Zoella Winter's kamp

Kapitel 25

Huset & Miss Queenbroox

Tiden var kommet til at jeg skulle hen til "huset". Jeg var skide bange, skide nervøs og havde egentlig bare lyst til, at løbe skrigende bort. Min mors bil var total smadret, da en eller anden idiot var klasket totalt ind i den. Og hun var også på arbejde, og kunne ihvertfald ikke tage fri, så desværre blev Matthew min taxachauffør i 1 times tid.

Mine sidste ting stod ude i gangen, dvs 1 taske fordi jeg slæbte selv på 2 andre. Det var minimalt det bagage jeg havde med, men jeg tænkte hele tiden over hvad jeg skulle bruge flere ting til, og så havde jeg heller ikke ligefrem så mange ting jeg kunne tage med. Jeg stod utålmodigt ude i gangen, og ventede på at Matthew ville dukke op. Jeg må sige jeg ikke havde det særlig godt med, at Matthew skulle se mit hus igen. Jeg ved ikke? Der var bare et eller andet der fik mig til, at virke nedværdig, for jeg vidste jo udemærket godt at han havde et helt palæ og bo i. Gid det var mig. Jeg stod i mine egne tanker da det pludselig bankede let på døren. Jeg åbnede døren, og kiggede genert på Matthew. Jeg undgik øjenkontakt....Jeg synes bare alt virkede forkert i min verden. Jeg syntes det var pinlig jeg havde problemer med mig selv, og at han ligesom ville hjælpe mig. Men hvis man skulle følge citat, "Hold dine venner tætte, men dine fjender tættere" så passede det sådan set meget godt! Jeg ville ihvertfald ikke sige, at Matthew og jeg var venner, derimod var vi jo fjender, speciel når vi ALTID gik og disede hinanden på gangene, og i timerne. Den sidste tid havde bare været total underlig, og omvæltende for mig. Jeg forstod det ikke.

Vi smed tingene i bilen, uden at have udvekslet ét eneste ord endnu, og jeg havde ikke tænkt mig at sige noget overhovedet. Stemningen var super akavet, og jeg stirrede bare ud af vinduet. Jeg var sur, vred, ked af det og alle mulige ting på mig selv. Jeg kunne godt klare mig selv, jeg havde ikke brug for NOGENS hjælp....Og jeg gad virkelig ikke ud til det lorte hus, hvor det skulle forstille at hjælpe mig.

"Såhh...Hvordan har du det?" Spurgte Matthew, og kiggede stift på vejen.

"Fint!" Kort og kontant.

"Fint simpelthen?" Han lød irriteret over mit svar, samtidig gjorde han lidt grin med det. Det pissede mig af.

"Ja? Har du et problem med det?" Spurgte jeg flabet.

"Nej...Men der er da ikke nogen grund til, at du skal ud og bo et sted hvis du har det. FINT" Sagde han, og rettede sit blik mod mig.

"Det må du squ undskylde Matthew! Men jeg gider ikke dele mine bekymringer med dig! Så hellere give dig falske forhåbninger" Jeg var pissed på ham, og der skulle ikke meget til at få mig op i det røde felt.

"Uhhada" Det var dråben!

"Men du har jo brug for hjælp Zoella" Tilføjede han, og lød ligepludselig bekymret? Altså havd fuck var der galt med ham. 

"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP" Råbte jeg op i hovedet på ham. Jeg var ildrød i hovedet, og kunne seriøst smadre glasset i vinduet.

"Tag det roligt!" Han hævede stemmen, og fik mig til at falde tilbage i sædet. Mine tårer pressede på, og jeg kæmpede en brag kamp for at skjule det, men det virkede ikke så godt. Jeg begyndte at snøfte, og mine våde tårer trillede om kap ned ad min kind. Jeg vendte mit ansigt mod ruden, og skjulte mit ansigt.

"Undskyld Zoella....." Han drejede ind til siden, og stoppede op.

"Jeg er bare så ivrig i at hjælpe en. Jeg ved godt du ikke er min søster, men jeg bliver ved at se de samme træk og det skræmmer mig ærlig talt..." Han så oprigtig nedtrykt og lignede en der havde sygt meget medfølelse. Hvad gik der dog af ham?

"Undskyld, okay? Jeg skal nok lade vær! Jeg lover at jeg lader dem der har forstand på det, tage sig af dig....Jeg skal ihvertfald nok trække mig for nu ad" Hans ansigtsudtryk var trist, og jeg fik helt dårlig samvittighed, af at kigge på ham....Mine tårer røg ned hver gang jeg blinkede, og jeg kunne intet gøre for at forhindre det. Det sidste af turen var enorm anspændt, og på den ene side kunne vi ikke komme hurtig nok frem, til det lorte sted hvor jeg skulle tilbringe min tid. Arghhh skyd mig man..... Vi ankom til stedet som lå ude i ingenting, tæt på en strand. Brady fulgte mig indenfor imens han slæbte på mine tasker. En venlig dame kom energisk ud, og tog imod mig.

"Zoella Winter" Sagde hun, med et stort smil på læben efterfulgt af et lille elevatorblik. Jeg smilede bare, og håbede det var svar nok.

"Jeg er Mary Queenbroox, og er her hovedsalig for at hjælpe dig" Hun drejede hovedet på skrå, og prøvede at aflæse mig som var jeg en bog, hun overvejede at læse.

"Hvis du lige gider, at underskrive her" Det var helt utrolig at hun var så venlig, men jeg skrev ihærdig under, og da vi alle tre var på vej ind, stoppede hun op og det var der det gik op for mig, at hun var en af jordens største bitches.

"Ja og første regel. INGEN GÆSTER, OG INGEN FORHOLD!" Hendes ansigt var totalt stramt, og dødsensalvorlig. Hun skræmte helt livet af mig.

"Men?-" Jeg nåede ikke at sige noget, før jeg blev afbrudt.

"Ja, desværre. Zoella har brug for tid til sig selv, og kun JEG kan hjælpe hende med det, så tag din bil og kør" Hun var bestemt, og virkelig en kælling for sig. Hun tog fat i min hånd og trak mig med ind, uden jeg overhovedet nåede at sige noget til Matthew. Hvad fuck var hendes problem!

"Hey! Du kan squ da ikke bare sige, at han skal skride?!" Jeg var vred, og havde lyst til at tage med Matthew hjem.

"Jo det kan jeg" Hun rakte det papir jeg lige havde underskrevet. Hun havde kraftedme snydt mig, der stod samtlige regler, og ting jeg ikke måtte og hvis jeg overskred dem, ville jeg blive sagsøgt, hvilket slet ikke måtte ske. Min mor og jeg ville miste ALT vi havde, og som i jo nok ved havde vi ikke særlig meget i forvejen.

"Og fra nu af....Er du MIN ejendel!" Hun havde de mest intense øjne, og hendes mund passede perfekt til når hun lagde tryk i alle ordene. Hun skræmte mig....

___________________

Halløj

Håber i nød kapitlet, og at i ville gi' den en stemme. Så er i ihvertfald dejlige😄Men det er i alligevel! Jeg er ihvertfaldt bare SUPER glad for, at i gider at læse med.

Knuuzzz☽