Intet bedre
Mit smil over flashede det hele, og det var umuligt for mig at gemme det væk. Det var som om jeg blev lettet, og mit hjerte slog hurtigere. Jeg blev ligepludselig frisk, glad og i top humør. Intet i dette øjeblik, eller tilstedeværelse kunne gøre mig gladere.
"Zoe" Matthew stod og blev blindet af solen, som stod lige i ansigtet på ham. Hans hvide basic t-shirt sad perfekt, og de pæne cowboy jeans var heller ikke noget at klage over. Det lignede at han havde trænet, fordi han arme lignede nogle rigtig pumper arme. Det var lige til, at smelte over. Puhaa da!
"Er du godt klar over at det ikke er aften?" Ligepludselig røg mit humør væk, og en brise med panik kom.
"Nej jeg troede ærlig talt, at solen var blevet til en måne. En meget kraftig en af slagsen, for at være præcis" Han stod og grinede samtidig med, at en grimasse styrede hans ansigt.
"Hahh! Hvad hvis miss Queenbroox ser dig?" Jeg hvæsede lidt af ham, og var faktisk bare bange for at han ville blive taget af hende. Hun var seriøst et monster! Og hvis ikke jeg blev en helstegt pattegris, kunne det helt sikkert blive ham, som endte på grillen.
"Nej, sidst jeg tjekkede lå hun og sov på hendes værelse" Han kiggede op imod mig, mens han skyggede for solen med hans hænder over panden.
"Matthew?!! Er du en stalker? Ad det gider jeg altså ikke" Jeg udstødte et grin, og han grinede med.
"Ja desværre.....Og jeg ville med glæde også stalke dig" Han blinkede slesk med det ene øjne, og fik mig til at rødme.
Jeg kiggede bag mig, og tog chancen hvorefter jeg kravlede ned ad et reb, som Matthew havde taget med. Lige da jeg troede jeg skulle dø, fordi jeg gled ned fra rebet, greb Matthew mig. Det skal altså lige siges, at jeg aldrig har været udendørs tøsen, som har elsket at tilbringe min tid udenfor af hele sit hjerte. Nej det var altså ikke mig. Så jeg var og blev bare dårlig til specielt at klatre. Ikke lige min kop te må jeg sige.
"Og det synes du selv gik godt?" Matthew kiggede drillende på mig, og fik mig til at virke dårligere end jeg i forvejen var.
"Ja det synes jeg faktisk!" Jeg svarede ham igen, og da jeg igen stod på jorden klaskede jeg ham hårdt på brysten.
"Av du knuser jo mit hjerte" Han prøvede at lyde som shakespear, men om jeg ville sige det lykkedes? Arhhh. Næste gang Matthew, så har du den MÅSKE.
"Du sjov var?" Jeg smilede med hele over munden, mens Matthew nærmest bare stirrede på mig. Ubehageligt? Ja det tror jeg vidst nok lige. Har han aldrig lært, ikke at stirre?! uopdragne dreng.
"Skal vi gå ned mod stranden? Jeg har noget jeg gerne ville vise dig" Sagde jeg.
"Lead the way" Han gjorde så jeg fint kunne komme forbi ham, ligesom en tjener ville gøre for sine gæster. Jeg var nok nødt til, at tage det med at han var en uopdragen knægt tilbage. Han var lidt høflig, men også kun lidt.
Jeg førrede vejen ned til stranden, mens solen langsomt gik ned. Da vi endte ved stranden, blev Matthew utålmodigt og ville bare gerne vide hvor vi skulle hen, men jeg sagde han måtte vente. Da jeg fandt stedet satte jeg mig ned i sandet, mens Matthew forvirret kiggede på mig.
"Skulle vi herned for, at du kunne side ned?" Han grinede, samtidig med at han var lidt opgivende.
"Prøv at sætte dig ned" Jeg klappede på sandet ved siden af mig, som tegn på at han skulle slå røven i sædet.
Bedst som han satte sig, begyndte solens stråler at komme i vandet, og dets spejlbillede var det pæneste.
"Det her var hvad jeg ville vise dig" Jeg pegede ud over vandet, og var helt betaget af det.
"Shit man" Hans mund var på vidt gab, og han lignede en der var overrasket.
"Det er seriøst det pæneste herude" Jeg var helt væk over, at solen var så gude smuk. Jeg havde lyst til, at tage det bedste insta billede ever, men jeg ville aldrig kunne ramme det perfekte billede, og så var jeg faktisk ikke instagram typen. Jeg havde ét billede, og det var fra 2014 af, af mig som akavet spiste en is, uden nogle venner så jeg var nødt til, at spørge en fremmede om at tage et billede af mig. Ja jeg var enormt akavet.
