det forvirrede ham tydeligvis.
"Ja, han gik meget til jagt førhen, og så var det her han brugte meget af hans tid på ham selv" Sagde han.
"Spændende" Jeg lavede en grimasse, og gik videre ind ad det store "museum", pyntet med gigantiske hoveder af dyr, som stak ud af væggen. Hvis de så meget som overvejede at sige hej, ville jeg smadre dem med mine syge karateskills. "DON'T COME NEAR ME!" Jeg grinede for mig selv, og tanken at jeg ville råbe det. Folk ville tro jeg var en særling, uden nogle hjerne jo...Så en hjerne løs særling?
"Der er bare lige et problem" Matthew's stemme kom frem, og straks var både min mor og jeg's øjne placeret direkte på mig.
"Der er kun 2 værelser" Han bed sine tænder sammen, som hvis det var et stort problem.
"Det er fint, jeg sover bare på sofaen, så kan i hver især få et værelse" Sagde min omsorgsfulde mor.
"Er du sikker mor?"
"Ja" Hun smilede helt tilfredsstillende, og det fik mig til at tro på hende.
"Men altså jeg ved ikke med jer, men jeg er skide træt så jeg ville faktisk gerne i seng. Kan nogle vise mig vej?" Sagde jeg, og var totalt udmattet.
"Yes, følg mig deres kongelige højhed" Udbrød Matthew sarkastisk, hvorefter min mor grinede kort.
"Sov godt!" Var det sidste hun sagde, inden hun smed sig på sofaen.
Matthew fulgte mig op af en bred træ trappe, og videre hen mod enden af huset hvor der lå et værelse til mig. Fandme nej om jeg skulle sove helt for mig selv i enden af det her vilde hus, med dyr overalt.
"Skal jeg sove hernede for mig selv" Min stemme var lidt skrøbelig, men jeg prøvede at forholde mig stærk.
"Ja du skal sove derinde for dig selv. Mit værelse lægger lige der" TILføjede han, og pegede lige overfor døren bagved. Okay, så han sov inde ved siden af mig. PYHA!!
"Så hvis du får brug for noget, kalder du bare, eller råber!" Sagde han og ventede på et svar inden han gik.
"Yes sir" Afsluttede jeg og gik lidt utryg ind på mit værelse. Da jeg kom ind blev jeg mødt af et kæmpe værelse, med et enorm king seng. Okay wtf? Jeg vidste godt Matthew var rig, men så rig?! Det var jo helt crazy det her. Jeg tror ikke engang Rihanna ville kunne have råd til det her. Værelset havde dets eget walk in closet, samt et hemmeligt walk in closet oveni. Var det der man gik ind hvis man skulle lidt mere end bare kysse...?
Det var delt op i to etager, så der nærmest var en stue forneden og så var sengen foroven.
Men ihvertfald det var helt surrealitisk det her jo. Jeg lagde mig til at sove blødt i den store seng, og sov ellers bare som en der ikke havde sovet i flere måneder. Det sagde bare SOV!
____________
Halløj
Håber i kunne lide kapitlet, og at i har det godt med hvad end i laver. Lige nu sker der rigtig meget, så jeg har ikke vild meget tid til at opdatere på bogen, men håber det bliver bedre når der kommer sommerferie. Bare lige sådan i ved det.
Knuuzzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
