Sygeste periode & kedelige bøger
Der var gået en hel måned her, og jeg hadede stedet så inderligt. Selvom Clary var pisse irriterende til at starte med, og larmede forfærdelig meget, så er jeg blevet vant til det. Hun har faktisk vist sig, at være en virkelig sød pige. Og det samme med Caleb, bortset fra han er en sød gut. I starten gik jeg virkelig tidlig i seng, men jo længere hen jeg kom, jo mindre ville jeg sove. Det var også det Clary sagde til mig, fordi hun kunne aldrig rigtig lægge sig til at sove. Hun var nærmest for bange. Tænk hvis Miss Queenbroox kom ind, midt om natten. Det kunne jeg simpelthen ikke holde til.
Helbredsmæssig havde jeg ikke fået det bedre. Damen der allerførst bød mig velkommen, er jordens største *******, og hun ligner bare en som ville slå mig ihjel hele tiden. Så ja jeg prøver bevidst, at undgå hende. Min specialist Dr. Elliot Noxon, havde været her en gang for, at se til mig. Han var den eneste som overhovedet tog sig af mig, men hver gang han var her så han kun den "gode" side af det her lorte hus. Så det var klart, at han troede alt gik strygende. Hvilket det så BARE IKKE GJORDE.
Men hvis jeg skal tilbage til virkeligden, så er det aften og jeg sidder og læser en bog, som jeg ikke engang kan huske hvad handler om. Jeg læser kun siderne, og glemmer det efter 10 sekunder, bare for at jeg kan lave noget. Livet her er og bliver kedelig. Clary sad og så tv nedenunder, så jeg havde værelset for mig selv. Da jeg sad i mine egne tanker, blev jeg lige pludselig forstyrret eller lettere forskrækket da noget hårdt ramte mit vindue. Jeg rejste mig forsigtig op, og gik stille hen til vinduet. Var det en tyv, eller en kidnapper? Jeg kiggede skrækslagen ud, men fordi det var bælgmørk kunne jeg ikke se noget. Da jeg var ved, at vende mig om, var der noget blitz eller lys der viste sig. Jeg åbnede vinduet, og stak hovedet ud.
"Hvem er det?" Jeg var lidt urolig. Tænk hvis det var en forbryder, var det nu jeg skulle dø, og ende i enten himlen eller helvede. Jeg håbede inderligt på himmelen! Jeg havde altid godt kunne tænke mig, at se Jesus in real life. Man har altid set ham på billeder, men det er jo ikke engang sikker han ser sådan ud. Og ja, så gider jeg sådan set heller ikke se Satan. Han skræmmer mig nok i gyserfilm, så ham behøver jeg altså ikke se i Real life. Nej tak!
Personen svarede mig ikke med det samme, hvilket forvirrede mig lidt. Kunne han/hun ikke høre mig?
"Matthew" Matthew?! Hvad lavede han her?
"Matthew?" Jeg var forvirret og spørgende.
"Ja"
"Hvad laver du her?! Ved du godt du ikke må være her?" Jeg var måske lidt flabet. Ikke ligefrem den bedste velkomst man kunne få.
"Høre hvordan du har det?" Jeg kunne ikke se ham, men hans stemme fik det til, at lyde som om han var bekymret.
"Og Mackenzie ville egentlig også gerne høre det" Mackenzie....Jeg fik helt ondt i hjertet, hun anede jo ingenting. Jeg havde helt dårlig samvittighed, men på den anden side så har jeg jo ikke kunne fortælle hende det....Ingen telefoner er tilladt...
"Jeg kommer" Jeg var lige ved, at smække vinduet i da Matthew stoppede.
"Vent!"
"Du kan ikke gå den vej ned, hende damen er dernede" Altså hvordan skulle jeg så komme ned? Jeg hoppede under ingen omstændigheder ned herfra. Det ville ALDRIG komme til, at ske. Så skulle det være når jeg ikke var her længere, og jeg bare blev smidt ud.
"Hvordan skal jeg så komme ned?"
"Hop" Han grinede efter hans kommentar, og uden jeg kunne se hans ansigt smittede det af.
"Du sjov var"
"Jeg skal nok gribe dig" Jeg tog en dyb indånding inden jeg gik op i vindueskarmen.
"Du lover?" Hvad havde jeg gang i? Lige før var jeg bange for, at dø. Nu gør jeg det kraftedme selv.