"Mmh" Matthew var helt stille, og pludselig kunne vi tydelig høre bølgerne skylle op langs strandkanten.
"Tak Matthew" Jeg fik en klump i maven, og Matthew blev helt forvirret.
"For hvad?" Hans blik kørte rundt.
"For din hjælp...Jeg ved godt jeg råbte af dig dengang i bilen, at du kunne skride ad helveds til, og at jeg ikke havde brug for dig, men du har stadig hjulpet mig igennem det her på den bedst mulige måde. Undtagen at anbringe mig på det her lorte sted!" Jeg grinede kort af min kommentar, og kiggede på en smilende Matthew.
"Selvfølgelig" Han fik det til, at lyde som en selvfølge, men det var jeg ikke enig i.
"Nej....Lige siden branden hvor du redede mig, har du hjulpet mig.....Og jeg har aldrig været stor nok til, at sige ordentlig tak...." Jeg kunne mærke mine øjne blev våde, og det orkede jeg virkelig ikke.
"Hvis det ikke havde været for dig.....Havde jeg nok ikke været her" Jeg hviskede nærmest med mit hovede peget ned mod sandet, mens mit hjerte slog et slag over, og skræmte mig helt, ved at fortælle sandheden. Det var en uhyggeligt, men det var og blev sandheden.
"Tak!" Jeg kunne ikke holde vandet i mine øjne inde længere, og jeg rettede mig blik mod Matthew, som så helt ked af det ud.
"Alt for dig...." Mit smil bredte sig, mens jeg langsomt tørrede en trillende tårer af min kind. Sagde han lige alt for dig.
Hans øjne var de pæneste på hele jorden, og jeg kunne savle over dem! Jeg følte kun, at jeg så Matthew. Vores øjenkontakt varede et stykke tid, inden Matthew langsomt lænede sig ind over mig, og tog blidt fat om min kind hvorefter hans læber placerede sig på mine. Jeg lænede mit hovede på skrå, og lukkede langsomt mine øjne i. De bløde læber som tilhørte ham, gav jordens bedste kys jeg nogensinde havde fået. Jeg lagde mine arme omkring hans nak, mens vi begge to gav hinanden små blide kys med lidt mellemrum. Jeg trak mig langsomt og mit smil spejlede alle mine følelser. Jeg undgik at kigge på ham, men han tog stille fat om min kæbe og skubbede mit ansigt opad, så vi fik øjenkontakt.
"Waooow" Shit....Kyssede jeg forfærdelig dårlig....Okay mit liv er seriøst på renden i øjeblikket.
"Waoow hvad?" Jeg prøvede at forholde mig rolig, men jeg kunne mærke det var en særdeles svær kamp.
"Du er nok den eneste pige som jeg egentlig synes kysser godt, og jeg har kysset et par stykker!" Han så helt overrasket ud, og jeg anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Indeni var jeg ved at hoppe af glæde, men det ville blive ret så akavet hvis jeg gav mig til, at hoppe in real life.
"Jeg tænker ikke at det er det bedste tidspunkt, at du fortæller du har kysset et utal af piger, og hvem der kysser bedst lige nu. Det ødelægger lidt stemningen.." Jeg udstødte et kort grin, og Matthew gav mig ret i min kommentar.
"Du er også den sødeste, pæneste jeg har været sa-" Han smilede drilsk, men jeg nåede at afbryde ham.
"Matthew, jeg mente det!" Jeg slog ham hårdt på armen, og prøvede at holde et kold udtryk.
"Av, du er altså ret voldelig...." Hans triste udtryk narrede ikke nogen, ihvertfald ikke mig. Desværre Matthew.
"Jeg gider da ikke surmule over det, så er det nemmere bare at gi' dig et slag"
"Så kan du da ligeså godt se sur ud"
"Nej det kræver omkring 45 ansigtsmuskler at se sådan ud, og at løfte armen og slå dig kræver kun 4, så jeg tager den nemme løsning" Jeg blinkede vinderagtig til Matthew. LOSER! Han svarede mig ikke, men smilede bare.
____________
Halløjsa skønne mennesker❤️
Tusind tak fordi i har læst med, det betyder virkelig meget for mig. Vi har ramt 1k læsninger, og mega mange gange tak for det! I er de bedste!
Jeg håber i stadig kan lide bogen, i er mere end velkomne til at skrive jeres mening, ville gerne ihvertfald gerne høre den.
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
