Zoella Winter's kamp

Kapitel 57

F-O-R-E-L-S-K-E-T

Det underligste ved den her fest, var at jeg slet ikke bekymrede mig. Matthew var her uden tvivl til at passe på mig, og Jack..Ja Jack han var langt væk, spærret inde bag tremmer hvor han langt fra kunne så meget som rører mig. 
Langsomt kunne jeg mærke mit gamle-nye jeg komme tilbage, efter alt for meget drama i mit kaotiske liv. 
Kort tid efter vi ankom havde jeg brug for lige at være alene, helt alene. Jeg kendte ikke stedet, men jeg fandt hurtig et rum ovenpå uden for rækkeviden af musikken. Alt jeg kunne høre, var mit hjertes banken. Jeg lukkede mine øjne i og lagde mig langsomt ned i sengen bag mig. mine arme spredte sig automatisk ud i siderne, så jeg lagde som en queen. Jeg var en queen. Jeg var fandme skide sej! Jeg har virkelig været udsat for så meget lort, så meget shit at det er umuligt for mig at ramse det op på én gang. Som alle folk siger, så kommer der bare perioder i ens liv hvor man skal give den hele armen, og kæmpe for det som man har. Den periode har jeg haft, og flere gange har jeg følt ALT har været imod mig - men jeg har fandme stadig klaret det. og nu står jeg her - eller jeg lægger egentlig ned - men jeg er stadig kommet ud af satans mørke og ind i guds lyse hænder igen. Et sted hvor jeg føler mig tryg, et sted hvor jeg ved jeg har de absolut bedste mennesker omkring mig som jeg kunne ønske mig. Selvom jeg får alt i verden kunne have undværet de her ting som jeg har været igennem, kan jeg stadig ikke være taknemmelig for at det alligevel er sket...Hvis det ikke havde været sket, havde jeg så overhovedet mødt Matthew? Havde jeg været ligeså tæt med Mackenzie? Havde jeg haft min første "alvorlige og store" samtale med min mor? Havde mit liv overhovedet set sådan her ud? 
Et lille smil undslipper mine læber, og jeg føler jeg lægger og dagdrømmer om en spændingsrig novelle jeg lige har læst. Men det er alt sammen erindringer fra mine sidste 7-8 måneder af livet. 
"Du skal se frem af, og tage én dag af gangen min pige" Et citat fra min kære oldemor, som aldrig bliver glemt. Hun var virkelig en ener uden lige. 

Jeg kom straks tilbage til den virkelige verden da jeg mærkede min telefon vibrerer i baglommen. Med to fingre fiksede jeg den op, og kiggede på den.

"Hvor er du?" Matthew var sikkert bekymret, allerede?

"Hvor er du da?" Skrev jeg tilbage, og så at han allerede skrev igen. 

"Lidt over det hele lige nu, leder efter dig" 

"Bliv hvor du er, så kommer jeg" Skrev jeg, med det mest piget smil jeg kunne smile lige nu. Jeg var sååå forelsket i den her fyr, at når jeg så ham for mig - var han den eneste i verdenen jeg kunne tænke på. 

"Et bryggers" - "Helt alene.." Tilføjede han, lumsk inden jeg lagde telefonen i baglommen igen. 
Jeg gik ud fra værelset, og lukkede langsomt døren i igen. Jeg rettede hurtigt mit hår, så det ikke lignede jeg havde bollet en som ikke eksisterede, og gik mod hvad jeg synes lignede bryggerset nedenunder. Jeg fik øje på Matthew, som også havde kastet sit blik på mig. Jeg gik med hastige skridt ud til ham, og skubbede let til døren med mit ben så jeg ikke skulle flytte mit blik fra Matthews glamourøse øjne. 

"Har jeg sagt du er skide lækker?" Sagde han uden at lave en eneste mine med ansigtet, mens hans blik var boret fast i mit. 

"Så fucki-" Det var nok, jeg tog et enkelt skridt mod ham, inden han læste min taktik og gik mig i forkøbet. Hans læber placerede sig lige midt på mine, inden hans tunge bedende trak sig ind til min og omfavnede den kærtegneligt. Han løftede mig op så jeg sad på hans hofter, med hans egne hænder hvilende på min ryg påvej ned mod et område kun tilgængeligt for ham. Med korte, meget korte mellemrum for at få luft, sad vi bare og omfavnede hinanden, kyssede hinanden og viste vores kærlighed for hinanden. 

"Jeg elsker dig virkelig Matthew" Jeg lænede min pande mod hans, og kiggede ham stadig i øjnene. 

"Jeg elsker også dig, Zoella-Winter-Waren" Han lagde i tryk i det sidste ord, inde mine hænder lagde sig om ham.