"Jeg lover"
Jeg sprang ud fra 1. sal, og vinden susede lige igennem mig, mens mit hår blev løftet op i luften. Akkurat ligesom man ser i diverse film. Jeg landede blødt i Matthew's arme, hvor jeg endelig kunne se hans ansigt. Han lignede bare sig selv. Jeg havde en lang øjenkontakt med ham, inden jeg trak mig løs fra ham. Jeg rettede akavet på mit tøj, og havde ikke rigtig lyst til at kigge på ham.
Det første stykke tid var stemningen ret så akavet, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, indtil han brød tavsheden.
"Såh hvordan har du det?" Han blik var stærkt rettet mod mig, mens jeg bare fokuserede på at gå lige ud. Det var helt utydeligt, da det var utrolig mørkt udenfor. Lige om lidt røg jeg ned i et hul, og faldt ned til monsteret og ormene under jorden. Adr!!
"Ærligt....Ad helveds tid" Jeg prøvede at holde mit humør højt, men jeg kunne godt mærke det ville blive en hård kamp, som var svær at kæmpe mod. Jeg var virkelig så træt af mit klamme humør, fordi det smittede altid af. Jeg var nok det mest dødsyge menneske lige pt.
Matthew virkede helt chokeret over, at mit svar lød sådan. Jeg tænkte at han nok regnede med, at jeg ville få det bedre her.
"Det undrer mig næsten ikke... Hende den fælle dame der, var heller ikke ligefrem ens ynglings person! Jeg håber ikke hun har en mand, så har jeg ihvertfald dyb medfølelse overfor ham! For hun er da godt nok noget af en mundfuld!" Han lavede lidt sjov. Jeg tror hans plan var, at få mig til at løsne lidt op. Jeg slog ham sløset på hans muskuløse overarm. Havde han trænet for nyligt? Fordi hans arme var PUMPET! Waoow manner!
"Hvis du var kommet hele vejen her for, at få mig til at ha' det sjovt, er det virkelig dårlig timing, og det kommer slet ikke til at ske! Desværre" Og så blev jeg en lyseslukker.
Vi gik ned ad en sti, som førte ned til en stejl bakke til stranden. Det var tydeligt at høre, vandet som skyllede op af strandkanten. Blæsten fik hurtig fat i mit løse hår, og blæste det helt omkuld så det sad everywhere. Jeg blev helt blindet af det, og straks grinede Matthew håneligt af mig.
"Hey!" Endelig spredte der sig et ægte smil på mine velkendte læber, for første gang i laaaang tid. Matthew løb fra mig, og man havde langsomt vænnet sig til det mørke, så jeg prøvede nytteløst, at løbe efter ham. Jeg kan virkelig ikke huske sidste gang jeg havde løbet, og da slet ikke på en strand. Jeg blev forpustet efter 0,0, og blev nødt til at holde en pause.
"Ik fair!" Jeg lænede mig forover, og prøvede at få kontrol over min vilde vejrtrækning. Min ånde vidste sig foran mig, da det ikke var det varmeste vejr udenfor. Det var ligesom når man var lille, og stod mens man "smug" røg fordi ens ånde lignede røg. Men det var altså ikke tilfældet her. Jeg var bare forpustet.
Han kom slentrende hen til mig, og mens jeg stod der og var helt død, på grund af forpustelse sprang jeg nærmest over ham. Jeg røg direkte ind i ham, og uheldigt fældede jeg ham direkte ned i sandet. Jeg skulle til at give slip på ham, da jeg ikke ligefrem følte, at jeg gad med i faldet, men han rev fat i mit håndled og trak min hånd ned, så jeg endte ved siden af ham. Hvis man havde filmet det i slowmotion, havde jeg nok fået en Oscar for "Årets mest fucked up ansigt" da han rev mig ned. Jeg var OVERHOVEDET ikke lige forberedt på det.
Der blev stille et øjeblik, mens vi bare lagde og stirrede blindt op, i de mest stjerneklare stjerner længe. Der gik et okay stykke tid, før jeg fandt ud af at Matthew ikke havde givet slip på min hånd endnu. Jeg vidste ikke hvordan jeg lige havde det med det. Han havde sikkert bare ikke lige tænkt over det, ligesom mig?
——————
Halløj!
Tak fordi i gad, at læse med! Det betyder virkelig meget. Hvad synes i egentlig om bogen indtil videre? Er den kedelig? Spændende? Eller hvad synes i? I må meget gerne skrive det, ville nemlig gerne vide det.
Knuuuzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
