Zoella Winter's kamp

Kapitel 29

Savn? Og hjemve?

Miss Queenbroox kom dumpende ind klokken 06.00, og allerede der begyndte hendes råberi.
På under fem minutter blev jeg klar, og stod allerede nede i køkkenet for at blande noget mel med mælk. Ad!
Hun fandt noget chokolade frem, og jeg må ærlig indrømme det så lækkert ud.

"Spis det!" Hun rakte mig chokoladen, og kiggede bestemmende mod mig.

"Nej ellers ta-" Midt i min sætning afbrød hun mig.

"Spis det!" Hun åbnede pakken, og tværede nærmest chokoladen i mig.
Man lærte ihvertfald at spise her, om det var sundt eller ej, og hendes hjernetossede måde, var at hun tvang os til at æde. Det var bare som om, hun så lige igennem os og ikke skænkede vores sygdom, et blik. Hun var så egocentreret, at det var værre end de historiske egocentrerede mennesker man har hørt om. Adr!! Hun burde virkelig, at stå i historiebøgerne. Jeg hadede virkelig sådan nogle mennesk.....Eller noget? Matthew fremstod jo egentlig, ret så egocentreret da jeg mødte ham. Men altså folk kan jo også ændre sig, eller vise sit sande jeg. Jeg tror bare ikke Miss Queenbroox kunne være tilfældet her.

Da klokken nærmede sig 08.00, kom resten af flokken ned til min lækre homemade morgenmad, som var en slatten havregrød, lunken mælk, anelse blødt cornflakes og et stykke tørt rugbrød. Måske var det ikke så lækkert alligevel, men det var det eneste vi kunne få. Nu blev jeg faktisk lidt glad over, at Queenbroox havde stoppet chokolade i mig. Så var jeg i det mindste blevet lidt mæt. Folk var stille og sagde ikke så meget, og da alle var færdige begyndte den lette opvask. Næsten ingen tallerkner eller bestik, nemt! Efter opvasken, satte jeg mig op på værelset, fandt min tegneblok frem og startede ellers bare med, at tegne ud fra hvad jeg så i vinduet. Det stod ned i stænger udenfor, og sandet som lå omkring var helt mudret og smattet til. Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg tegnede. Det lignede lidt lort, blandet med Miss Queenbroox. Midt i min egen urolige verden, blev jeg afbrudt af den kommende fuldtidsalkoholiker. Caleb.

"Hvad laver sådan en sulter som dig?" Man skulle virkelig lære Caleb at kende, fordi mange af hans udtalelser kunne virkelig fornærme folk på det groveste, altså virkelig! Men når man lærte ham, at kende vidste man godt at det var en stærk form for ironi.

"Tænker over om jeg skal smutte med på din båd, og blive alkoholiker" Hans blik ændrede sig, og kiggede intenst på mig.

"Dumt! Det kræver særdeles mange evner, egenskaber og en masse kræfter at blive" Han sendte mig et elevatorblik, inden han snakkede videre.

"Og ik for at dømme, men søde søde Zoella. DET KLARER DU ALDRIG! Det er yderst hårdt arbejde" Han smilede sarkastisk mod mig.

"Nårh...Så må jeg hellere se, at komme væk fra det her hul hurtigst muligst" Jeg smilede tilbage til ham, og havde et trist blik i øjet.

"Så sig lige til inden, fordi så ville jeg gerne med! Men helst efter 02.32, jeg skal lige nå, at have noget vodka. Specielt hvis vi bliver taget af politiet, ellers kommer jeg aldrig igennem det" Det var tydeligt at han kom i tanke om noget, og jeg nåede lige at svare ham inden han skred.

"Skal jeg nok!" Han var åbenbart seriøst med klokkeslættet 02.32. Ærlig så troede jeg bare, at han sagde det for sjovt, men nej! Caleb er for real. Men det er jo også han vodka, aka bae. Det er næsten ligesom en date for ham, og dem kommer man ikke for sent til.

Dagen gik ret hurtig, og jeg ventede seriøst i en evighed på, at Matthew ville komme og redde mig, som hvis jeg var Rapunsel, men det skete aldrig. Jeg lagde mig skuffet til, at sove mens regnen larmede som vis man var til en syg fodboldkamp, hvor alle fans gik amok. Så jeg faldt aldrig i søvn, og Clary lagde og snakkede til mig i en evighed, inden hun selv smækkede øjnene i og faldt i søvn pladask. Gid det var mig!

_________

Dagen efter fik jeg endelig lov, til at gå en tur. Jeg gik ned langs strandkanten, mens bølgerne skyllede op af kanten. Det var fantastisk, og virkelig beroligende at høre på. Jeg tror jeg endelig havde indset, at jeg var faldet en lille bitte smule for Matthew, og hans tiltrækkende udseende og charme. Efter alt det der var sket for mig, havde han næsten slået benene væk under mig. Og det skal lige siges, at det har en dreng aldrig gjort før. Nu er det selvfølgelig heller ikke så mange som har vidst, hvem jeg overhovedet var. Så ja hvorfor skulle de så opsøge mig?  Jeg er jo bare Zoella Winter.

Jeg valgte at soppe lidt, mens mine fødder blev gennemblødte hvert 3. sekund. Det var rart at føle sig "I live" igen. Imens jeg gik, tænkte jeg dybt over livet, og hvor meget bedre jeg havde fået det siden Matthew besøgte mig så sent som i forgårs. Jeg var ikke vild med at indrømme det, men han gjorde bare noget godt for mig, og jeg kunne virkelig ikke modstå det! Det var det bedste.
På vej op til huset igen, blev jeg mødt af et par illegale forældre.

"JEG SKAL HAVE MIN DATTER!!" Råber damen op i Miss Queenbroox's ansigt, som bare koldt står og kigger på hende.

"Det er ikke muligt, du har underskriver en kontrakt" Hun står helt stille, med det mest ufølsomme blik nogensinde. Det var rigtig ulækkert at kigge på, og hvis jeg seriøst spiste kunne jeg brække mig og miste appetitten.

"MILEY KOM HERUD. Vi skal hjem!" Faren tog blødt fat om Miley, som jeg ærlig talt ikke har lagt mærke til, og så gik de ellers bare ind i bilen og kørte.

"Ja det er jeres egne problemer, det er et brud på kontrakten, og det ville komme til at koste" De hørte ingenting, og i løbet af ingen tid var de væk, og Queenbroox stod og snakkede for sig selv.
Jeg fik en kæmpe klump i maven, da det gik op for mig at hun tog kontrakten seriøst. Fuck! Det ville blive et helvede at komme væk herfra, hvis jeg overhovedet ville komme væk fra det her lorte sted. Jeg var virkelig fucked.

——————
Halløj😌

Undskyld for det sene kapitel, jeg undskylder men jeg har haft syyyyygt travlt! Skriftlige eksamener har været der, og det har været lidt svært at opdatere, så jeg undskylder meget ud til jer❤️

Knuuuzzzz